Annonce
Danmark

Landmand: Klimaet og provinsen kan blive taberne ved større krav til landbruget

Anders Skovdal fra Jerlev mener som udgangspunkt klimaudfordringerne skal løses på europæisk plan. Han frygter dansk landbrugsproduktion flytter ud af lanet, hvis den danske konkurrenceevne svækkes som følge af strengere nationale krav. Foto: Yilmaz Polat
Landmanden Anders Skovdal frygter, den nye regering mål om reduktion af drivhusgasser i landbruget i sidste ende kommer til at gå ud over miljøet og landbrugssamfundene i provinsen.

Den 32-årige landmand Anders Skovdal fra Jerlev fortalte tidligere på måneden om sine bekymringer for de røde partiers klimaløfter i avisen Danmark. Tirsdag aften præsenterede Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og De Radikale så den politiske aftale, der skal danne grundlag for partiernes samarbejde de næste fire år. Men aftalen, som landmanden læste dagen efter i sin frokostpause, har ikke gjort hans bekymringer mindre. Særligt reduktionen af drivhusgasser på 70 procent lyder voldsomt, mener han.

- Det er en stramning i forhold til Paris-aftalen, og jeg har svært ved at se, hvordan det kan lade sig gøre, hvis vi skal bevare den produktion, vi har i dag. Man kan altid nå reduktionen ved at begynde at lukke dansk landbrug ned, men problemet er, at det så vokser i andre lande som Polen i stedet. Når de forurener mere, er det ikke kun et problem for Polen. Vi får det lige tilbage igen, når giftstofferne ledes ud i farvandene. Rent klimamæssigt vil det være en ulempe for os, fordi dansk landbrug er et af de mest klimavenlige, siger han.

Konsekvenserne af en begrænsning af den danske landbrugsproduktion risikerer også at ramme geografisk skævt, mener landmanden, der taler i telefon med avisen Danmark, mens han kører rundt i bakkerne ved Vejle Ådal på en snittemaskine for at skaffe græs til sine malkekøer.

- Det er en branche, der fylder meget i nogle landsdele, eksempelvis på Lolland, hvor man ikke lige har Aarhus eller København, eller en anden stor by, man kan få arbejde, siger han.

Annonce
Anders Skovdal fra Jerlev mener som udgangspunkt klimaudfordringerne skal løses på europæisk plan. Han frygter dansk landbrugsproduktion flytter ud af lanet, hvis den danske konkurrenceevne svækkes som følge af strengere nationale krav. Foto: Yilmaz Polat

- Lyt til os

Den 32-årige landmand mener samtidig, partiernes aftale om at ændre landbrugsstøtten, så den kan bruges som redskab til at få landbruget til at omstille til mere bæredygtig produktion, er bekymrende.

- Landene har mulighed for at graduere, hvor meget støtte de vil give som direkte støtte per hektar, og hvor meget de vil give som indirekte støtte med krav om bæredygtige tiltag. Problemet er, at nogle lande udbetaler al støtte i direkte støtte per hektar. Hvis vi skal ud og investere flere penge for at få den samme støtte, er det ikke ens konkurrencevilkår, vi producerer under, forklarer han.

Selvom landmanden generelt er skeptisk overfor den politiske aftale om en ny regering, er der dog også positive ting i den, lyder det. Her tænker Anders Skovdal især på, at partierne vil omdanne mere landbrugsjord til natur.

- Det betyder, at politikerne lytter til, hvad brancheorganisationerne siger. Her har de lyttet, når landbruget kom med løsningsforslag. Jeg håber så også, de lytter, når vi siger, at her er noget som ikke giver mening eller skævvrider konkurrenceevnen, siger han.

Landmanden opfordrer politikerne til i stort omfang at tage landmændene og brancheorganisationerne med på råd, når de drøfter mulige metoder til at sænke landbrugets CO2-udledning.

- De skadelige ting, vi finder i drikkevandet i dag, er der på baggrund af den produktion, der var der for 30-40 år siden. Det er vigtigt, vi er i dialog med hinanden, så landbruget bliver reguleret ud fra den produktion, der er i dag, og ikke den, der var der dengang, siger han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Erhverv

Malerfirma hyrede coach til at hjælpe sig gennem fusion: - Vi stod med 38 medarbejdere, der havde vidt forskellige måder at gøre tingene på

Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Annonce