Annonce
Indland

Krigsdrama får lunken modtagelse i 75-året for befrielsen

"De forbandede år" får premiere torsdag. Den er flot, men vil mere, end der er plads til, mener anmeldere.

En dansk dramafilm om Anden Verdenskrig deler vandene hos havet af anmeldere, der generelt ikke er alt for begejstrede over "De forbandede år".

Kristeligt Dagblads anmelder er klart mest begejstret, da han kalder "De forbandede år" af Anders Refn for en fin og troværdig skildring af årene, efter at Danmark bliver besat af Tyskland 9. april 1940.

- Anders Refn fortæller i "De forbandede år" en stor og medrivende besættelsestidshistorie om de vanskelige valg, man måtte tage for 75 år siden, skriver anmelder Søren Hermansen.

Filmen af instruktøren Anders Refn får premiere torsdag og kommer således i 75-året for Danmarks befrielse 5. maj 1945.

I den følger man en velhavende dansk familie med fabriksejer Karl Skov, hans kone og fem børn, da deres liv bliver ændret radikalt med nazisternes indtog i Danmark 9. april 1940.

Intentionen med filmen har ifølge filmsiden Kino.dk været at give et nuanceret billede af Anden Verdenskrig og et indblik i den omdiskuterede samarbejdspolitik, hvor fortællingen ikke er præget af romantiserede myter om modstandshelte.

Men det lykkes ikke, hvis man spørger Informations anmelder. Der er nemlig foretaget alt for få fravalg i den, mener hun.

- Der er nok til flere sæsoners tv-serie i den udvikling, som en virksomhedsledelse måtte gennemleve under besættelsen, hvor de gik fra at følge politikernes opfordringer til at være landsforrædere.

- Den vil fortælle alt, og dermed gør den os ikke rigtigt klogere på noget, skriver anmelder Anita Brask Rasmussen blandt andet.

Med 20 års research har instruktør Anders Refn ellers gjort sit forarbejde godt, men ligesom Information mener Soundvenue, at der er stof nok i filmen til, at den kunne være blevet til en serie i stedet.

- For det er, som om filmen, der rummer et ekstensivt karaktergalleri og strækker sig over flere år og generationer, havde egnet sig bedre i føljeton-format med en catchy kendingsmelodi på … skal vi sige 24 afsnit, skriver mediet.

Filmsiden Filmz skriver i sin anmeldelse, at filmen mest af alt minder om en historisk tjekliste, som gymnasieelever ville have godt af at se lige op til eksamen.

- Med "De forbandede år" vil Anders Refn i stedet nå det hele med en film, der er destilleret "Matador", men uden sjæl, humor og replikker, som vil blive husket.

Kristeligt Dagblad giver fem ud af seks stjerner til filmen, der fra Soundvenue og Filmz kun får tre stjerner. Information giver ikke stjerner i anmeldelsen.

/ritzau/

Annonce
Anmeldelsen i Kristeligt Dagblad
Anmeldelsen i Soundvenue
Anmeldelsen i Information
Anmeldelsen ved Filmz
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Annonce