Annonce
Danmark

Løkke kalder delt formandskab i Venstre en myte

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
I et interview afviser Venstre-formanden, at der nogensinde har været et delt formandskab i partiet.

Der har aldrig eksisteret en magtdeling mellem formanden og næstformanden i Venstre. Det fastslår Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen i et interview med Deadline, som er blevet sendt søndag aften på DR2.

Opfattelsen i offentligheden er ellers, at Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen siden et ekstraordinært bestyrelsesmøde i 2014 har delt formandskabet i Venstre.

- Det er jo en kendt sag, at vi havde en krise i partiet for snart mange år siden, i 2014, som jo endte med, at vi ikke foretog nogle ændringer. Jeg er formand, og Kristian er næstformand. Jeg introducerede selv sådan lidt improviseret: Vi udgør Venstres formandskab, siger han.

Lars Løkke Rasmussen kalder det delte formandskab "en myte".

- Og jeg tror, at mange udefra har bygget den myte op, at så havde vi en eller anden form for delt ledelse. Det har vi aldrig haft, og det har vi fortsat ikke, siger Lars Løkke Rasmussen.

På det ekstraordinære hovedbestyrelsesmøde i Odense i 2014 var der formandsvalg på dagsordenen efter en sag om Lars Løkke Rasmussens tøjkøb for partiets penge.

Lige inden afstemningen skulle finde sted bad Lars Løkke Rasmussen om en snak med partiets næstformand, Kristian Jensen, i kælderen.

Efter snakken i kælderen blev afstemningen afblæst, fordi Jensen nu bakkede op om Lars Løkke Rasmussen.

Lars Løkke Rasmussen afviser, at Kristian Jensen fik en anden rolle tilbage i 2014.

- Det gjorde han ikke. Der har ikke været et institutionaliseret formandskab, som du kender i Kommunernes Landsforening eller Landbrug & Fødevarer eller sådan noget, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Vi har selvfølgelig den gentlemanaftale, at vi skal behandle hinanden ordentligt, og vi skal have et godt og tillidsfuldt forhold. Og du vil også kunne se i praksis, at min næstformand har bestridt de største politiske positioner, man kan have i det her samfund.

- Han har været udenrigsminister og finansminister og spillet en central rolle i mine regeringer, siger han.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce