Annonce
Læserbrev

Klasseforskel på Cepheus Park

Læserbrev: Både min datter og jeg kan lide at komme ud og se Randers FC’s hjemmekampe.

Det har vi gjort i mange år, og vi nyder både stemningen og samværet.

Sidste gang jeg var på stadion, fik jeg desværre en kedelig oplevelse.

Dagen begyndte fint med sol på tribunen, et glas koldt fadøl og et par varme pølser. Da solen efterhånden forsvandt fra tilskuerpladserne, blev der lidt koldt at se kampen, og vi ville derfor hente et par tæpper til at hjælpe med at holde varmen.

Det kunne desværre ikke lade sig gøre. Tæpper var kun for personer med VIP-adgang eller med sæsonkort. Almindeligt betalende tilskuere måtte stå og fryse. Så både jeg, min datter og en anden far med to små børn måtte opgive at se kampen færdig, fordi det var blevet for koldt. Der var ikke noget at gøre, tæpperne var reserveret, selvom de lå ubrugte.

Efter en mailkorrespondance med billetkoordinatoren ved Randers FC er jeg blevet oplyst om, at det skyldes, at vi, der køber enkeltbilletter, var nogle svin med tæpperne. De blev ikke leveret tilbage, og de blev brugt til at tørre fingre i i stedet for servietter.

Hvis Randers FC ønsker at yde bare lidt service overfor deres fans og kunder, kunne man jo indføre en pantordning på tæpperne. Der står jo alligevel en frivillig og udleverer dem. Kunne man så ikke opkræve for eksempel 20-50 kroner i pant pr. tæppe? Jeg er sikker på, at en sådan ordning nok skulle få folk til at returnere tæpperne, og hvis det mod forventning ikke skulle ske, så vil der da være en lille indtjening ved at indsamle.

Jeg håber, at Randers FC vil tage deres beslutning op til revision, således at alle kan få en god oplevelse på stadion og ikke kun særligt udvalgte.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Først skal vi fejre de 100 år, og så: Vi skal få endnu mere ud af grænsen

Hvis man bor i Tønder eller Kruså, smutter man til Tyskland, handler dagligvarer til lav moms og triller hjem igen uden at tænke over det, hvis der ikke lige er grænsekontrol dén dag, og rigtig mange taler ubesværet naboernes sprog. Redigerer man en avis i København, kan man – som Politiken i 2015 – lave en overskrift, der fortæller, at Femern-forbindelsen vil gøre Danmark landfast med Tyskland, og driver man et universitet i Aalborg, må man nedlægge tyskstudiet, fordi der mangler unge, der vil lære sproget. Mellem yderpunkterne er så resten af Danmark med varierende behov for at få repeteret, at den 68 km lange grænse ligger, hvor den gør, hvorfor den gør det, og at den i år har gjort det i 100 år. Den opgave tog det officielle Danmark fat på fredag med konference på Christiansborg og gallaforestilling på Det Kongelige Teater med majestæten på ærespladsen. Resten af året følger hundredvis af arrangementer over hele det ganske land. Det er, som det skal være. Genforeningen er i den grad et helt års fest værd. Men ikke for festens egen skyld. Vi skal bruge den til at lære resten af landet, hvad man vel kun er rigtigt klar over i Sønderjylland: Grænsen fra 1920 er en enestående succes, fordi gammelt fjendskab er blevet til venskab og samarbejde i hverdagen. Vi skal ikke kun fejre grænsen, men også vores forhold til naboerne syd for den. Tyskland er blevet en ven, en stærk allieret og i øvrigt vores største eksportmarked. Og det gode er, at vi kan få endnu mere ud af naboskabet. Vi kan ulejlige os med at lære vores børn tysk. Vi kan besøge hinanden endnu mere for at nyde natur og kultur. Vi kan holde ferie i Tyskland i stedet for bare at køre igennem. Vi kan udvikle veje og jernbaner sammen hen over grænsen. Og vi kan lade være med at sætte virkningsløse vildsvinehegn med en meget skidt symbolværdi op. Kan årets festligheder motivere os til dét, vil de have værdi, også når den sidste gæst er gået fra det sidste arrangement.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];