x
Annonce
Randers

Klumme: Til corona-kaffe hos staten

Foto: Annelene Petersen

- Jeg har købt en trøstekjole, siger jeg, da jeg kommer ind fra postkassen med en pakke.

- Spændende, sikke en god ide, lyder det fra min datter Kristine, 27. Hun har lige fortalt om en artikel, hun har læst om, hvordan en ubådskaptajn håndterer at være lukket inde på meget lidt plads sammen med andre. Man skal tænke tre positive tanker for hver negativ tanke, for de negative fylder mest i vores bevidsthed.

- En hvadfornoget?? spørger min mand og ser mistænksomt på min pakke.

- Ja, jeg tænker mange positive tanker om min nye kjole, og du kan glæde dig på mine vegne. En virkelig god investering lige nu.

Vi har alle tre hjemmekontor under samme tag, mens min svigersøn arbejder på klinikken en enkelt dag om ugen og ellers er på dagpenge. Han er fysioterapeut og bruger en del tid på at høre på os andre klage over ømme kontorskuldre. Vi savner ud over hverdagen og kollegerne også vores hæve-sænkeborde og fleksible kontorstole.

- Lav jeres øvelser. Elastik og håndvægte er godt, der skal belastning på, lyder det. Den tid er forbi, hvor fysioterapi var lig med varme omslag og massage. Nu hedder det bevægelse, bevægelse, bevægelse.

Hvis nogen i slutningen af februar havde sagt, at verden ville komme til at se sådan her ud, ville vi ikke have troet på det. Helt ærligt, det er Danmark det her, man kan da ikke bare lukke hele skidtet ned!

Men jo. Onsdag 12. marts var jeg til strikke-aften hos min veninde, da manden kaldte inde fra stuen – statsministeren var på tv. Vi så Mette Frederiksen vende op og ned på hverdagen for hele nationen. Min veninde, der er sygeplejerske på intensivafdelingen, rettede sig op i sofaen, da talen faldt på sundhedspersonalet og den indsats, der forventes af dem i den kommende tid.

Siden har vi stort set ikke været uden for vores familie-bofællesskab, der er en konsekvens af, at de unge mennesker har købt et gammelt hus. Det er brudt fuldstændig ned indvendigt, så det er ubeboeligt i øjeblikket. Vi har heldigvis masser af plads herude på landet, og ungdomsafdelingen fungerer fint som nødlejlighed.

Men det var ikke meningen, at vi også skulle arbejde her alle sammen. Efter en hård kamp om forlængerledningerne med trebensstik, skrivebordet på loftet og kontorstolene er vi nu på plads.

Min datter er fuldmægtig i Nævnenes Hus i Viborg. Nu har hun sat computerskærme op i sit gamle værelse og arbejder herfra. Nævnenes Hus bistår med sekretariatsbetjening af en række uafhængige nævn, som træffer afgørelser - i nogle tilfælde som sidste instans i klagesystemet.

Og der er klager nok at behandle, selv om landet ellers er gået i stå.

Hun er den lykkelige ejer af en smart kaffemaskine, som udspyr kaffe der kan holde én vågen og i gang længe, med hjertebanken og let rystende hænder. Hun deler gavmildt ud af den sorte drik, når vi holder pauser.

---

- Årh hvor ville jeg gerne på arbejde i morgen, udbrød min mand søndag aften.

Selv om han er på job alle dage, også i weekenden, så foregår det via telefon og computer, der er stillet op på stuebordet. (Han var langsom til at få sig etableret med hjemmekontor). Som områdeleder for fem daginstitutioner kræver det masser af kommunikation med både forældre, personale og den øverste ledelse.

De seneste par uger er der kommet en syndflod af direktiver og ordrer fra centralt hold, som kommunerne har skullet håndtere.

Egentlig kunne han godt sidde på sit kontor i en tom institution uden fare for smitte.

