Annonce
Danmark

Landbruget om regeringaftale: Gode ambitioner, men vi kan ikke betale regningen

Hverken Landbrug og Fødevarer eller Bæredygtigt Landbrug er blevet klogere på, hvem der skal betale for den grønne omstilling i landbruget ved at læse den politiske aftale, de røde partier har indgået i forbindelse med regeringsdannelsen. Foto: Morten Pape
Landbrug og Fødevarer og Bæredygtigt Landbrug roser den nye regerings ambitionsniveau på klimaområdet. Men organisationerne er skeptiske overfor uklarheden om finansiering og pointerer, at dansk landbrug ikke har råd til at betale regningen for den grønne omstilling.

Koster den grønne omstilling penge for landbruget, må regeringen betale. Sådan lyder meldingen fra Bæredygtigt Landbrug og Landbrug og Fødevarer ovenpå den politiske aftale om en ny regering. Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF og Radikale Venstre, der står bag aftalen, er blandt andet blevet enige om at ændre i landbrugsstøtten, fordoble det økologiske areal og forpligte landbruget til at nedsætte sin CO2-udledning. Initiativerne skal være med til at løfte regeringens målsætning om at sænke udledningen af drivhusgasser med 70 procent. Men der står ikke mange ord om, hvordan de skal finansieres.

Her er svaret fra både Bæredygtigt Landbrug og Landbrug og Fødevarer klart. De er positive overfor regeringen ambitioner på klimaområdet, men dansk landbrug har ikke økonomien til at betale regningen.

- Hvis det ender med, at landbrugspolitikken i Danmark gør, at vi er ringere stillet end vores konkurrenter, så går det her galt. Hvis man eksempelvis fjerner den direkte landbrugsstøtte, er det det samme som at hive penge ud af landmændenes konti nede i banken. Det vil sprænge landmændenes økonomiske situation, siger Martin Merrild, bestyrelsesformand i Landbrug og Fødevarer.

Annonce

Vi må ikke ende i en situation, hvor vores ambitioner er så høje, at andre lande griner af os, mens de overtager vores produktion.

Martin Merrild, bestyrelsesformand, Landbrug og Fødevarer

Forringet konkurrenceevne kan gå ud over klimaet

Hvis landmændenes økonomi rammes af en dårligere konkurrenceevne på grund af de højere danske krav, kan det i sidste ende også gå ud over klimaet, advarer organisationerne. Ifølge dem risikerer landbrugsproduktionen nemlig at flytte ud af landet til andre lande, hvor der er en mindre bæredygtig produktion.

- Vi skal lave mere grøn omstilling. Men vi må ikke ende i en situation, hvor vores ambitioner er så høje, at andre lande griner af os, mens de overtager vores produktion. Vi har en situation i Polen, hvor fødevareproduktionen stiger, og de samtidig ikke ønsker at tilslutte sig EU's klimamål. Det er ikke bare en tom trussel, det er den barske virkelighed, der allerede eksisterer, siger Martin Merrild.

Hos Bæredygtigt Landbrug påpeger bestyrelsesformand Flemming Fuglede Jørgensen også, at Danmark har en af verdens mest klimavenlige fødevareproduktioner.

- Det synes jeg, en kommende minister skal tage hatten af for. Vi vil gerne fortsætte den udvikling, vi har haft indtil nu, og hvis vi kan intensivere det, uden det går ud over produktionen, vil vi også meget gerne det. Men dansk landbrug har 350 milliarder i gæld, som det skal kunne betale af på. Hvis det, regeringen foretager sig kommer til at koste dansk landbrug penge, må regeringen betale, siger han.

Forbrugere mangler interesse for økologi

Selvom de to brancheorganisationer oplever uklarhed om finansieringen i den politiske aftale, roser de partierne for ambitionsniveauet på klimaområdet. Bestyrelsesformand Martin Merrild er særligt begejstret for, at partierne har taget Landbrug og Fødevarer og Danmarks Naturfredningsforenings forslag om at omdanne landbrugsjord til natur med i aftalen. Samtidig ser han positivt på målet om mere økologisk landbrugsproduktion i Danmark. Men det skal ske i takt med efterspørgslen, lyder det.

- Lige nu er interessen for økologi større ved landmændene, end den er ved forbrugerne. Det værste der kan ske for en økologisk landmænd er, at der bliver overproduktion, så de ikke kan få de ikke kan få den pris for varene, de har brug for, siger bestyrelsesformanden.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce