Annonce
Debat

Kronikken: “Man kan jo bare ringe”

Foto: Annelene Petersen
Annonce

Sådan sagde en ung mand, der under coronapandemien til sin egen overraskelse opdagede, hvordan vi næsten har glemt at ringe rundt ”bare for at snakke” med venner og kollegaer. Han havde opdaget, at ordene danner en modgift mod ensomheden og mismodet i en verden, hvor vi undtagelsesvis ikke ser vennerne, ikke møder hinanden i kantinen eller på arbejdspladsen. Han opdagede, at det gjorde en forskel, når han ringede mindst én gang om dagen til en god ven, en studiekammerat eller bekendt. Alle besvarede hans opkald med varme og interesse.

Vi bruger vores telefoner meget, men mindre og mindre til samtaler. Sådan var det ikke i min barndom og ungdom, hvor min mor satte sig godt til rette ved køkkenbordet med sin røde “lady” fastnettelefon i den ene hånd og en kaffekop i den anden. De mange lange samtaler, kan jeg i bagspejlet godt se, var den lim, der holdt familien og vennekredsen sammen.

I dag er telefoner blevet små lommecomputere og en stor del af kommunikationen flyttet til tekstbeskeder. Men vores liv baserer sig stadig på menneskemøder, på ord i stride strømme og øjenkontakt, håndtryk og krammere. Uden mulighed for fysiske møder melder savnet sig. Forleden gik det op for mig, hvor meget jeg savner min mors lange telefonsamtaler. Indtil hun døde, var jeg én af dem, der mindst en gang om ugen fik et telefonopkald med forventning om, at nu skulle vi tale længe sammen.

Vi talte om løst og fast, ofte med afsæt i, hvor overraskende anderledes vejret kunne være i Aarhus, når nu solen skinnede i Bangsbostrand. Fra vejret til en status på, hvordan vi hver især nu ”havde det”, og hvad dagene var fyldt af. Indrømmet, der var dage, hvor jeg ikke lige havde planlagt en halv times samtale. Men vi brugte telefonen til det, den er opfundet til:

At tale sammen, at vedligeholde og finpudse en tæt eller løsere relation. I samtalen udvikler vi vores empatiske sanseapparat, hvorfor det også er alarmerende, når tal fra blandt andet Energistyrelsen viser, at vi taler betydeligt mindre i telefon.

Vores voksne børn kan være svære at ringe op, men de svarer lynhurtigt på sms eller messenger. Altså registrerer de vores opkald, men vælger at klare tingene på skrift. Ringer jeg til én, der er mere end 20 år yngre end jeg selv, oplever jeg ofte, at opkaldet svares med en sms.

Jeg har hørt, at flere og flere unge har en direkte ulyst til at tale i telefon, måske fordi samtalen kræver noget andet end beskederne: At vi opgiver troen på, at vi kan styre samtalen og giver os hen til at lytte til, hvad den anden siger. Det er altid et vovestykke at sænke paraderne og lettere at sende en sms. Men end ikke kreativ brug af emojis kan udtrykke den nuancerigdom, som en god samtale besidder.

Nu er fysiske kontakter skåret ned til et absolut minimum. Møder og fester udskudt. Vi har mere end nogensinde brug for den kontakt, som en god samtale, også i telefonen, kan give os. Det levende ord siger vi, og tænker nok mest på en samtale i sofaen eller det kloge foredrag på højskolen, men ordene kan også leve mellem os, når telefonen bruges til at tale sammen.

Tidligere steg forbruget af telefonen under krisetider. Under besættelsen steg antallet af telefonsamtaler så meget, at ledningsnettet var tæt på at bryde sammen. Dengang blev landets borgere opfordret til ikke at bruge telefonen uden god grund. At vise samfundssind var dengang det modsatte af i dag, hvor telefonen kan bruges til at modstå ensomhed og mismod.

At vi taler sammen jævnligt, øger empatien og modvirker nutidens tendens til at udskifte samtalen med “at råbe” til hinanden på sociale medier. Samtale fremmer forståelsen, det gør Twitter og Facebook kun alt for sjældent. Når vi taler sammen, selv med én, vi i udgangspunktet er grundlæggende uenig med, så nærmer vi os hinanden. Det kan være, at samtalen ikke fjerner uenigheden, men samtalen styrker respekten for retten til at være uenig. Samtalen fastholder, at jeg gerne vil høre, hvorfor du mener noget helt andet end mig.

Der er i sig selv intet godt i en pandemi, der slår ihjel, skaber afstand og frygt. En virus, der, som den slags har for vane, sikkert vil efterlade de allerede ramte endnu mere sårbare. Langtidsvirkningen er det endnu umuligt at sige meget om. En positiv bivirkning af covid-19 kan være, at vi igen aktivt dyrker samtalen. De fysiske samtaler må vente lidt endnu, ligesom fællessangen, foredragene, rejserne og møderne, men vi kan begynde med at række ud til hinanden. Fortælle, at vi ikke kan undvære hinanden. Det er ikke raketvidenskab, det er ikke engang besværligt, løsningen ligger i lommen eller foran på bordet: Du kan jo bare ringe, og jeg kan ringe tilbage.


Det er altid et vovestykke at sænke paraderne og lettere at sende en sms. Men end ikke kreativ brug af emojis kan udtrykke den nuancerigdom, som en god samtale besidder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Randers FC

Kampen minut for minut: Randers FC kæmpede forgæves for udligning i de sidste minutter

Annonce