Annonce
Danmark

Leif Mikkelsen har selv været i Kristian Jensens sted: - Så kan man så sidde der og ligne en idiot

Kristian Jensen (V) fik lørdag frataget sit ordførerskab uden at få noget andet i stedet. Det har kun en venstrepolitiker oplevet før ham - og han er ikke venstrepolitiker længere. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Den tidligere så magtfulde Kristian Jensen kan nu se frem til en tilværelse som spøgelse på borgen. Et folketingspost uden ordførerskab eller udvalgsposter har ingen værdi overhovedet - man kan knap nok finde folk, der vil spise frokost med en, siger tidligere MF'ere, der har prøvet det samme.

Magtspil: Blot én venstrepolitiker har som Kristian Jensen prøvet at få frataget sit ordførerskab uden at få noget andet i stedet. Og han er ikke venstrepolitiker længere.

Da avisen Danmark fanger Leif Mikkelsen går han og nyder livet i Silkeborg ved at fælde træer i skoven. Et øjeblik endnu er han stadig landsformand for Liberal Alliance, men efter 25. april er han pensioneret politiker.

I 2006 var han central ordfører i Venstre og i gang med at tegne streger til et nyt danmarkskort som kommunalordfører i forhandlinger om den reform, der gjorde 271 kommuner til 98. Men efter en længere kamp for at gøre Venstre mere liberalt og mindre midtsøgende, hvor han i den grad ragede uklar med daværende partiformand og statsminister Anders Fogh Rasmussen, fik han frataget sin post. Og så var der tomt.

- Når man som Kristian Jensen og jeg har oplevet at få frataget sit ordførerskab, har man ingen platform længere, ingen ret til at udtale sig. Man kan ikke mene noget som helst, siger Leif Mikkelsen.

Han fik ikke som Kristian Jensen også inddraget sine udvalgsposter, men det ville ikke have gjort den store forskel.

- Når man ikke er ordfører kan man kun bruge udvalgsposterne til at fylde sin tid med at læse papirer. Det er ordføreren, der fører ordet. Så kan man så sidde der og ligne en idiot. Det er altså svært, når man har været højt på strå, siger Leif Mikkelsen.

Annonce

Det er meget brutalt at fjerne alt. Det er virkelig et signal, som jeg går ud fra, at Kristian Jensen overhovedet ikke misforstår: Smut af, kammerat, vi har ikke noget at bruge dig til i dette parti.

Leif Mikkelsen, tidligere Venstre, nu landsformand i Liberal Alliance

Smut, kammerat

Hvis Leif Mikkelsen skal sammenfatte Kristian Jensens situation som medlem af Folketinget uden ordførerpost eller udvalgsplads, gør han det sådan:

- Der er absolut intet fornuftigt at lave i Folketinget i den situation.

Kristian Jensen vil formentlig også komme til at opleve, at det heller ikke blevet helt nemt uden for Folketinget. Medlemmerne bruger ofte mandage og fredage på at være ude i landet for at holde møder med baglandet, organisationer og virksomheder f.eks.

- Men det giver ikke mening længere, fordi der er heller ikke nogen der, der gider at snakke med dig. De ved godt, at du ingenting kan. Det har ingen værdi at sidde i Folketinget på den måde. Så enkelt er det.

- Det er meget brutalt at fjerne alt. Det er virkelig et signal, som jeg går ud fra, at Kristian Jensen overhovedet ikke misforstår: Smut af, kammerat, vi har ikke noget at bruge dig til i dette parti. Man kan som folketingsmedlem ikke få en hårdere straf. Kun eksklusion, siger Leif Mikkelsen.

Leif Mikkelsen tog med det samme en beslutning om, at han derefter kun var medlem af Venstre på lånt tid. Da Ny Alliance (der senere blev til Liberal Alliance) blev dannet, skiftede han med samme.

- Det var en direkte følge af, at jeg fik frataget mit ordførerskab. Hvorfor skulle jeg henslæbe mit liv i Venstre? Det var der ingen grund til. Jeg tror ikke Kristian Jensen kommer til at skifte parti, men jeg er sikker på, at han kommer til at føle som jeg: Hvad skal jeg dog sidde her for?

- Så din lære er, at der groft sagt kun er to muligheder i sådan en situation: At bide tænderne sammen og håbe på et skift i ledelsen eller at finde noget helt andet at lave?

- Ja, og den første mulighed har nok lange udsigter i Venstre ...

Tydelig besked til vælgerne

Mens Leif Mikkelsen er den eneste venstrepolitiker, der også har oplevet at få frataget sit ordførerskab, er tidligere SF'er Özlem Cekic den eneste på tværs af partierne, der som Jensen også har oplevet at miste sine udvalgsposter. Hun fik frataget tjansen som ordfører for social, psykiatri, sundhed og ligestilling og sine almindelige udvalgsposter, da hun ikke ville stemme for en skatteaftale i 2012. Der var dog den lille finte, at SF ikke kunne fjerne hende fra posten som formand for Socialudvalget, fordi den manøvre ville kræve, at andre partier blev inddraget. Det er nemlig udvalgene og ikke partierne, der vælger formand.

Özlem Cekic reagerede ved at bruge sin tid uden for Christiansborg - blandt andet ved at skrive klumme for Ekstra Bladet under titlen På egne vegne.

- Men det var en voldsom oplevelse. Det tætteste man kunne komme en eksklusion. Det man oplever, når man får frataget sin ret til at tale på partiets vegne, er altomfattende på Christiansborg. Man kommer til at spise frokost alene. Ingen vil sidde sammen med en. Der bliver holdt fester, uden man bliver inviteret. Man er som et spøgelse på borgen. De eneste, man taler med, er folk fra andre partier, der har oplevet det samme.

Uden ordførerskab og udvalgsposter er der kun gruppemøder i partiet tilbage. Dem gik både Leif Mikkelsen og Özlem Cekic til.

- Men når man tager ordet, begynder de andre snakke med hinanden. Eller formanden rejser sig og går, siger Özlem Cekic.

- Man orker det næsten ikke. Når man siger noget, sidder folk bare og tænker: Hvad pokker gør han sig klog for, han er jo blevet frataget alt, siger Leif Mikkelsen.

- Er det rimeligt over for vælgerne og skatteborgerne, der betaler lønnen, at sætte folkevalgte ud af spillet på den måde?

- Ikke umiddelbart. Partiet kan sige, at der er spilleregler, der ikke er overholdt - det har jeg ingen mening om i Kristian Jensens tilfælde - og så er det en ret, gruppeledelsen har. Men man fortæller klart og tydeligt til de vælgere, der har stemt på vedkommende, at det fik de så ikke noget ud af, siger Leif Mikkelsen.

To gode råd

Drop borgen

Özlem Cekic, tidligere SF'er. Fik frataget ordførerskaber og udvalgsposter i 2012:

- Han skal deltage i gruppemøderne for at vise, at han holder hovedet højt. Men mit bedste råd er, at han skal droppe Christiansborg fuldstændigt. Når han kommer ud på den anden side, vil han opdage, at det er spild af tid at sidde blandt alle de magtkampe derinde. Han kommer til at slide sig selv ned. Det ved han ikke lige nu, fordi nu pumper adrenalinen i hans krop 24-7. Han skal bruge sine kompetencer til andet end at slås med mennesker, der går op i kommaer og formalier i stedet for indhold. Hvis han ikke vil droppe borgen, vil jeg sige: Lav en masse aktiviteter uden for Christiansborg - det vil give ham energien til at komme gennem dagene på Christiansborg.

Stå fast

Jan Johansen, socialdemokratisk kulturordfører. Mistede syv mindre ordførerskaber i 2014, fordi han stemte for et forslag fra Enhedslisten om dagpengeregler, som den Helle Thorning Schmidt-ledede regering var imod.

