x
Annonce
Kronik

Kronikken: En prædiken, som den kunne have lydt i Sct. Mortens Kirke 22. marts

Sognepræst Thomas Larsen. Arkivfoto: Lars Rasborg
Vi er generelt ikke ret gode til at lide afsavn. Vi vil have det hele, og vil have det nu. Vi vil have valget mellem 12 mærker vaskemiddel. Vi vil have adgang til underholdning, ikke mere end tre klik væk. Og vi vil have det i hænder og jakkelomme

Ok. Ikke et ord om danskernes forhold til faste og hamstring af toiletpapir og rugbrød.

Men vi befinder os i fastetiden. Den tid, hvor vi i kirken forbereder os til påsken og hele påskens drama; med indtoget i Jerusalem palmesøndag, disciplene og Jesu sidste måltid sammen skærtorsdag; korsfæstelsen langfredag og opstandelsen påskedag.

Traditionelt har forberedelsestiden været en tid, hvor man frivilligt led afsavn. Det vil sige, at man afholdt sig fra den gode mad og overholdt strikse regler for, hvad der måtte spises i tiden mellem fastelavn og påskedag.

Jeg må indrømme, at jeg ikke selv praktiserer fasten. I al fald ikke ved at lide afsavn. Jeg lægger nærmest lidt til og nyder at lytte til fastemusik i form af især Bachs store musiske værker over påskebegivenheden.

Og vi er generelt ikke ret gode til at lide afsavn. Vi vil have det hele, og vil have det nu. Vi vil have valget mellem 12 mærker vaskemiddel. Vi vil have adgang til underholdning, ikke mere end tre klik væk. Og vi vil have det i hænder og jakkelomme. Vi vil have køleskabet og fryseren fyldt op og kaffe nok til, hvis der skulle komme uventede gæster.

Vi vil have oplevelser. Derhjemme og på rejsen. Og vi vil ikke have forsinkelser. Og vi gider ikke kø i morgenmadsbuffeten.

Vi vil have vores på det tørre. Vi vil have lov til at skilte med det. Vi vil sige vores mening; også når ingen har spurgt; og især hvis den forarger eller sårer. Vi vil have alting. Og vi vil have det nu.

Vi er ikke ret gode til at lide afsavn. Og slet ikke frivilligt.

Nu står vi i en ret alvorlig situation. Ikke bare som land og nation. Vira kender ikke til grænser. Men herhjemme, og i mange andre lande i Europa og andre steder, er samfundet sat mere eller mindre i stå. Ud over den umiddelbare sundhedsrisiko, som denne virus udgør, så følges den i halen af alvorlige økonomiske konsekvenser. Nogle er allerede blevet ramt, andre kan se en mørk horisont nærme sig og er truet på deres levebrød.

Der er altså medborgere, der allerede nu må sande, at de må lide afsavn. Aldeles ufrivilligt. Der er familier, hvor bekymringer kommer tæt på. Bekymringer, som vi for få måneder siden ikke kunne have forudset. Og det er både helbredsmæssige og økonomiske konsekvenser, jeg her tænker på.

Det kunne for nogen måske være fristende at henvise til Johannes-evangeliet denne søndag, hvor Jesus siger: "Arbejd ikke for den mad, der forgår, men den mad, der består til evigt liv". Men det vil være taktløst i en situation, hvor nogle frygter at miste deres arbejde.

Det er noget nemmere at betænke det evige liv med fyldte maver. Og det er noget nemmere at tage sig af sine kære, når man ikke lever med en latent frygt for i morgen.

Men hvordan vi end er stillet, så er vi tvunget til at forholde os til en ny virkelighed. Vi er tvunget ikke kun af lovgivning og retningslinjer. Men vi er tvunget af kærlighed til vore medmennesker. For at beskytte hinanden fra en sygdom, der for nogle kan have fatale konsekvenser. Vi er tvunget af kærlighed til, paradoksalt nok, at holde afstand til hinanden.

Vi er tvunget til at lide afsavn.

Og det kunne minde os om, hvad der er pointen med fasten. At ved at afstå fra nogle af livets største gaver lærer vi at sætte pris på dem. Når vi til stadighed får alting, og får det nu, så mister gaverne sin smag og duft. De blegner. Når vi køber appelsiner og jordbær året rundt, så går noget af fortryllelsen væk.

Så måske kan denne faste, under coronavirusskyggen, lære os noget om medmenneskelighed. Noget om næstekærlighed. Når vi en periode ufrivilligt må holde afstand til hinanden.

