Annonce
Livsstil

Lasse Spang Olsen: - Jeg følte mig som Don Corleone, lige inden han døde

Lasse Spang Olsen første børnebog er en fantasifuld fortælling, som bygger på en historie, han selv har fortalt sin ældste datter. Foto: Nicolai Lorenzen
Han har overhovedet ikke lyst til at være medlem af bedstefarklubben, men kan samtidig føle sig så lykkelig sammen med sit barnebarn, at det ville være o.k., hvis han skvattede død om i det øjeblik. Nu debuterer Lasse Spang Olsen som børnebogsforfatter og håber, at hans fortælling kan sætte gang i fantasien, for der er ikke noget værre end børn, der siger: ”Det kan ikke lade sig gøre.”

Han undskylder lidt for sin terrasse. Det er på sin vis fjollet, at en mand, der en gang imellem tager ud og bygger store, flotte terrasser i superlækkert træ for andre, selv har en terrasse med et rækværk, der er lavet af genbrugstræ og stadig står umalet. Maling eller ej, så opfylder rækværket sit formål:

Barnebarnet, Melodie på halvandet år, der bor i et anneks sammen med sin mor og far, falder ikke ud over kanten. I hvert fald ikke endnu, selvom hendes små fingre er begyndt at prøve at løfte den barnesikrede lås i den lille hvide låge, som åbner ud til den meget større verden af sø, træer og marker bag huset i Høsterkøb.

Det er også Melodie, der er årsagen til, at filminstruktør, deltids-stuntman med mere Lasse Spang Olsen nu er blevet debuterende børnebogsforfatter. ”Da fremtiden blev stjålet” hedder bogen, som han både har skrevet og lavet tegninger til.

- Da jeg fik at vide, at jeg skulle have et barnebarn, blev jeg selvfølgelig meget glad, og så tænkte jeg, at hun eddermame skulle have en godnathistorie.

- Fantasi, siger han uden tøven som svar på, hvad han håber, Melodie får ud af bogen.

En åben dør ind til fantasien.

- Det lyder virkelig frelst, men jeg ved ikke noget værre end børn, der siger: ”Det er jo ikke rigtigt”, ”Det kan ikke lade sig gøre” eller ”Peter Pan findes ikke”. Det burde være forbudt. Peter Pan findes jo, hvis du tror, han findes. Det er sindssygt vigtigt for mig at være åben og have fantasi. Alt for mange børn kan ikke finde ud af at lege. De sætter sig ned og spørger, hvad de skal lave, siger han og fortæller om nogle små børn, der var på besøg en sommer.

- De kunne ikke finde ud af at bygge en hule. Det havde de aldrig prøvet. De kunne kun finde ud af at spille fodbold. Min have skråner afsindigt meget, så det er kun sjovt at være på det hold, der spiller ned ad bakke. Derfor skulle de underholdes på fuld tid hver dag, og sådan skal det ikke være, når man er barn. Det er jo heller ikke sjovt for dem. Hvis man aldrig har lært at lave et univers inde i hovedet på sig selv, tror jeg, man får et mangelfuldt liv.

Annonce

Lasse Spang Olsen

Er født 23. april 1965 og søn af tegneren og forfatteren Ib Spang Olsen og billedkunstneren Nulle Øigaard.

Han var i mange år især kendt som en af Danmarks førende stuntmænd, men begyndte i løbet af 1990’erne at instruere film. Han er uddannet filmfotograf og grundlagde den første skole for stuntmænd i 1986 og har lavet eller instrueret stunts og special effects til flere hundrede danske og udenlandske produktioner.

Som filminstruktør står han bag spillefilm som ”I Kina spiser de hunde”, ”Gamle mænd i nye biler” og ”Den Sorte Madonna” og flere dokumentarfilm, blandt andet om Olof Palme.

Han bor i Høsterkøb i Nordsjælland og er far til døtrene Tallulah og Filuka, som han har med sin ekskone Josephine Bergsøe.

Hans første børnebog, ”Da fremtiden blev stjålet”, udkom 14. maj på Politikens Forlag.

