Kanal 5-deltager: Efter 21 dage på Atlanten uden kontakt med omverdenen er alle lag blevet skrællet af

Julia Sofia bad om to timers betænkningstid, men faktisk havde hun allerede besluttet sig. Som en af landets mest kendte ansigter fra YouTube med godt 200.000 abonnenter sker det jævnligt, at hun får tilbud om at være med i det ene eller andet tv-program, og som regel siger hun nej tak. Men denne gang var det anderledes.

For da første sæson af ”Over Atlanten” løb over skærmen, havde hun tænkt, at programmet, hvor seks vidt forskellige mennesker bliver sat sammen på en sejlbåd med kurs mod Caribien, kunne noget interessant. Hun havde også mærket, at lige præcis den mulighed kunne hun godt tænke sig at få selv. Så da casteren på programmets anden sæson ringede i begyndelsen af november sidste år og spurgte, om Julia Sofia kunne springe til med to ugers varsel, udløste det et sug i maven.

- Jeg kunne mærke, hvordan eventyrlysten blev vakt til live med det samme. Tænk at få lov til at udleve sådan en drøm! Men altså ... to ugers varsel var ikke meget. Jeg har jo også et arbejde, der skal fungere. Så jeg bad om to timers betænkningstid. Der gik nu mindre end to timer, inden jeg ringede tilbage og sagde, at jeg var frisk, griner Julia Sofia, der tilhører den første bølge af unge youtubere med så stor succes, at de har kunnet leve af det.

Det har blandt andet krævet en konstant tilstedeværelse på de sociale medier, og derfor var det også en lille smule grænseoverskridende at forlade den faste netforbindelse i tre uger.

- I det hele taget var det sværeste inden afgang nok tanken om, at der ventede mig en lang periode, hvor jeg ikke kunne komme i kontakt med hverken venner, familie eller min forretning. Jeg var ikke bange, jeg havde bare følelsen af at træde ud i noget, hvor alt var ude af mine hænder.

Det var en meget ung Julia Sofia, der første gang dukkede op på YouTube i 2013 og begyndte at fortælle om alt fra rejser og makeup til teenagelivets opture og udfordringer. Hun var 15 år, gik i folkeskole i Karlslunde og havde på ingen måde forudset, hvor hurtigt hendes hobby ville tage fart. Men allerede få måneder efter den første video blev lagt op, havde hun 10.000 følgere. Få år efter kunne hun leve af kanalen, der siden er blevet til en forgrenet forretning, der blandt andet tæller flere forskellige platforme, to bøger og et makeup-brand.

Der er selvfølgelig stor forskel på skolepigen, der kom på fornavn med tusindvis af unge piger, og den voksne iværksætter, som i dag knokler benhårdt for at nå sine mål. Den røde tråd har dog altid været et ønske om levere noget autentisk i stedet for et glansbillede.

- Så det, jeg viser på YouTube, er den Julia Sofia, du også vil møde, hvis du støder på mig ude i byen. Det er vigtigt for mig at være ærlig, men det er klart, at man alligevel er ”på”, når man tænder for kameraet, og i sidste ende er det jo mig, der bestemmer, hvordan tingene bliver formidlet, siger hun.

Og når man er sådan en, der er vant til at have kontrol, var det en udfordring at overlade kameraføringen til andre, sådan som det var tilfældet på turen over Atlanten, hvor et kamerahold fulgte de seks deltagere, der ud over Julia Sofia var tv-vært Anders Lund Madsen, kunstner Kristian von Hornsleth, musiker Wafande, kok Jesper Vollmer og diamanthandler Katerina Pitzner.

- I starten var jeg i hvert fald meget bevidst om, at jeg var med i noget, der blev til et tv-program, men efter en uge havde jeg glemt alt om kameraet. Det havde jeg slet ikke energi til. Derfor er det også en anden side af Julia Sofia, der bliver vist.

Masser af underbukser. Man kan alligevel ikke rigtig vaske undervejs. Knap så mange strømper. Man orker nemlig ikke at skifte hver dag. En god, tyk creme til hænderne. En solhat. Forbered dig på et enormt mentalt og fysisk pres. Sådan lød nogle af de fif, Julia Sofia fik af en af deltagerne fra den første sæson, Christel Pixi, der tilføjede et opløftende: ”Hvor er du heldig. Jeg kunne godt tænke mig at gøre det igen”.

Det var altså en spændt og optimistisk Julia Sofia, der troppede op i lufthavnen for at flyve til startstedet, Lanzarote, sammen med en gruppe mennesker, hun godt vidste, hvem var, men ikke havde mødt før. Optimismen overlevede også det første møde med sejlbåden, selv om den 25 meter lange Challenger 93 viste sig at være helt anderledes end forventet.

- Jeg husker lige så tydeligt, hvordan vi kom gående i havnen den første dag og gik forbi den ene lækre yacht efter den anden, og der lå vores båd pludselig. En lille, smal, halvnusset båd uden ræling og knap nok plads til de 16 mennesker, vi skulle være om bord. Jeg havde også forestillet mig, at jeg kunne få en køje sådan lidt for mig selv, men endte med at få én lige ud til køkkenvasken og måtte dele et lille skråt skab med Wafande, siger hun og erkender, at det var med blandede følelser, hun indså, hvad hun var gået ind til.

Men der på kajen var hun stadig fuld af kampgejst og en urokkelig tro på, at de næste tre uger ville blive fantastiske. Den tro blev dog ændret til tvivl efter få dage.

Julia Sofia taler om tre faser i rejsen, der var alt andet end seks kendte, der ligger på dækket og slikker sol og salte dråber fra havet, mens kameraholdet fanger de bedste vinkler. Der skulle laves mad, gøres rent, og ikke mindst var der sejl, der skulle sættes, og en kurs, der skulle holdes. Det lyder måske meget eksotisk med åbent hav, delfiner i kølvandet og intenst nærvær, men sandheden er, at den første fase, hvor alt var nyt og spændende, hurtigt blev afløst af fase nummer to. ”Uoverskuelighedsfasen”, som Julia Sofia kalder den. På det tidspunkt var de ikke engang halvvejs.

- Jeg havde alle mulige forestillinger på forhånd. Jeg havde også mange ambitioner. Blandt andet om at holde et ret højt niveau i forhold til mine normale skønhedsrutiner. Men der gik ikke mange dage, så røg al forfængelighed. Alting tog også helt enormt lang tid. Bare det at lave frokost tog evigheder, og det var ret vildt for sådan en som mig, der normalt har så meget energi og elsker at få ting til at ske, siger Julia Sofia, der med sine 21 år var den yngste på båden og måske nok følte, at hun skulle bevise noget over for en omverden med faste forestillinger om, hvad unge youtubere er for størrelser.

- Før afgang havde jeg tænkt, at nu skulle jeg vise, at jeg er ung, men jeg er også en sej, lærenem iværksætter, der ikke bare laver LOL på nettet, og så kommer man af sted og møder nogle af sine mest sårbare sider. Så jeg kæmpede en del med følelsen af at være en smule lille og svag.

Den følelse blev blandt andet forstærket af den angst, som hun godt kendte i forvejen, men som ramte hende voldsomt ude på vandet. Når man i forvejen er en smule mørkeræd, er det massive mørke, der findes om natten på Atlanterhavet, ikke bare overvældende, men også rædselsvækkende.

Man siger, at den værste ensomhed er den, man kan føle i selskab med andre mennesker. Den ensomhed mødte Julia Sofia også flere gange i løbet af rejsen over Atlanten.

- Det var sindssygt hårdt ikke at kunne trække sig, men hele tiden være så intenst sammen med en gruppe mennesker, man ikke kendte, på så lidt plads. Mennesker, der som jeg selv følte alt muligt og reagerede på forskellige måder. Men det, der ramte mig allermest, det var længslen efter at være sammen med mennesker, jeg kendte og kunne gå til, husker hun.

Men ensomheden var heldigvis ikke den tætteste makker om bord. For ligesom Julia Sofia lod de andre deltagerne også hurtigt paraderne falde, og ingen formåede i længden at være den pæneste version af sig selv. Og når man står der med alt skrællet af og med døren på vid gab til det allermest sårbare sted, opstår der også noget helt særligt.

- Det kan godt være, vi er kendte for at være gode til at lave musik eller mad eller kunst, men vi er også bare mennesker, der alle ramte et nulpunkt undervejs, og det bandt os sammen. Selv om vi kun var sammen i tre uger, så var samværet så intenst, at det føltes som et år. Det er klart, der sker noget, når man deler en fire timer lang nattevagt eller får et angstanfald foran nogen, du ikke kender. Der var ingen telefoner og intet arbejde til at forstyrre, og det blev meget hurtigt meget personligt.