Hvor skoleelever og studerende må mødes over computeren eller i selskab to og to. Hvor kontorer lukker. Og hvor altså også præsten må afsondres fra sin menighed.

Vi er tvunget af kærlighed. Det er måske det vigtigste at huske sig selv på. At det er i omsorg for hinanden, at vi må afsondre os. For en tid.

Fasten er at forberede påskens drama. Og også påsken har sit afsondringstema. Da Jesus rider ind i Jerusalem og kommer ind på tempelpladsen, oplever han, at folket er afsondret fra Gud, i deres praksis. Jesus afsondrer sig selv, frivilligt, i Getsemane. Afsondringen bliver ufrivillig, da disciplene falder i søvn, og han tages til fange.

Afsondringen mellem Gud og verden bliver total langfredag, da Gud, i Kristus, selv dør på korset.

Men påsken handler først og fremmest om det modsatte. Nemlig foreningen, påskedag.

Påskedag forenes Kristus med Gud, i opstandelsen. Og med den forenes Kristus med disciplene. Og mennesket forenes med Gud, i Ånden.

Fastetiden, her op mod påske, har i året været meget anderledes. I skrivende stund er der stadig mange ubesvarede spørgsmål. Men en ting er altid den samme. Håbet om og tilliden til foreningen. At afsondringens tid snart afløses af en ny forening.

I mellemtiden kan jeg fra mit kontor kigge ud på en tom Erik Menveds Plads. Og måske nynne påskesalmen for mig selv. Med mindst en halvanden meter til nærmeste medmenneske:

"Som fuglekor i mark og lund

Lovsynger vår i allen stund

Med deres toner søde,

Så alle tunger trindt om land,

Lovsynge dødens overmand

I påske-morgenrøde".

Men hvordan vi end er stillet, så er vi tvunget til at forholde os til en ny virkelighed. Vi er tvunget ikke kun af lovgivning og retningslinjer. Men vi er tvunget af kærlighed til vore medmennesker. For at beskytte hinanden fra en sygdom, der for nogle kan have fatale konsekvenser.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder

De hjælper bare for at hjælpe: Det er Danmark, når vi er bedst

I en coronatid er det vigtigt, at glæde sig over alt det, der lykkedes. Og takke dem der går forrest. Det så vi flere eksempler på i TV2’s ”Danmark står sammen” lørdag aften. Og hvor var det godt. Det handlede nemlig om Danmark, når det er bedst, og om de danskere, der er bedst. Dem, der uden kold kalkule gør noget for deres medborgere. Vi har dem også til hverdag. Hundredtusindvis af frivillige i foreninger og socialt arbejde, men nu popper endnu flere op. Allermest selvfølgelig vores helte i sundhedssektoren suppleret af de tusinder af pensionerede læger og sygeplejersker, der sammen med medicinstuderende melder sig til tjeneste. De, der bringer mad til isolerede. Skolelæreren fra Varde, der kører rundt og hilser på sine elever. De, der arrangerer fællessang i baggårdene. Alle de, som på utallige måder hjælper bare for at hjælpe. Det er ikke bare godt. Det er også rørende, fordi det rammer lige i hjertet af det fællesskab, der trives i bedste velgående trods mange forfaldsmyter om, at vi lever i egoistiske tider. Og det er bare mere bevægende, når nogen gør og opnår noget sammen, end når det sker hver for sig. Vi kender det også fra sport. Det er enestående, når Viktor Axelsen og Mads Pedersen bliver verdensmestre med ketsjer og på cykel, men det giver ikke rigtigt en klump i halsen og fugt i øjenkrogen. Det gør det derimod, når vores håndboldmænd går amok i glæde over at være blevet verdensmestre, eller for den sags skyld, når et hold fodbolddrenge skriger glæden ud over at have vundet deres kreds i den laveste række. Fordi de hver især har gjort deres yderste for at vinde noget sammen. Sådan er det i hvert fald for denne skribent. Formentlig har mange andre det på samme måde. Det rører hjertet, når vi gør noget sammen og for hinanden. Derfor var det et fremragende program, TV2 sendte lørdag aften om et Danmark, der står sammen.

Randers

Skrædder Mamad Abdullah fra Underværket syr engangsmundbind: - Vi må alle forsøge at hjælpe, hvor vi kan

Danmark

Liveblog: 77 personer er døde med coronavirus i Danmark - de blev i snit 81 år

Annonce