Annonce
Debat

Løvekamp viser kun Venstres styrke

Debat: Jeg ser de seneste udmeldinger fra Venstre som et sundhedstegn; særligt set i lyset af, at det er et af Danmarks største partier.

Det er imponerende, at det kunne lade sig gøre at holde så mange heste inden for indhegningen i så mange år. Politikerne er vel blevet valgt, fordi de har kunne overbevise vælgerne om, at de har modet til at sige deres mening og forandre?

Forandringen handler ikke kun om at udvikle landspolitik, men også om at sikre, at et parti overlever og ikke ender som et enkeltmandsfirma. Derfor er det kun positivt, at flere vil tage anførerbindet på, og tilbyde sit lederskab.

I så stort et parti med så mange erfarne politikere er det endnu mere interessant, hvorfor der kun er en enkelt, som tør udfordre?

Lars Løkke Rasmussen trak håndbremsen under den ophedede valgkamp, hvor han stod til at miste nøglerne til statsministeriet. Skulle Venstre gå ned sammen med Stram Kurs, eller skulle vores daværende statsminister forsøge at fastholde sin magt ved at blive en del af Socialdemokratiet?

I så fald ville Venstre slippe for både Det Radikale Venstre og Stram Kurs. Et modigt træk af Lars Løkke Rasmussen, som formentlig gav Venstre en masse ekstra mandater. Jeg er faktisk enig med Lars Løkke Rasmussen i, at samarbejdet med Socialdemokratiet på det tidspunkt var oplagt. Det var godt set.

Den eneste udfordrer, Kristian Jensen, har valgt at forsøge at ændre kursen i retning af et blåt samarbejde. Sagt med andre ord – tilbage til oprindelsen. Det, han gjorde op til sommergruppemødet, krævede røv i bukserne, da han vidste, at han skulle gå alene og barfodet på gløder. Hvem andre turde det?

Udfordringen her er nok, at blå blok har ændret sig i en langt mere højreorienteret retning, hvilket er naturligt, set ud fra de udfordringer. som Danmark står overfor. Men alt er til forhandling.

Udmeldingerne blev trukket direkte fra hoften til pressen af dem begge, hvorfor overraskelsen selvfølgelig var stor i Venstre, men dybest set, tænker jeg, at pressen har kørt opgøret op. Lars Løkke Rasmussen udtalte til sommergruppemødet, at Kristian Jensen ikke var banket på plads, men at man var blevet enige om, at timingen måske var lidt friskfyragtig. Det viser blot, at ingen af de to er valgt til kun at følge med flokken som lemminger, men har modet til at synes noget, som måske ikke er strømlinet. Den slags er brugbart, når man skal trække tæppet væk under andre partier.

I flere overskrifter læste jeg, at Kristian Jensen nu er færdig i dansk politik, efter at han tilsyneladende kun var flankeret af tavse politikere? Om Claus Hjort har ret i, at Kristian Jensen må gå af som næstformand, må være op til medlemmerne. Vi skal huske på, at det er Venstres medlemmer, som afgør en retning og den fremtidige bemanding i partiet. Hvis medlemmerne ikke benytter sig af den mulighed for indflydelse, så er et medlemskab ikke meget værd.

Om Kristian Jensens udmelding var værre end Claus Hjorts om Kristian, må medlemmerne afgøre, men en intern dyst i ny og næ viser i min optik blot, at der stadig findes personligheder i et parti, som tør markere sig. Søde og anonyme politikere har vi rigeligt af i dansk politik - og måske er de i virkeligheden de værste.

Det seneste interne opgør har sikret Venstre endnu flere års overlevelse. Flere vil tage ansvar.

Mette Frederiksen skal huske på, at oppositionen består af Danmarks mest garvede eksministre. Så god fornøjelse med løfterne. Det skal nok blive en gyser.

Annonce
Mark Grossmann
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Først skal vi fejre de 100 år, og så: Vi skal få endnu mere ud af grænsen

Hvis man bor i Tønder eller Kruså, smutter man til Tyskland, handler dagligvarer til lav moms og triller hjem igen uden at tænke over det, hvis der ikke lige er grænsekontrol dén dag, og rigtig mange taler ubesværet naboernes sprog. Redigerer man en avis i København, kan man – som Politiken i 2015 – lave en overskrift, der fortæller, at Femern-forbindelsen vil gøre Danmark landfast med Tyskland, og driver man et universitet i Aalborg, må man nedlægge tyskstudiet, fordi der mangler unge, der vil lære sproget. Mellem yderpunkterne er så resten af Danmark med varierende behov for at få repeteret, at den 68 km lange grænse ligger, hvor den gør, hvorfor den gør det, og at den i år har gjort det i 100 år. Den opgave tog det officielle Danmark fat på fredag med konference på Christiansborg og gallaforestilling på Det Kongelige Teater med majestæten på ærespladsen. Resten af året følger hundredvis af arrangementer over hele det ganske land. Det er, som det skal være. Genforeningen er i den grad et helt års fest værd. Men ikke for festens egen skyld. Vi skal bruge den til at lære resten af landet, hvad man vel kun er rigtigt klar over i Sønderjylland: Grænsen fra 1920 er en enestående succes, fordi gammelt fjendskab er blevet til venskab og samarbejde i hverdagen. Vi skal ikke kun fejre grænsen, men også vores forhold til naboerne syd for den. Tyskland er blevet en ven, en stærk allieret og i øvrigt vores største eksportmarked. Og det gode er, at vi kan få endnu mere ud af naboskabet. Vi kan ulejlige os med at lære vores børn tysk. Vi kan besøge hinanden endnu mere for at nyde natur og kultur. Vi kan holde ferie i Tyskland i stedet for bare at køre igennem. Vi kan udvikle veje og jernbaner sammen hen over grænsen. Og vi kan lade være med at sætte virkningsløse vildsvinehegn med en meget skidt symbolværdi op. Kan årets festligheder motivere os til dét, vil de have værdi, også når den sidste gæst er gået fra det sidste arrangement.

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];