Far har kigget med

Fortællingen i ”Da fremtiden blev stjålet” bygger på en historie, han fortalte sin ældste datter Tallulah, da hun var fire - deraf hovedpersonens navn Lula. Præcis som hans egen far, tegneren og forfatteren Ib Spang Olsen, havde gjort for ham og hans bror.

- Jeg var enormt glad for at få godnathistorie, og min far var virkelig god til at fortælle dem. Mange af de bøger, han lavede, blev afprøvet i forskellige udgaver på os, da vi var små, fortæller han.

Det er oplagt at tænke, at han går i sin fars fodspor, når han nu debuterer som børnebogsforfatter, men sådan ser han ikke på det.

- Det er nogle meget store fodspor, vil jeg sige. Min far gjorde to ting: Dels skrev han sine egne historier, når han havde lyst til det, og tegnede til dem, dels tegnede han til andres. En ting er at tegne det, man selv har lyst til og har inde i hovedet. Men at illustrere for andre ... det er en kunst. Han kunne tegne alt, jeg kan kun tegne sådan dér, siger han og peger på bogen:

- Så jeg føler bestemt ikke, jeg træder i hans fodspor, men jeg tror, at han ville have syntes, at det var skideskægt, at jeg har lavet den bog. Jeg tror også, at han har set den. Jeg føler, at han har kigget på den.

Han har kigget med ...?

- Ja, det gør han hele tiden. Jeg tror, at han ville synes, at det var sjovt. Men han havde aldrig ambitioner om, at vi skulle gøre det samme som ham. Min bror er sindssygt god til at tegne, men min far var nærmest imod det. Han syntes ikke, at det var fint at være tegner, og kunne også godt se, at tiden var ved at løbe fra, at man kunne leve af at være illustrator for andre.

Selvom Ib Spang Olsen ikke syntes, at hans sønner skulle lave det samme, som han selv gjorde, brugte han og deres mor, kunstneren Nulle Øigaard, alligevel masser af tid på at tegne sammen med drengene.

- Når vi for eksempel var ude at rejse, tegnede mine forældre. Det kunne de godt lide. På Rhodos sad vi måske foran en moske, og så tegnede min mor den fra forskellige vinkler. Min far tegnede en fiskerkone, min storebror tegnede også moskeen eller fiskerkonen - og jeg tegnede en krokodille, der spiste en indbrudstyv. Så hyggede vi os med det. Om eftermiddagen læste min far tit højt af en eller anden bog, og så tegnede vi imens. Vi gjorde det hver eneste dag, og vi kunne virkelig godt lide det. Det var ikke noget, vi blev tvunget til.

Tre hurtige til Lasse Spang Olsen

Hvad er det bedste råd, du har fået?- Der er et ret generelt råd, som gælder for cirka 441 af de stunts, jeg har lavet: ”Det synes jeg ikke, du skal gøre.” Så har jeg gjort det alligevel og fundet ud af, at det var et rigtigt godt råd.Hvad har du senest brugt mange penge på?- Flybilletter hjem fra Bali, som kostede 143.000 kroner. Jeg sender en kærlig tanke til Udenrigsministeriet og alle deres tiltag, som har været guld værd, men jeg ville ønske, at de havde sagt, at man SKULLE komme hjem på grund af coronakrisen. Den lille detalje afgør, om forsikringsselskabet dækker eller ej. Heldigvis går jeg faktisk ikke særligt meget op i penge.
Hvad er din indre alder?- En blanding af 5 og 28. Rigtigt mange af de ting, som glæder femårige, glæder egentlig også mig. Når jeg leger med små børn, synes jeg også, det er sjovt. Og jeg kunne enormt godt lide den ubegrænsede fysiske tilgang, jeg havde, da jeg var 28. I dag lander jeg tungere, og jeg ved godt, at der er en større risiko for, at jeg brækker noget. I den alder troede jeg, at jeg var udødelig.