Smagen af appelsiner. En kold cola. Fast grund under fødderne. Et rigtigt bad. Og åh, en netforbindelse! Fantasierne om alt det, der ventede på fastlandet, tog til, efterhånden som Challenger 93 nærmede sig Caribiens kyst. Det samme gjorde glæden og optimismen. Det var her, turens anden fase blev afløst af tredjefasen, og tingene begyndte at blive overskuelige igen.

- Da vi først for alvor kunne begynde at tælle ned til hjemkomsten, opstod der en helt anden gnist, og samtidig brugte jeg meget tid på at overveje, om jeg havde husket at nyde det nok. Havde jeg taget nok mentale billeder, som jeg kunne tage med hjem? Fordi det føltes som sådan et privilegium at have fået muligheden for at komme på turen, var det også vigtigt for mig at være sikker på, at jeg havde sørget for at få mest muligt ud af det, siger Julia Sofia, der beskriver det som ”betryggende at komme i havn og se, at hendes følgere stadig var der”, men alt det, hun i øvrigt havde forestillet sig at have brug for, viste sig at være noget helt andet.

Hun havde nemlig ikke tilbragt mange timer på hotelværelset, før hun savnede de andre deltagere. Så i stedet for at dyrke den eftertragtede alenetid endte de med at tilbringe den sidste tid sammen, inden turen gik tilbage til Danmark.

Det har taget lang tid for Julia Sofia at fordøje alle indtrykkene fra rejsen og finde ud af, hvad de har givet hende med videre, men i dag er hun ikke i tvivl om, at det er en forandret kvinde, der har fået fast grund under fødderne.

- I ugen efter hjemkomsten var jeg lidt ked af det, fordi jeg følte, at jeg ikke havde rykket mig mere på turen. Men nu kan jeg mærke i fuldt rabalder, at mine grænser har flyttet sig enormt. Jeg har fået en helt anden tolerance og et andet overskud, og jeg kan lige gå fire-fem runder mere, end før jeg tog af sted. Også i forhold til min angst er der sket noget. Fordi lortet peakede derude, så har jeg i dag en tryghed, fordi jeg ved, at når jeg kan overleve et angstanfald under den slags forhold, så kan jeg også godt klare det herhjemme, siger hun.

De tre uger i en så markant anden virkelighed end den hverdag, hun kender og elsker, har også givet hende et skærpet blik for, hvad hun vil bruge sine kræfter på fremover.

- Der er nogle prioriteter, jeg har fået mere styr på, fordi jeg har fået en bedre forståelse for mig selv og min måde at være i den her verden og branche på. Jeg ved ikke, om der kommer kæmpe ændringer, men jeg har for eksempel fået endnu mere blod på tanden i forhold til det her med at vise en sårbar og blød side af mig selv. Som den angst, som jeg jo ikke er alene om at kæmpe med.

På bagsiden af Julia Sofias venstre overarm knejser et sejlskib tegnet i en spinkel streg. Tatoveringen fik hun allerede tilbage i januar som en håndgribelig påmindelse om alt det, hun tager med sig fra turen over Atlanten.

- Det lyder så kliché at sige, at det har været en rejse. Men det HAR det jo. Det har været en vild og vigtig rejse, og der vil for evigt være et før og et efter Atlanten. Det er i sig selv vanvittigt at opleve at flytte sig fra et kontinent til et andet ved at krydse et verdenshav. Det minder en om, hvor stor verden er, og hvor stort livet er, og at man selv på samme tid bare er en lille bitte prik i universet, siger Julia Sofia.

Da hun kom hjem, var det med en fornemmelse af, at det 90 procent af tiden havde været virkelig hårdt og resten af tiden havde været virkelig fantastisk. Sådan er det egentlig stadig, men i dag er det de sidste 10 procent, der står tydeligst frem.

- Fordi de var fyldt med så mange vidunderlige øjeblikke. Tænk at få lov til at se delfiner og hvaler, at opleve de mest fantastiske solopgange og at sidde om natten og udveksle røverhistorier med hinanden.

Og mens andre af turens deltagere efterfølgende har givet udtryk for, at havet ikke er noget, de har tænkt at begive sig ud på igen foreløbig, planlægger Julia Sofia allerede den næste rejse. Et nært familiemedlem har inspireret af hendes rejse købt en sejlbåd, og lige nu er planen at tage turen over Atlanten igen til november.

For når man nu har lært at læse et søkort, kan kende forskel på styrbord og agter og har fået muskler nok til at hejse et sejl, kan man lige så godt få prøvet det hele af igen. På den måde er Julia Sofia lige så målrettet og ambitiøs som altid. Nu har hun bare lært, at man godt samtidig kan være blød og sårbar.