Annonce
Danmark

Landevejenes farende svende mødes i Vorbasse: - Der er ikke mange af os tilbage

Fuzzy til venstre og Juul til højre. Foto: John Randeris
Intet Vorbasse Marked uden landevejenes farende svende, der med deres barnevogne og karakteristiske udseende er blevet en del af markedets historie.

Vorbasse: De er der hvert år på Vorbasse Marked, og de er meget genkendelige med deres emblemfyldte tøj og dekorative barnevogne. Det er naturligvis landevejenes farende svende eller vagabonder, der er tale om. På en grøn plet på Hovborgvej markeret med en blå snor, dér holder de til. Små telte er sat op, og der holder en enkelt sølvgrå stationcar. Det er Langebens, og bilen kaldes ’vagabondexpressen'. Der holder også to tuktuk’er parkeret. Barnevognene er også at finde, og uden for det store grønne 8-mands telt sidder vagabonderne i en rundkreds og hygger.

- Vi sover fire derinde, forklarer Langeben, der også kaldes ’Kronprins’.

- Og der er ikke plads til flere, indskyder Juul.

Lige nu er de omkring otte, men i løbet af ugen skal flere gerne komme til.

- Vi bliver nok omkring 20, siger Guldspurven.

Annonce

Et ordsprog siger, at efter 3 dage lugter fisk og vagabonder

Langeben, landevejsridder

At dø i en vejgrøft

På græsset i midten står nogle kasser med øl.

- Når de står, som de gør der, siger vi, at de er ’sat på bordet’, og så må alle tage af dem, forklarer Fuzzy, der har været vagabond i cirka 20 år.

Langeben begyndte for 20 år siden, men stoppede så for at begynde nogle år senere. Han har siden hen vandret på de danske landeveje i omkring otte år.

- Jeg begyndte, da jeg vågnede i morges, siger Juul med et grin.

Fælles for flere af vagabonderne er, at de på et tidspunkt blev en del af ’systemet’ på grund af sygdom, arbejdsløshed eller andet. Men på et tidspunkt fik de nok af aktivering og at blive flyttet rundt i systemet. Fuzzy fortæller blandt andet, at han formåede at forsvinde fra systemet.

- Efter tre år som vagabond mødte jeg en gadearbejder, der mente, jeg skulle have bistand, men de kunne ikke finde mig i systemet, fortæller han.

Vagabonderne går både sommer og vinter.

- Om vinteren ligner jeg en hel Michelin-mand, siger Fuzzy med et grin og viser med armene, hvor meget tøj, han har på i den kolde tid.

- Det værste er, når vandet i ens vandflaske er frosset til is.

Han fortæller også, at han endda måtte grave sig ud fra sit telt, fordi der var så meget sne ude foran.

- Jeg kommer til at dø i en vejgrøft, siger indskyder Juul med et næsten højtideligt tonefald.

- Jeg har kræft, og lægerne gav mig et halvt år at leve i. Det er 30 år siden!

Vagabondernes principper

Vagabonderne mødes fire til fem gange om året på de forskellige markeder rundt omkring i landet. De kommer også på Hjallerup Marked, hvor navngivningen finder sted. Selve dåben (med øl) foregår dog ved Egeskov. Når en vagabond er døbt, er han eller hun endegyldigt en del af fællesskabet.

Der er ingen traditioner forbundet med Vorbasse Marked, men derfor er det stadig af en vis betydning.

- Vi hygger os, forklarer Guldspurven.

Vagabondernes 'stodderkonge', Sheriffen, kommer ikke i år, men så er det godt, kronprinsen kan være der.

- Jeg er ikke mere end de andre, understreger Langeben.

Men hvis det bliver nødvendigt, kan han træde i karakter.

- Jeg har på et andet marked givet karantæne til en, der ikke opførte sig ordentligt. Det kan være nødvendigt at træde i karakter, hvis man ikke kan overholde vagabondernes principper: Ærlighed, venlighed og høflighed.

Fuzzy sliber knive og har indrettet sin barnvogn med det rette slibeudstyr. Foto: Kristina V. Skjoldborg

En del af historien

De farende svende fortæller, at de som udgangspunkt ikke følges ad. En gang imellem kan de gå sammen, men ellers går de alene fra by til by.

- Et ordsprog siger, at efter tre dage lugter fisk og vagabonder, siger Langeben.

På deres vej møder de mange forskellige mennesker, men langt de fleste er venlige.

- Der er 97 procent dejlige mennesker, 2 procent, der kan være lige meget og 1 procent, der er nogle røvhuller.