- Kristian Jensen må have været bevidst om, at det ville få konsekvenser, at han kom med en solomelding, så mit råd til ham er, at han skal stå fast på, hvad han mener. Han skal se sig i spejlet og sige, at han gjorde det rigtige. Man må ikke vakle. Kulden, som man oplever fra især partifæller, kan kun tackles ved at være stærk og standhaftig. Når man begiver sig ud i sådan noget, må man være skråsikker. Det er ikke let. Jeg var selv ude i, at jeg ikke ville genopstille, men fordi jeg holdt fast og stod stærk, kunne jeg lytte til de mange, der sagde, at jeg skulle kæmpe videre. De ville bare ikke sige det højt.

Sagen kort

Lørdag aften publicerede Jyllands-Posten et interview med Kristian Jensen (V), tidligere næstformand og nu også tidligere arktisordfører og klimaforhandler. I interviewet foreslog han, at Venstre skal gå sammen med Socialdemokratiet, Radikale og Konservative om en reformplan, der skal sikre dansk økonomi de næste ti år.

Kort efter udsendte Venstre en pressemeddelelse om, at Kristian Jensen som en konsekvens af sin solomelding fik frataget både ordførerpost og alle udvalgsposter.

Søndag gav Kristian Jensen et nyt interview til TV Midtvest, hvor han sagde, at den hårde reaktion kom bag på ham, men at han vil være medlem af Venstre til "den dag, jeg bliver lagt i graven".

Mandag skrev Politiken, at Kristian Jensen har afsøgt mulighederne for at blive den næste formand for Danmarks Idrætsforbund. Et job der vil kræve, at han træder ud af Folketinget.

Tirsdag åbnede Jakob Ellemann Jensen en dør på klem for Kristian Jensen, da han på et spørgsmål fra Ritzau om, hvorvidt den tidligere næstformand er en færdig mand i Venstre, svarede:

"Nej, selvfølgelig ikke. Kristian Jensen har været medlem af Venstres folketingsgruppe i 20 år og har været næstformand i ti år, han har været gruppeformand, han har været finansminister. Han er en fremragende kapacitet."

- Vi har højt til loftet i Venstre, men der er et loft. Og når man brager hovedet igennem det, så har det også nogen konsekvenser, sagde Jakob Ellemann Jensen inden gruppemøde i Venstre tirsdag. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Da Leif Mikkelsen fik frataget sit ordførerskab i Venstre, vidste han med det samme, at han skulle finde en vej ud af partiet. Han skiftede senere til Ny Alliance, der blev til Liberal Alliance, hvor han blev landsformand. Arkivfoto: Niels Ahlmann Olensen/Scanpix Ritzau
Özlem Cekic begyndte at kigge efter liv uden for borgen, da hun fik frataget sit ordførerskab i SF. Hun er ikke længere medlem af partiet. Arkivfoto: Celina Dahl/Scanpix Ritzau
For Jan Johansen var det vigtigt at stå fast og ikke give sig en tomme, da mistede ordførerskaber for at gå på tværs af partilinjen i Socialdemokratiet. Han er siden blevet genvalgt to gange og er nu kulturordfører. Arkivfoto: Michael Bager
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Funding: Nu har Mette Frederiksen kun Venstre tilbage

