Annonce
Kronik

Kronikken: Randers i dag – og specielt efter corona-krisen

Foto: Annelene Petersen

Det vil være umuligt i disse dage at skrive en kronik upåvirket af situationen med coronasmitten og de mange følgevirkninger for Danmark og vores egen by Randers.

Dette er vel for de fleste af os den mest uvirkelige situation, nogle af os nogensinde har – og forhåbentlig vil komme til at opleve. Undtaget er vel kun de borgere, som i årene 1940-1945 oplevede besættelsestiden, og hvor man på en helt anden måde måtte frygte for livet for sig selv og sin familie.

Det uvirkelige består for en stor del i, at vi på mange måder har haft svært ved at forholde os til det. Indtil statsministeren for første gang gik direkte på TV og sammen med sundhedsmyndighederne fortalte om situationen, var corona for langt de fleste noget, vi havde hørt om, men uden at det påvirkede vores dagligdag.

Kina er jo meget langt væk og et land, hvor vi ofte har svært ved at skelne, om reportagerne i TV er helt objektive eller en del af myndighedernes forsøg på at give os et bestemt billede.

Italien er trods alt noget helt andet. Et europæisk land, hvor mange af os selv har været, og hvor ferien for mange også skulle holdes senere på året.

Uden at kritisere landet – og måske med baggrund i vores egen selvopfattelse af, hvor gode vi er i Danmark – tror jeg, mange alligevel så på Italien som et land, der ikke har helt så meget styr på tingene, som vi har i Danmark.

Det er trods alt et land, som har rigtig svært ved at kunne efterleve EU’s krav til landets økonomi, da de jo er med i euroen, og alene den næsten årlige udskiftning af regering (de har haft 65 regeringer siden 1945) og tidligere styre under Berlusconi giver ikke så mange point.

Men dette siger jo intet om deres sundhedsvæsen, som vi senere har fået belyst som værende fuldt på højde med andre europæiske lande – men som lige nu er blevet bragt i en uløselig situation, og hvor lig dagligt køres ud af byerne i lastbiler.

Disse grusomme billeder har fået alle danskere til at forstå, at det er alvor, og at det samme kan ske i Danmark, hvis vi ikke aktivt handler.

Og det er netop dette, vores regering de seneste 14 dage har arbejdet på, at vi her i Danmark ikke skal ende i. Jeg har det som vel de fleste andre i befolkningen. Jeg er blevet fuldstændig overrumplet af de igangsatte tiltag og følger dagligt med i alt nyt på området. Jeg gør ingen forsøg på at vurdere, om de trufne tiltag er de rigtige eller ej – jeg efterlever dem blot alle efter bedste evne.

Og det er vel også det bedste, vi alle kan gøre – og i øvrigt vores pligt at gøre.

Ganske vist er vi ikke i krig ligesom i 1940. Men vi er i krig mod en usynlig virus og sygdom, vi ikke ønsker skal ramme befolkningen, og har i sådanne situationer en forventning om, at de, som har en større viden, også fortæller os, hvad der er nødvendigt.

Det er derfor, man i et demokratisk samfund vælger sine ledere og i en så stor krisesituation som nu blot må følge deres retningslinjer. Her er der ikke plads til at se på partipolitik og stille spørgsmål ved hvert et komma i regeringens beslutninger. Beslutninger, et enigt folketing endda bakker op om.

Også selvom love om forbud mod forsamlingsfrihed og andet rykker ved vores opfattelse af et demokrati. Det vigtigste er, at alle disse love jo ikke vedtages for at ændre på demokratiet men for at beskytte befolkningen og landet imod at ende i samme situation, som man lige nu oplever i Italien og Spanien.

Ansvaret med at træffe beslutninger påhviler også alle andre med ledelsesansvar. I kommunen, på arbejdspladsen og i foreninger. Som borger eller ansat forventer man, at nogle tager hånd om problemet og fastsætter retningslinjer. Det er ikke i en sådan tid, man sætter sig i en rundbordsdiskussion men i stedet handler. Der vil ske fejl, men den største fejl vil være, hvis ingen tager ansvar og handler.

Det oplever jeg, man gør i Randers Kommune og på mange arbejdspladser. Jeg skal blot opfordre til, at man på hver en arbejdsplads sikrer sig at have tillidsrepræsentanten (TR) med i beslutningen. Mange beslutninger kræver afvigelse fra aftaler og dermed enighed med TR og sikrer også den absolutte opbakning fra alle ansatte. For ingen tvivl om, at forståelsen for fælles og hurtige løsninger er stor overalt. Løsninger om sikkerheden for de ansatte og sikkerhed for jobbet.

Ros til de mange aftaler fra regeringen om at holde hånden under de ansatte. Nu håber jeg selvfølgelig, at man vil bruge dem og dermed sikrer fællesskabet, som jo er en enhed bestående af såvel en virksomhed som dens ansatte.

Jeg kan med stolthed se på den lokale virksomhed VPK-Peterson, hvor ledelse og TR har indgået aftale om jobgaranti frem til juni måned for de 130 grafiske medlemmer af 3F Randers, og blev glad, da jeg i dag hørte Stephansens Hotel, restaurant Skovbakken og Jydegården oplyse 3F om, at man ikke ville opsige sine ansatte men bruge regeringens aftale om lønkompensation. I fagbevægelsen håber vi selvfølgelig, at sådanne samfundsmæssige løsninger vælges af rigtig mange.

Opfordringer om hjælpepakker er mange, og der vil komme flere. Fra virksomheder, borgere, der mister jobbet og måske ikke kan betale huslejen, og mange andre. Alle former for hjælp har et formål og bør lyttes til. Men regeringens opgave bliver også at skelne mellem behov og retfærdighed. Behov er hjælp, som sikrer mod undergang grundet krisen, og dette er en samfundsmæssig opgave.

Men samfundet – dig og mig – skal jo ikke betale til alle, som kræver hjælp, blot fordi andre har fået det, og man ikke selv har. Hjælp er noget, man yder, fordi det er nødvendigt, og ikke fordi det kunne være rart at få dækket udgiften til en mistet rejse. Vi kommer alle til at betale en regning for denne krise og lide afsavn for noget, vi ellers havde glædet os til at opleve, men vi kan ikke erstatte alt.

Det bliver nok den største opgave for regeringen, når krisen en dag er forbi – det politiske slagsmål om, hvem og hvordan regningen skal betales.

Men dette er ikke på dagsordenen nu. Nu handler det i første omgang om at redde liv og herefter sikre et samfund, der også kan fungere efter krisen. Det skal vi alle bidrage til – og det er jeg også sikker på, alle vil gøre. Alternativet vil kunne være, at for mange af os ikke bliver en del af fremtiden, fordi vi simpelthen er døde. Et alternativ, ingen af os ønsker.

Det er i øvrigt ekstra svært at være alene i denne tid. Være afskåret fra kontakt med sine nærmeste, dem man har allermest brug for. I tusindvis af ældre oplever nu dette, og stor ros til alle, der har meldt sig som telefonkontakt til en ældre medborger. Når vi nu ikke kan mødes, kan vi snakke sammen på anden måde. Og bliver samværet større end tidligere, når krisen en dag er forbi, vil det uden tvivl glæde mange ældre, som ofte har følt sig meget ensomme.

Personligt glæder jeg mig til den dag, hvor min snak fra fortovet og til altanen med min 89-årige mor afløses af kaffe i stuen, og min kone og jeg igen kan få børn, svigerbørn og venner på besøg, og dette ønske deles i dag af rigtig mange. Men så skal vi også huske at værdsætte det, når muligheden igen byder sig.

En krise kan en gang imellem åbne vores øjne for, hvad der er mest vigtigt her i livet, og det skal vi huske, også når de gode tider en dag vender tilbage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
FERIE I DANMARK

En anderledes sommer: Ferie i Danmark - få inspiration her

Annonce