Annonce
Debat

Klumme: En hel fiskestang i hånden er bedre end en halv i havet

Tegning: Gert Ejton

For nylig fik jeg fisketegn. Det er sikkert et udslag af lejlighedskuller her langt inde i coronapandemien. Et behov for at komme ud at opleve noget. Nyde naturen, samtidig med at man deltager i en decideret aktivitet.

Jeg har forsøgt mig med golf. Det var, mens jeg var i 40’erne. Det bed aldrig på mig for alvor. Et par runder med venner og bekendte på pay and play-baner rundtom i landet var alt, hvad det blev til. Jeg havde ikke den fornødne disciplin til at øve mig jævnligt, eller det nødvendige hul i kassekreditten til et medlemskab i en rigtig klub.

Nu står mine køller og ruster op ude skuret, og i dag hælder jeg mere til, at golf er en god måde at ødelægge en ellers glimrende gåtur.

Annonce

Jeg har en forestilling om, at der er mere flow over fiskeri. Det er muligt, man ikke fanger noget, men man slipper da i det mindste for at spilde tid og kræfter på konstant at lede efter sin bold ude i roughen. Der er selvfølgelig også drømmen om at lande en stor pighvar, som man kan tage med hjem og tilberede hel i ovnen med masser af grøntsager, urter og smør. Mæske sig i det sukkulente, hvide kød omgivet af gode venner og skylle det ned med herlig hvidvin, mens man med hemingwaysk højstemthed beretter om kampen med det prægtige bæst.

Det er drømmen. Virkeligheden er en anden.

Til min fødselsdag sidste år gav min bror og hans familie mig et spritnyt fiskehjul med line, en fin genbrugsstang og en masse grej til at binde for enden af snøren, som man kan lokke fisken i land med: woblere, spinnere, blink. Jeg er stadig ikke helt klar over, hvad der er hvad.


Nu står mine køller og ruster op ude skuret, og i dag hælder jeg mere til, at golf er en god måde at ødelægge en ellers glimrende gåtur.


Min bror har altid været ivrig lystfisker på det helt seriøse plan. Han tager ud året rundt i al slags vejr og holder logbøger over, hvad han fanger - hvor, hvordan og hvornår. Han har sågar en hjemmeside, hvor han lægger billeder og videoer op fra sine mange fisketure.

Jeg har ikke rigtig været ude at fiske, siden jeg var knægt. Der var en periode som ung, da jeg var en 11-12 år, hvor jeg var ret glad for det. Jeg husker cykelturen gennem skoven ud til Præstesøen ved Oksbøl, hvor jeg voksede op. Ikke så meget pjat: bare en stang med hjul, line og spinner. Og så ellers stå på badebroen og hive regnbueørreder i land. Sådan husker jeg det i hvert fald. Vi fiskede også med levende agn. Regnorme, som jeg havde fået lov til at grave op i min mormors have. Jeg kan stadig erindre det lille gys, det gav, når man skulle sætte krogen i kræet, mens det vred sig.

Jeg husker ikke helt, hvornår jeg mistede interessen. Selv tilskriver jeg det en episode, hvor jeg havde fået en spritny fiskestang. Jeg havde lige samlet de to dele og ville tage et prøvekast, inden jeg satte hjulet på. Jeg skulle lige høre svirpet. Det resulterede i, at endestykket af fiskestangen fløj i en flot bue gennem luften og landede ude i vandet. Der stod jeg så med en halv fiskestang, mens mine kammerater gjorde deres bedste for at undertrykke deres fnisen. Jeg mener ikke, jeg fiskede ret meget efter den oplevelse.

Men nu skal det være. Af uransagelige årsager kom min bror og jeg aldrig af sted i efteråret, men i slutningen af april fandt vi en dag. Det var en flot aften. Lidt køligt, men kun få hvide skyer på himlen.

Først satte vi min niece af på hendes efterskole på Langeland, og så kørte vi tilbage til Valdemars Slot. Vi tog opstilling på badebroen. Jeg samlede min stang, førte linen igennem øjerne og fastgjorde et blink med lidt hjælp fra brormand, der instruerede mig i, hvordan jeg bandt den rigtige knude.

Efter et par kast begyndte jeg så småt at finde rytmen. Den rødmende sol var på vej ned i horisonten. Et sæt svaner fløj lavt over det blikstille vand. Højere oppe kredsede nogle måger. Et lille pop efterfulgt af et lidt større plask, end blinken normalt gav, rev mig ud af min zen-zone. Toppen af min fiskestang lå ude i vandet. Jeg stivnede. Skammen og ydmygelsen, fra dengang jeg var knægt, skyllede ind over mig.

Ikke igen! Der gik nogle sekunder, inden det gik op for mig, at jeg denne gang havde line med krog på, og at jeg nok skulle redde endestykket i land. Jeg fik samlet min fiskestang igen og fandt tilbage i rytmen: kast ud, spinne, spinne, spinne, pause, spinne, spinne, spinne …

Da solen forsvandt bag træerne, steg chillfaktoren betragteligt. Vi varmede os med lidt friskbrygget te på Trangia, men holdt kun ud en lille halv time. Det blev ikke til nogen fisk den aften, og det kostede et enkelt blink til havbunden, men jeg har stadig en komplet fiskestang og skal klart ud at fiske igen. Når det er blevet lidt varmere, vel at mærke.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Sport For abonnenter

Husker du 'Lunte' Leif? Sådan endte en lasket seriespiller fra Fjordbakken med at blive et rekordsalg fra Freja til Brøndby

Randers

Skolens legeplads fyldt med glasskår: Skoleleder appellerer til forældre om at tage en snak med de unge

Randers FC For abonnenter

Thomasbergs ønsker til transfermarkedet: - Det er naturligt, at vi kigger på emner til den del af banen

Sport For abonnenter

Kommentar: Der er ingen vej udenom - Uefa eller Hjulmand taler usandt

Annonce