Der var én, der var to, der var tre, der var fire, der var fem på cykeltur ... Sådan lyder det i den gamle børnesang "10 små cyklister". Og teksten minder lidt om forhandlingerne om en reform af udligningsordningen. Ligesom cyklisterne faldt fra en for en, indtil der kun var én lille kæk cyklist tilbage, så er regeringens forhandlingspartnere også lige så stille forsvundet ud af forhandlingslokalet, så der nu kun de facto er et parti tilbage. Liberal Alliance og Konservative var de første til at ryge ud, og i denne uge meldte Dansk Folkeparti sig reelt ud af forhandlingerne i et interview her i avisen Danmark. Godt nok sidder partiet stadig med ved bordet, men Kristian Thulesen Dahls forslag om at skrotte det eksisterende udligningssystem og indføre en fælles kommuneskat er lige så realistisk som eksistensen af julemandens værksted. Men døden skal have en årsag, og Kristian Thulesen Dahl skal kunne forklare, hvorfor han ikke kommer til at gå med i en aftale, og det var det, han gødede grunden for i interviewet. Det efterlader ét parti tilbage. Nemlig Venstre. Efter en lille måneds maskeradespil, er vi nu langt om længe der, hvor forhandlingerne skal til at gå i gang. Alt indtil nu har været opvarmning, det er nu, det bliver alvor. Men hvad med regeringsblokken, tænker den opmærksomme læser måske? Den kan regeringen jo også danne flertal med. Ja, teoretisk, men det kommer S ikke til at gøre. Det vil regeringen ikke, det tør den ikke. Risikoen er simpelthen for stor. En ren rød aftale om kommunernes økonomi ville give Venstre og Dansk Folkeparti muligheden for at køre hårdt på Socialdemokratiet i alle de kommuner, hvor der ikke bliver guldregn, og det går ikke - slet ikke året før et kommunalvalg. Og heldigt for Socialdemokratiet har Venstre også al mulig grund til at gå med i en aftale. Selv om det den seneste måned har virket til, at partiet har været ganske kritisk, så har Venstre gjort alt for at holde sig spilbar. Man skal lægge mærke til, hvordan Venstres kritik primært er gået på proces. Hvorfor lægger regeringen ikke beregningerne frem? Hvorfor udleverer regeringen ikke alle tallene? Hvorfor er der fejl i beregningerne? Der er ikke blevet sagt noget af Venstres forhandlere, der har gjort det umuligt for partiet at indgå en aftale. Modsat tilfældet med Kristian Thulesen Dahl. På indholdssiden har Venstre krævet, at staten pumper en ekstra milliard ind i udligningssystemet, at de socialdemokratiske vestegnsborgmestre ikke favoriseres, at det såkaldte finansieringstilskud på 3,5 milliarder kroner bliver en del af forhandlingerne, og at ingen danskere får skattesmæk som konsekvens af reformen. Alle krav, hvor regeringen bør kunne give indrømmelser. I det hele taget må man bare sige, at Venstre har spillet sine kort dygtigt. Makkerparret Sophie Løhde og Troels Lund Poulsen har i den grad haft fat, hvor det gør ondt på regeringen, og de to har bevist at man ikke skal undervurdere deres evner ud i det politiske spil. Ved at trække forhandlingerne i langdrag, har de givet medierne tid til at grave sig ned i materialet - eller mangel på samme - og ud af det er der kommet en lang række historier, der har udvandet regeringens ellers overbevisende førstehåndsindtryk. Det har været tydeligt, at venstrefolkene har forsøgt at koble sig på borgmestrenes frustration. Både deres egne, men så sandelig også de socialdemokratiske af slagsen. Særligt den socialdemokratiske borgmester i Hjørring Kommune Arne Boelts dramatiske kritik af regeringen er blevet forsøgt annekteret af Venstre. Lidt ligesom da Mette Frederiksen under diskussionen om regionernes fremtid ikke kunne åbne munden, uden hun erklærede sig enig med Venstres Stephanie Lose. Og det har været klogt på den måde at alliere sig med det kommunale Danmark. Venstre har i sit forsøg på at trække forhandlingerne ud hele tiden skullet passe på ikke at lægge sig ud med partiets kommunale bagland. Landets borgmestre - røde som blå - skriger på en reform af udligningsordningen, så hvis der begyndte at sprede sig en stemning af, at Venstre var i gang med at obstruere det, ville Jakob Ellemann-Jensen hurtigt få kærligheden at føle. Og netop derfor ender forhandlingerne også efter alt at dømme med en aftale med Venstre. Det er i både Mette Frederiksens og Jakob Ellemann-Jensens interesse. Men sidstnævnte har dygtigt formået at udnytte situationen til at få vist, at Danmarks liberale parti ikke er så bovlamt, som man ellers kunne tro. Der er stadig én kæk cyklist tilbage.

Randers For abonnenter

Ekspert: Det vil tage flere byrådsperioder at få bugt med konfliktkultur

Annonce