Annonce
Læserbrev

Krigszone i Randers Byråd

Læserbrev: Jeg er stolt Randers-borger. Jeg fortæller gerne vidt og bredt om min og børnenes hverdag i Randers, hvor vi både lever godt og trygt og har mulighed for at have mange gode oplevelser sammen. Men vi har et folkevalgt byråd, som bruger det ene byrådsmøde efter det andet på at skændes og pege fingre. Det betyder, at alle vi borgere i kommunen har et kriseramt byråd, som fremstår nærmest handlingslammet.

Politikerne virker nærmest til at være i deres følelsers magt, og så er det altså ikke fornuften, der styrer. Når man skal tage store beslutninger og i særdeleshed, på næsten 100.000 borgeres vegne, er det vigtigt, at man holder hovedet koldt og hjertet varmt. Men her virker det nærmest som om, at hovedet er rødglødende og hjertet stenhårdt. Der lyttes ikke til hinanden, og borgernes behov kommer desværre slet ikke i første række. Jeg har selv haft fornøjelsen af at sidde i byrådet, og klimaet i byrådet er råt. Men det er, utroligt nok, blevet værre.

Det er skræmmende, for det er byrådet, der har magten og råderetten over kommunens samlede budget på godt seks milliarder kroner. Det er byrådet, der har ansvaret for udviklingen i kommunen og for den borgernære velfærd. Hvis de sad på en øde ø eller ikke havde så meget magt i kommunen, så lad dem dog skændes, til de ikke har flere kræfter. Men her er det dybt skadeligt for kommunen og for borgerne.

Energien bruges på at bekrige hinanden fremfor at bruge energien på, hvordan byrådet kan styrke skolerne og ældrecentrene eller skabe bedre forhold for mennesker med handicap og psykiske udfordringer. Er politikerne mon optaget af at sætte skub i den grønne omstilling?

De 31 byrådsmedlemmer, der sidder i byrådet, er alle valgt af kommunens borgere, og det må være samtlige byrådsmedlemmers pligt at acceptere det faktum og stadigvæk være i stand til at sætte kommunens drift og udvikling som første prioritet. Havde det været en almindelig arbejdsplads, der fungerede på denne måde, så ville der blive sat ind med tiltag, der skulle forbedre arbejdsmiljøet, og i sidste ende den ydelse, de varetager. Se bare, hvor mange ting der blev iværksat i familieafdelingen.

Derfor vil jeg komme med en kraftig opfordring til byrådet om at tage deres ansvar og situationen alvorligt. Det er kørt så langt ud, at de ikke længere selv kan vende skuden, men har brug for hjælp. Derfor vil hjælp via KL's konsulenter være en ikke bare god løsning men også absolut nødvendigt. Kære byrådsmedlemmer, I er forpligtede til at gøre jeres bedste for os borgere og for kommunen som helhed. At lade stå til og give alle andre skylden vil bare gå ud over borgerne.

Randers Kommune er skøn, måske verdens største og dejligste landsby. Den fortjener bedre end at være byrådets krigszone. Vi borgere fortjener bedre.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Først skal vi fejre de 100 år, og så: Vi skal få endnu mere ud af grænsen

Hvis man bor i Tønder eller Kruså, smutter man til Tyskland, handler dagligvarer til lav moms og triller hjem igen uden at tænke over det, hvis der ikke lige er grænsekontrol dén dag, og rigtig mange taler ubesværet naboernes sprog. Redigerer man en avis i København, kan man – som Politiken i 2015 – lave en overskrift, der fortæller, at Femern-forbindelsen vil gøre Danmark landfast med Tyskland, og driver man et universitet i Aalborg, må man nedlægge tyskstudiet, fordi der mangler unge, der vil lære sproget. Mellem yderpunkterne er så resten af Danmark med varierende behov for at få repeteret, at den 68 km lange grænse ligger, hvor den gør, hvorfor den gør det, og at den i år har gjort det i 100 år. Den opgave tog det officielle Danmark fat på fredag med konference på Christiansborg og gallaforestilling på Det Kongelige Teater med majestæten på ærespladsen. Resten af året følger hundredvis af arrangementer over hele det ganske land. Det er, som det skal være. Genforeningen er i den grad et helt års fest værd. Men ikke for festens egen skyld. Vi skal bruge den til at lære resten af landet, hvad man vel kun er rigtigt klar over i Sønderjylland: Grænsen fra 1920 er en enestående succes, fordi gammelt fjendskab er blevet til venskab og samarbejde i hverdagen. Vi skal ikke kun fejre grænsen, men også vores forhold til naboerne syd for den. Tyskland er blevet en ven, en stærk allieret og i øvrigt vores største eksportmarked. Og det gode er, at vi kan få endnu mere ud af naboskabet. Vi kan ulejlige os med at lære vores børn tysk. Vi kan besøge hinanden endnu mere for at nyde natur og kultur. Vi kan holde ferie i Tyskland i stedet for bare at køre igennem. Vi kan udvikle veje og jernbaner sammen hen over grænsen. Og vi kan lade være med at sætte virkningsløse vildsvinehegn med en meget skidt symbolværdi op. Kan årets festligheder motivere os til dét, vil de have værdi, også når den sidste gæst er gået fra det sidste arrangement.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];