Klar til tur på skadestuen

Der er noget ved billedet af drengen Lasse Spang Olsen, der sidder stille og tegner, som støder lidt sammen med forestillingen om ham inde i hovedet. Ikke mindst, fordi stuntøvelserne begyndte allerede, da han var fire år, og fordi han i voksenudgaven virker udpræget som en mand, der har det bedst, når han gør ting. Dykker med hajer. Tager på skattejagt. Hopper ud fra ting, sprænger ting i luften. Eller bygger ting. Det er overhovedet ikke overraskende, da han på et tidspunkt nævner, at der er et svejseanlæg og gode træting ude i garagen, hvis man lige skulle få lyst til at konstruere et eller andet.

- Det var måske, fordi vi fik lov til at lave så meget fysisk, at mine forældre kunne få os til at sidde stille. Både min far og mor arbejdede hjemme, men de var meget optaget af det, de lavede, og min far havde decideret travlt, for han var altid bagefter en deadline. De havde ikke meget lyst til at spille fodbold med os, men vi havde en stor have og nogle gode omgivelser, hvor vi kunne lave det, vi syntes var sjovt, og det var stunt.

- Nutidige forældre ville nok holde lidt mere øje, når deres børn for eksempel tænder ild og den slags ting, konstaterer han.

- Men min mor og far var med på, at vi gjorde det, og de ville gerne have, at vi gjorde det i haven, for så kunne de dog køre os på skadestuen, hvis der skete noget. En gang imellem kom min far ud og kørte med trillebøren eller slog græsset, kiggede lidt og sagde: ”Hold da op, I har fået hejst Viktor højt op i træet! Tror I ikke, at det var en god idé at ...?” Så hjalp han os og holdt styr på det, og når vi havde gjort det i fire timer, var vi da klar til at få læst højt af ”Jeg, Claudius” i to timer, for vi var virkelig trætte og havde måske slået os.

- Jeg var måske bedre i stand til at udnytte livet som 35-årig, men dengang var jeg bare for dum til det, siger Lasse Spang Olsen. Foto: Nicolai Lorenzen

Et slags trylleri

Stunt-mærkatet klæber stadig fast på Lasse Spang Olsen, selvom det i dag kun er noget, han laver en gang imellem for sin egen skyld. For at teste, om han stadig kan, bruge alle erfaringerne og løse opgaven.

- Stunt er lidt som skuespil. Man forestiller noget, der ikke sker i virkeligheden. Jeg kan godt lide at narre folk. Jeg ville elske at kunne trylle, og stunt er som at lave en tryllekunst, bare nemmere, for man behøver ikke være så fingerfærdig. Det, synes jeg, er sjovt, men jeg gider ikke være stuntman mere. Det er dårligt betalt, det er farligt, man slår sig lidt. Når jeg kommer ud på en film, er det tit skidesjovt de første par timer, og så begynder jeg at kigge på uret og tænke: ”Hold kæft, hvor er det kedeligt, det her. Og det regner ...”

Det er faktisk en slags princip, at han kun vil lave ting, han synes er sjove. Derfor er det også praktisk, siger han, at han i dag lever af at lave dokumentarfilm om ting, som har vakt hans nysgerrighed.

- Jeg undersøger hver gang noget, som jeg virkelig gerne vil vide, men når der er gået et halvt års tid, har jeg fået det at vide, jeg kan få at vide om det emne, og så er jeg ved at være træt af det. Så kan jeg lave et nyt program.

Hvert år holder jeg min 50-årsfødselsdag. Så jeg er kun 50 i et splitsekund, og så bliver jeg 49 igen, for ellers kan jeg jo ikke fylde 50 igen næste år, forklarer Lasse Spang Olsen. Foto: Nicolai Lorenzen

Virkelig dårlig opdragelse

Det lyder forkælet, indrømmer han, men han er simpelthen rigtig dårlig til at lave noget, han ikke synes er sjovt.

Da han lavede dokumentarfilmen ”Det er med hjertet man ser” om sin far, var han ret irriteret på ham, fordi han aldrig havde sagt noget om, hvor svært det er at leve uden fast arbejde.