Allerede om mandagen ankom de første til den grønne plet i Vorbasse, og helt frem til søndag vil de være at finde i byen og selvfølgelig på Vorbasse Marked som en fast tradition og en del af en historie, der måske snart for alvor vil forblive historie.

Når de er flest samlet ved Egeskov og Hjallerup er de omkring 70 personer.

- Ja, der er ikke mange af os tilbage, siger Langeben.

Langeben er vagabondernes 'kronprins'. Foto: Kristina V. Skjoldborg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Kun hver tredje handicappede er i job - ansæt flere

I morgen den 3. december er det FN’s internationale dag for personer med handicap. En festdag, en kampdag, som flere bør huske og markere. For der er fortsat meget at kæmpe for. Kun omkring hver tredje af de mennesker i Danmark, der har et større handicap, er i beskæftigelse. Der er fortsat arbejdsgivere, som takker nej til en kvalificeret medarbejder, hvis ansøgeren har et psykisk handicap eller har større fysiske udfordringer. Mennesker med handicap oplever, at deres handicap overskygger deres kvalifikationer, når de søger job. Og der er mange fordomme om, hvad mennesker med handicap kan bidrage med. Vores budskab på denne særlige dag er, at et handicap på ingen måde er en hindring for at blive en del af arbejdsfællesskabet. Vi har brug for alle der kan og vil bidrage, og vi opfordrer alle virksomheder til at ansætte flere med handicap. Beskæftigelsen i Danmark er historisk høj. Derfor er det paradoksalt, at virksomheder melder om mangel på kvalificeret arbejdskraft, når vi samtidigt ved, at mange mennesker med handicap står uden for arbejdsmarkedet, klar til at tage fat og med masser af kompetencer at byde ind med. Så kære virksomheder: Mange af jer kan blive bedre til at se potentialet hos den enkelte og udnytte, at der er mange muligheder for, at kommunen kan bevillige hjælpemidler til arbejdspladsen. Nogle frygter, at det er dyrt og besværligt at ansætte en person med handicap. Men kig jer omkring. I mange virksomheder er medarbejdere med handicap en helt naturlig og velfungerende del af medarbejderstaben. I en lille smørrebrødsbutik i det midtjyske er der ansat en ung mand med autisme. Her lyder budskabet fra indehaveren: ”Det kræver noget til at starte med, men man får simpelthen også bare en dygtig medarbejder på de betingelser, der er.” Og det budskab vil vi gerne have spredt til mange flere. Vi trækker ikke kun i kamptøjet i dag for samfundets og virksomhedernes skyld. Vi gør det også, fordi vi vil gøre de gode tider bedre for alle. En arbejdsplads er et fællesskab, og det at være en del af et fællesskab er afgørende for at sikre livskvalitet for mennesker med og uden handicap. Vi hæfter os også ved, at langt de fleste med handicap drømmer om at komme i arbejde og bidrage. Det vidner om en stor vilje til ikke at lade sig slå ud af, at man til tider må kæmpe med fordomme, berøringsangst og misforstået hensyntagen. Når vi snakker med virksomheder og jobcentre, hører vi gang på gang, at særligt mindre virksomheder ikke kender til de kompenserende ordninger. Ordninger, som personer med handicap kan få bevilliget til arbejdspladsen via jobcentret. Det kan for eksempel være personlig assistance og hjælpemidler. Og det er bestemt ikke kun virksomhedernes skyld. Vi har også en del af ansvaret. Derfor holder Beskæftigelsesministeriet i denne uge en landsdækkende job-uge, hvor virksomheder og personer med handicap kan møde hinanden, og hvor de gode erfaringer med at ansætte personer med handicap kan komme frem i lyset. Jobcentrene deltager også - blandt andet for at fortælle om og øge kendskabet til de kompenserende ordninger. Vi er også i fuld gang med at udvikle og afprøve et kompetencekort til personer med handicap. Målet er, at man kan tage kortet med til jobsamtaler for at tydeliggøre over for virksomheder, at kommunen hurtigt kan bevillige hjælpemidler eller personlig assistance til at dække ens kompensationsbehov. Jobsamtalen kan på den måde fokusere på det, man kan, og hvilken forskel man kan gøre, frem for ens handicap. Handicap og job kan sagtens forenes. Vi har alle et fælles ansvar for, at det kommer til at ske. Vi er i fuld gang og besøger i denne uge arbejdspladser, der har gode erfaringer med at ansætte personer med handicap. For når det kan lykkes på en arbejdsplads i Esbjerg og i Taastrup, hvor de har et godt og tæt samarbejde med jobcentret, kan det også lade sig gøre andre steder. Danmark har brug for dygtige mennesker – med eller uden handicap.

Annonce