Annonce
Debat

Kultur er det, der taler til os - og som vi taler om

I Danmark har vi en stolt tradition for den demokratiske samtale. Når denne kronik trykkes, er Folkemødet på Bornholm for længst afsluttet, og hvis alting går, som det plejer, så vil både de sociale medier og aviserne til overflod være fyldt med førstehåndsskildringer af festlighederne. Nogle vil mene, at det er en lukket fest for en elite bestående af københavnske kommunikationsfolk, mens andre vil hylde det folkelige opbud af mennesker, der iført rygsæk og fornuftige sko deltager i den offentlige samtale. Selv ligger jeg et eller andet sted midt imellem. Jeg tror vitterligt på den demokratiske samtales nødvendighed. Alligevel tror jeg på, at der findes andre veje til at danne det store fællesskab, der knytter bånd mellem mennesker og samfund. Èn af de mest farbare veje er kunsten - og dermed det kulturliv, der omkranser den.

De seneste ugers valgkamp har budt på en syndflod af debatter og samtaler. Et af de emner, der stort set ikke blev drøftet og i hvert fald aldrig ramte TV-fladen, var kultur. Selv deltog jeg i et par debatarrangementer, hvor vi blev enige om, hvor vigtig kunsten og kulturen var, og så skete der ikke rigtigt mere. Kultur er ikke valgkampstof. Kultur handler om alt det, der fyldes vores liv ud, når vi ikke arbejder eller sover. Kultur er noget andet end institutioner, uddannelser og hospitaler, der ellers har fyldt nok i valgkampen, og kunst kan kun få overskrifter i dagspressen, når nogle bliver forargede.

En af de debatter, jeg deltog i, startede med, at sangeren Pernille Rosendal bød op til fællessang, og på Charlottenborg i København lettede taget næsten den morgen, hvor vi sang ”Se nu stiger solen” og bagefter sad rødkindede og meningsfyldte tilbage. Det er fællessangen og ikke debatten, jeg husker. Det samme gjorde sig gældende under et debatarrangement tidligere på året på Arbejdermuseet, hvor skuespilleren Marie Dalsgaard fremførte nogle sange fra forestillingen Højskolesangbogen på Det Kongelige Teater, og bagefter sad hele salen vandøjede og berørte og havde glemt alt om de samtaler, der også havde været på scenen. På min egen hjemmebane, Kunsten i Aalborg, har publikum de seneste måneder set på hundredvis af malerier fra Norden, alle malet omkring 1. og 2. verdenskrig, og dér mødt en forståelse for og forbundethed med historien, der bedst kan formidles via kunstens bjergtagende og non-verbale nærvær. Serien Chernobyl på HBO har lige nu allerstørste opmærksomhed hjemme hos mig. Den velspillede tv-serie er på én og samme tid excellent historieskrivning og et mønstereksempel på demokratiforståelse, fordi vi møder det gennem fiktionens betagende filter. Og endelig er min egen playliste lige nu erobret af Claus Hempler, der med sit nye album siger mig meget mere om det midaldrendes menneskes livskrise end alverdens debatter ville kunne mønstre.

Kunsten reflekterer livet i alle dets afkroge, og kulturen er en del af det samfund, den er vokset ud af. Kunst og kultur rummer uendelige potentialer for at gøre os til mere reflekterede samfundsborgere og bringe os ud i menneskelige erkendelser, der både ligger hinsides sproget og samtalens afsluttede kredsløb. Vi kan derfor godt leve med, at kunst og kultur måske ikke har haft højeste prioritet i valgkampen. Så længe den prioriteres politisk, når de hurtige debatter er slut. Hvis en ny regering vælger at prioritere børn og unges møde med kunst og kultur i både folkeskolen og uddannelsessystemet. Hvis de vælger at give de kunstneriske uddannelser en tiltrængt vitaminindsprøjtning. Hvis dansk kunst bliver næret og gødet og respekteret i en grad, der kan gøre os endnu mere stolte og både samle og udfordre os som nation. Så tror jeg rent faktisk, at vi kan spare et par debatarrangementer væk og i stedet lade kunsten klare den sag. Sig gerne det staldtips videre til den nye kulturminister.

Annonce
Gitte Ørskou
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hærværk på kirkegård: Hvor er det ynkeligt

80 gravsten overmalet med en skidengrøn maling, en symbolsk nazimærkning med en stjerne, en hængt dukke, nynazistisk materiale som plakater og klistermærker på skoler. I den seneste tid har vi flere gange fået beviser på, at gløderne efter et kæmpe bål, som vi for længst har anset for slukket, ligger og ulmer i det skjulte og ind i mellem blusser op i små ubehagelig glimt. I weekenden så vi det desværre igen. Vandaler, kan vi kalde dem for ikke at yde dem nogen form for ære eller retfærdighed, har begået hærværk mod flere end 80 gravsten på den jødiske del af Østre Kirkegård. Vandalerne har klistret et forhadt nazistisk symbol på en gravsten – en jødestjerne, som jøderne i 30erne og 40’erne blev tvunget til at bære i Nazityskland. En helt igennem usympatisk handling, som ikke hører hjemme i Randers, i Danmark eller noget andet sted i verdenen. Vi har set, hvad den slags ideologier kan føre med sig, og det er ikke noget at længes efter eller stræbe efter. Vi kan vælge at angribe den slags på flere måder. Tie udyret ihjel. Møde det med bål og brand. Eller undersøge det og finde ud af, hvorfor den slags tanker og handlinger stadig har grobund i et moderne og udviklet samfund som vores. På den ene side er det vigtigt, at vi ikke giver de formodentlig meget små grupper af umodne individer for megen opmærksomhed, fordi det kan stimulere deres behov for at være på tværs af gældende samfundsnormer. Omvendt er vi også nødt til at luge ukrudtet væk, så det ikke får lov til at brede sig, så det ikke på et tidspunkt bliver et stort, tungt og besværligt arbejde at få has på. Og så er vi, som borgmester Torben Hansen (S) gjorde i går, nødt til på det bestemteste at tage afstand fra de handlinger, som vi så i weekenden. Vi er nødt til at stå sammen og slå fast, at vi ikke ønsker nazi-metoderne i vores by og land. Og det gælder uanset hvilke grupper af mennesker, der måtte blive lagt for had på grund af deres religion, hudfarve og overbevisning.

Randers FC For abonnenter

Randers FC-chef om imponerende målsnit: Vi ligger måske lidt over, hvad der er realistisk

Annonce