- På det tidspunkt var jeg lige blevet skilt, jeg havde ingen penge, og der var ikke så mange jobs som før. Filmens arbejdstitel var ”Lykken ligger lige om hjørnet”, og det afspejler egentlig den holdning, vi var vokset op med: At man skal gøre lige præcis det, man har lyst til. Du skal selvfølgelig dygtiggøre dig, men du skal gå efter lykken. Et succesfuldt job er ikke et, hvor du tjener mange penge, men et job, hvor du er glad for at være, og så må man indrette sig efter det. Vi så vores mor og far gøre præcis, hvad de havde lyst til. Da vi var små, vidste vi ikke engang, at det var arbejde, de havde. De legede jo. Når vi skulle lege, tegnede vi, og det gjorde min far hver eneste dag. For ham var det pissehårdt arbejde, men det vidste vi ikke.

I filmen forklarer Ib Spang Olsen, at da han var dreng og ung, var det i hans omgangskreds som at være i fængsel at have et fast arbejde. Han så folk, der blev mere og mere udslidte og ulykkelige af deres arbejde. Derfor blev han tegner og kunne gøre, hvad han havde lyst til.

- Han sagde, at ingen af hans fire børn nogensinde havde haft et fast arbejde, og det var da rigtigt, at det var virkelig dårlig opdragelse. Men han havde jo ret. Jeg kunne sagtens være sur over, at han ikke havde forsøgt at lære os det, men jeg ville være sindssygt dårligt til det og ikke spor glad. Så vil jeg meget hellere have perioder, hvor jeg ikke har nogen penge, selvom det også er noget, man skal lære. Hvis jeg skal bruge nogle penge akut, går jeg ud og bygger noget for folk: lægger tagpap på, sætter vinduer i. Det har jeg intet imod, jeg synes, det er sjovt, men jeg ville nødig hver eneste dag.

Lasse Spang Olsen vil hellere have perioder, hvor han ikke har nogen penge, end et fast arbejde, der ikke er sjovt. Foto: Nicolai Lorenzen

Bedstefar - fy for helvede

Børnebogen er netop sådan et projekt, der har været sjovt. Og apropos barnebarnet: Lasse Spang Olsens egen farfar gik med vest, hat, ærmeholdere og sågar stok, da han var på Lasses alder. Farmor var ”sådan en med pilleæskehat, stor hvid frakke og helt blød, hvid hud”. Hans morfar var en dygtig og aktiv rytter, men da han fyldte 50, holdt han op med at ride. Det er et billede af bedsteforældre, som han overhovedet ikke kan genkende sig selv i.

- Jeg er 55 nu. Jeg kunne da ikke drømme om at holde op med at ride! Når jeg hører ordet bedsteforældre, tænker jeg: ”Huh, er det en klub, jeg er blevet medlem af? Fy for helvede!” Men heldigvis er det ikke sådan i dag. Jeg tror, at de fleste tror, at det er mit barn, når jeg cykler rundt med hende eller kører med hende i klapvogn her på vejene, og det må de meget gerne!

Han kalder heller ikke sig selv morfar eller bedstefar.

- Jeg synes, det lyder mærkeligt, men jeg har ikke fundet et bedre ord endnu. Det må Melodie finde ud af.

Alligevel er han fuldt ud bevidst om, at han bliver ældre.

- Jeg laver jo stunt. Når du kommer højt oppefra og lander med et brag, bliver du virkelig husket på, at du bliver ældre. Og det er jeg fuldstændigt med på, men jeg føler mig ikke ældre, og det er vel egentlig det, det kommer an på.

- At få et barnebarn er som at blive nyforelsket igen: Man føler virkelig, at der er noget at kæmpe for, siger Lasse Spang Olsen. Foto: Nicolai Lorenzen

Fødselsdag igen-igen

Faktisk besluttede han sig efter sin 50-årsfødselsdag for at gentage succesen. Helt bogstaveligt har han hvert år inviteret til 50-årsfest igen.

