Annonce
Danmark

Læge fortsætter efter dom for medvirken til selvmord: - Jeg er klar til at gå i fængsel.

Svend Lings lader sig ikke bremse Højesterets dom på 60 dages betinget fængsel for medvirken til selvmord. Det påvirker dog ikke den pensionerede overlæge: Jeg genoptager min rådgivning til mennesker i nød. Nød bryder alle love, siger han.

Højesteret har talt: Den pensionerede læge, Svend Lings får 60 dages betinget fængsel for at have rådgivet og dermed medvirket ved tre selvmordsforsøg. To gennemførte og ét forsøg, som ikke blev fuldført.

Med mandagens betingede dom skal den pensionerede overlæge ikke afsone med mindre, han fortsætter med at medvirke til selvmord. Dommen er identisk med den, som Landsrettens nåede frem til i september sidste år. Og ved den lejlighed så Svend Lings sig nødsaget til at indstille sin rådgivning til mennesker, som er var så plagede af sygdom, at de ønskede at dø.

- Jeg bliver nødt til at indstille mine hjælpeaktiviteter med at give råd og vejledning til plagede mennesker, der ønsker at tage deres eget liv, sagde Svend Lings ved den lejlighed.

Det forsigtighedsprincip smed han i skraldespanden efter mandagens dom. Risikoen for at få vekslet den betingede dom til tid bag tremmer skræmmer ham mere:

Annonce

Dommen

Den pensionerede overlæge Svend Lings blev ved Højesteret i København mandag idømt 60 dages betinget fængsel for at have medvirket til to selvmord og til et selvmordsforsøg.

Dommen var en stadfæstelse af dommen fra Østre Landsret januar. Den dom havde både Lings og anklageren anket. Lings mener ikke, at det er medvirken, når man giver råd til mennesker, som har ret til at tage deres eget liv ifølge Menneskeretsdomstolen.

Sagen mod Svend Lings begyndte ved Byretten i Svendborg i september 2019. Da fik han kun 40 dages betinget fængsel og blev kun dømt for to af de tre forhold.

Nød bryder alle love

- Højesteret har talt, og så er det sådan loven skal forstås. Men det kan jeg ikke leve med, så nu genoptager jeg mit rådgivningsarbejde, uanset om det er ulovligt eller ej.

Hvorfor gør du det?

- Jeg bliver kontaktet af 2-5 mennesker hver eneste dag, og det er mennesker i dyb nød. De ved, at jeg kan hjælpe dem, og jeg ved, at jeg kan hjælpe dem. Jeg kan simpelthen ikke blive ved med at holde til, at afvise dem. Jeg synes, at nød bryder alle love.

Hvad er det for mennesker, der kontakter dig?

- Det er først og fremmest kræftpatienter, som er i fuld behandling og i kontakt med palliativt team, og de har prøvet det hele. Der er også mennesker med kroniske lungesygdomme, som kan imødese en langsom kvælningsdød. Endelig er der mennesker med neurologiske sygdomme som for eksempel rystelammelse eller ALS. Det er de tre kategorier, der er flest af.

De vil ikke mere

Rådgiver du dem om de tilbud, som samfundet har at byde på? Palliativ, lindrende behandling og hospice-ophold for eksempel.

-Jeg sikrer mig altid, at de er gennemundersøgt, og at de har prøvet alle relevante behandlinger. Det er forudsætningen. Men de har fået alverdens gode råd, og det hænger dem langt ud af halsen, og de har besluttet sig: Nu vil de ikke mere. Cancerpatienterne er næsten altid i palliativ behandling, når jeg snakker med dem, men lungepatienterne har jo ikke rigtigt noget tilbud. De sidder stille med en iltflaske hele tiden. Og de neurologiske patienter sidder enten i en stol eller ligger i en seng og skal have hjælp af andre mennesker døgnet rundt.

Gør det indtryk på dig, når du hører historier om mennesker, der egentlig ønskede at dø, men som nu er glade for, at de ikke valgte den vej ?

- De eksempler jeg har hørt om, har ikke haft så alvorlige sygdomme, som dem, der kontakter mig.

Der har for nyligt været et eksempel i avisen med Janus Tarp, som mistede førligheden fra skuldrene og ned efter et cykeluheld som ganske ung. Han er i dag glad for, at han ikke havde muligheden for dødshjælp, da det så sortest ud, for han har et godt liv trods sine handikap.

Villig til fængsel

- Det er da skønt at høre. Men der er altså også nogle, som ikke ønsker at leve. Det er ikke mennesker, der har fået en pludselig lammelse, det er folk med kroniske sygdomme, som har stået på meget længe, før de kommer til mig. De har prøvet det hele. Jeg synes de folk skal have lov at bestemme selv.

Ja du ved, hvordan de har det nu, men hvad hvis det ser anderledes ud om et halvt år?

- Sådan kan man altid sige. Men når et menneske kontakter mig med fremadskridende kræftsygdom og har det elendigt, så tror hverken patienten eller jeg på, at det bliver bedre. Det er jo meget syge mennesker med mange og alvorlige symptomer, vi taler om.

Du fortsætter, selv om du har en betinget fængselsdom hængende over hovedet. Det ved du vel godt, hvad betyder?

- Ja men så tager vi den derfra.

Du er klar til at gå i fængsel for den her sag?

- Ja. Jeg kan ikke svigte de her mennesker. Jeg kan ikke holde til ikke at hjælpe dem.

Og hvad siger din familie til det valgt, som kan føre til, at du skal i fængsel?

- De bakker mig op. Jeg havde sagt det til min kone, inden jeg nu siger det til andre, og hun synes, det er i orden.

Svend Lings lægger ikke skjul på, at han mener, der bør indføres aktiv dødshjælp til særligt syge, plagede og terminale patienter. Han er hovedkraften bag netværket Læger for Aktiv Dødshjælp, og har offentliggjort en manual, som oplyser om, hvordan man kan tage sit liv med almindelige lægemidler.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Hvad er det, der smager godt? Det er minderne

Hver sommer tager jeg på en budgetvenlig madrejse inden for landets grænser og under åben himmel. Jeg besøger et af de utallige loppemarkeder med rustikke keramiklamper, strikkede nisser og ridsede legetøjsbiler, mange af os elsker at frekventere, hvor sang og bløde guitartoner lyder fra en lille musiktribune, og der kan købes fadøl, brød og pølser til en frokostpause direkte på det tyndslidte græs. Genbrugsguld og gammelt fajance går jeg udenom. Jeg kommer med et bestemt formål. Jeg vil mindes den mad, jeg havde glemt, jeg kunne huske. Jeg finder den i en 60'er-årgang af ugebladet Hjemmet, en orange og brun Kenwood-håndmixer fra 1970'erne, Eksportslagteriernes Gris-På-Gaflen-kalendere og Raadvads ikoniske brødmaskine af stål og træ fra dengang, et rigtigt rugbrød vitterligt ikke kunne skæres i med brødkniv og håndkraft alene, så massivt og hårdt var det. Har vi spist schweizisk raclette i Danmark? Ja det har vi! Jeg stod i sommer med hele raclette-udstyret i hånden, den elektriske varmeplade til at stille ind på spisebordet, og de små pander i legetøjsstørrelse, som hver rundt om bordet kan tilberede sine egne grøntsager, kød og ost på. Racletten skulle være en efterligning af det bål og de redskaber, schweiziske kvæghyrder anvendte ude i bjergene til at tilberede deres aftensmad. Vi snusede til racletten i Danmark, måske i 1980'erne og glemte det igen. Apparaterne led samme skæbne som fonduegryderne. Først røg de i pulterkammeret, siden på genbrugspladsen eller loppemarkedet. Mit lykkeligste fund i år var Lilian Kaufmanns ”Fremmed mad” fra 1968 udgivet af Bo Bedre. Her fandt jeg den lammesteg, vi sværmede for i 1970'erne. Skrællede kartofler blev skåret i skiver og taglagt i en smurt bradepande, og oven på dem blev lagt en blanding af hakket hvidløg og persille. Bouillon blev hældt ved kartoflerne, og lammekøllen lagt ovenpå, så saften dryppede ned på kartoflerne under stegningen. På et kollegiekøkken en gang i 1970'erne, smagte jeg for første gang lammekød i denne ”lammekølle som i Provence”-udgave. Skulle jeg tilberede lam i morgen, ville jeg uden betænkning vælge samme opskrift. For mad har med længsel at gøre. Man kan læse en kogebog fra 1960'erne og mærke lugtene fra alle bogens sider, hvis man altså selv har levet i 1960'erne. Søren Gericke har sagt: ”Det smager godt, siger man. Men hvad er det, der smager godt? Det er det, man kan huske. Det er minder.” Hvem har ikke mærket sandheden af disse ord på egne smagsløg. Som 13-årig smagte jeg for første gang den franske ost gruyère. Det var i Paris i 1966. Rejsebudgettet var skrabet. Et kulinarisk højdepunkt blev en croque monsieur fra en typisk fransk bistro. I Danmark kendes den også under navnet parisertoast. Lykkeligvis var det gruyère, der var pakket i croque monsieuren. Det var mit første møde med smeltet ost, og gruyére havde jeg aldrig hørt om, men jeg vidste omgående, at den her smag var skelsættende, og jeg holder aldrig op med at lede efter en croque, der smager præcist som dengang. Jeg har hørt en forsker sige, at lugt og smag har forbindelse til det limbiske system i den centrale del af hjernen, hvor man mener, følelser opstår. Det kan bruges i praksis for eksempel over for gamle mennesker, der får hjulpet hukommelsen på gled med mad, de husker fra hele deres liv. En samling gamle opskrifter kan virke som et fotoalbum med billeder af alle vores kære. Dufte og smag af mad kan få os til at huske ting, vi ellers troede vi havde glemt. Om lidt vil mange af os kollektivt ride på en bølge af madminder. Duftene af Brunkagerne, risalamanden, rødkålen, de brune kartofler kan åbne for sluserne med erindringer om til strikkede nisser, selvkørende legetøjsbiler, duften af ny dukke og farmors hvide blondebluse og øjenbrynene, der pludselig var tegnet op med mørk farve, fordi det var juleaften. Hun, Esther, talte odenseansk til sin dødsdag, selv om hun boede i Nordjylland. Hun kunne sin flæskesteg til perfektion, foruden hjemmelavet rullepølse og julesild. Hvem der bare kunne stjæle af hendes kagedåse en lige en gang til.

Annonce