- Men der er ikke noget mere trist og tomt end en børnehave uden børn, mener han.

Så vi holder skypemøder i alle dele af huset og trasker rundt i vores joggingbukser med uvasket hår og holder hinanden op på, at vi SKAL ud at gå en tur hver dag.

Min datter og jeg strikker en del. Når arbejdsdagen er slut, og jeg er skyllet ud af nyhedsstrømmen, er det bedre at sidde med garn og pinde i hænderne i stedet for at prikke løs på iPaden for at læse endnu flere coronanyheder. Arbejdsdagen er fyldt op med historier, der skal skrives, om denne mystiske virus, der lige nu ændrer samfundet radikalt.

Vi har en hverdag, der fungerer, selv om hele tilstanden er fuldstændig surrealistisk. Vi mangler intet, heller ikke gær eller toiletpapir. Og det er ikke, fordi vi har hamstret. Vi hygger os sammen, og får det bedste ud af situationen.

---

Men hele tiden ligger bekymringen på lur. Angsten er til stede. Det her er jo ikke for sjov. For mange er det rigtig alvorligt, og potentielt er det noget, der får indflydelse på vores samfund mange år ud i fremtiden.

Min mor på 86 år bor i en anden landsdel. Hun er alene. Selv om hun lyder ved godt mod i vores daglige telefonsamtaler, så er det tydeligt, at det er en belastning.

- Intet menneske er en ø, fastslår min mor. Hun er gammel sygeplejerske og ved godt, at det gælder om at standse smittespredningen. Men lige nu kunne hun næsten lige så godt bo på en øde ø, og det er bestemt ikke ønskværdigt.

Hjertet byder at hente hende herned, så vi kan være sammen. Hjernen ved godt, at det mest sikre sted for hende er at være alene i sit hus og have. Venlige mennesker sørger for at handle ind til hende, og vi sender pakker herfra.

Barnebarnet Sigurd på syv måneder fik vi set i weekenden. På afstand, for vi mødtes med ham og hans forældre i skoven. Vi vinkede til ham på flere meters afstand – men det er naturstridigt ikke at give sådan en lille tandløst smilende fyr et kram.

- Sigurd må ikke falde i de forkerte hænder, formanede min svigersøn. Han kunne godt se, at det var lige før, vi ikke kunne holde ud at overholde sikkerhedsafstanden.

Vi har også spillet Bezzerwizzer via Skype, men det er underligt ikke at kunne være sammen.

Selvfølgelig kunne vi bare mødes, som vi plejer, både med min mor og med min datter, svigersøn og barnebarn. Men hvis det skal lykkes at holde smittespredningen på et niveau, så min veninde og alle hendes kolleger på sygehusene i Danmark skal kunne følge med, så har vi alle et personligt ansvar for at undgå unødvendig kontakt.

Også selv om det snart er påske, og vi havde planlagt mange hyggelige ting.

---

Corona-krisen har lært os noget. Nemlig hvad der er vigtigt i livet. Det er ret enkelt.

Ens helbred. Ens nærmeste. Friheden til at omgås andre mennesker. Hverdagen. At have et job, også når det normale liv vender tilbage, og regningen skal betales.

Krisen har også lært os, at verden hænger sammen. Kunne man forestille sig, at verdens magthavere tog konsekvensen og åbnede op for samarbejde om at skabe en bedre og mere sikker verden for alle klodens beboere? Det er meget at håbe på.

Kan man tro på, at denne verdensomspændende plage kan sætte gang i en bevægelse imod noget bedre?

Lige nu har vi brug for tro, håb og kærlighed.

Vi har en hverdag, der fungerer, selv om hele tilstanden er fuldstændig surrealistisk. Vi mangler intet, heller ikke gær eller toiletpapir. Og det er ikke, fordi vi har hamstret.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers

Populært issted i Kristrup stoppet i udeservering: Politiet tog medansvar for misforståelsen

Annonce