- Folk har en alder, hvor de er gode til at gå til fest, de fleste har kendt hinanden længe og er rigtigt gode venner, de er gode til at more sig, og det betyder sgu ikke helt så meget, hvordan man ser ud. Derfor gjorde jeg det igen, og folk gik med på spøgen, men det skægge er, at det virkede. Når folk spørger, hvor gammel jeg er, er det første, jeg siger: 50. Jeg tror virkelig, at jeg er 50, selvom jeg jo godt ved, at jeg er 55, når jeg tænker mig om. Psykologisk virker det, men det kan godt være, at det bliver lidt mystisk, når mine børn overhaler mig.

Det dumme ved at være i hans alder, siger han, er, at man på et tidspunkt får en knæskade eller brækker hoften.

- Jeg har været ude for forskellige ting, hvor jeg tænkte, at jeg ville blive slået til sprællemand og ikke komme til at lave noget fysisk mere, men indtil videre er jeg kommet igennem det. Jeg kan godt mærke, at der sidder en del skader rundt omkring i kroppen, som jeg da godt ville have været foruden, men sådan er det. Man bliver også ældre at se på.

Men der er også gode ting ved, at årene lægger sig oven på hinanden i en stadig højere stabel.

- Jeg føler mig meget klogere nu. Jeg var måske bedre i stand til at udnytte livet som 35-årig, men dengang var jeg bare for dum til det. Jeg har lært en masse af at blive ældre. Som 30-årig ville jeg heller ikke have gættet på, at 50-årsfødselsdage er ubetinget de bedste fester, jeg har været til. Jeg ville da ønske, man kunne beholde den fysik og det udseende, man havde som 35-årig, men sådan er aldringsprocessen ikke indrettet.

- Efter september aner jeg ikke, hvad jeg kommer til at tjene af penge. Det kan være, jeg tjener nul kroner. Det kan være, jeg tjener halvanden million. Det skal man lære at kunne leve med, siger Lasse Spang Olsen. Foto: Nicolai Lorenzen

Lykkelig som Godfather

Lasse Spang Olsen ligner egentlig også en mand, der er et rigtigt godt sted i livet, som han sidder ved køkkenbordet og taler om, hvilke oplevelser der stadig venter med dokumentarfilmene. Eller om at kunne plukke hindbær med Melodie til sommer og genopleve, hvordan ens egen lykke bliver fuldstændig underordnet et lille barn; eller om forholdet til ekskonen, der er så godt, at hun flytter ind i sin egen del af huset et par dage om ugen for at være sammen med barnebarnet.

- Josefine og jeg har kendt hinanden, siden vi gik i skole, og vi fungerer rigtigt godt sammen, når det gælder børneopdragelse. Vi vil det samme, vi har de samme værdier, den samme måde at gøre det på, så vi hygger os enormt godt med det. Vi har alle sammen lige været af sted til Bali, og det var fandeme hyggeligt, selvom vi kun nåede at være af sted en uge, inden vi skulle hjem igen på grund af coronavirussen.

- Du er næsten ved at blive sådan en patriark med familie i flere generationer omkring dig?

- Ja, siger han og griner.

Så fortsætter han, mens han peger ned i haven:

- Forleden dag gik jeg rundt dernede med Melodie og plantede nogle tomater om, og jeg følte mig fuldstændig som Don Corleone i den scene i ”Godfather”, hvor han dør af hjerteslag, og det lille barn løber rundt. Lige inden han dør, er han rigtig glad. Sådan havde jeg det også, og jeg nåede at tænke, at hvis jeg skvattede om her, var det egentlig okay.

- Er det også noget af det, man lærer med alderen: at opdage og værdsætte lykken?

- Ja, absolut, og man bliver bedre til at mingelere og køre slalom i livet, så man kører efter lykken og ikke besværet. Der er ingen grund til at gøre livet besværligt for sig selv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers FC

Før grundspillets sidste opgør: Navne, noter og bud på Thomasbergs 11 udvalgte

Randers FC For abonnenter

Grus i den randrusianske målmaskine: Her er Randers FC-lejrens forklaring

Annonce