Annonce
Danmark

Luksusfælde-ekspert: Kviklånskunder er desperate og ofte uden chance for at betale tilbage

Mette Reissmann sad i Folketinget for Socialdemokratiet indtil folketingsvalget i år.
Mette Reissmann, erhvervsjurist og tidligere folketingsmedlem, forsøger gennem sit værtsjob på Luksusfælden igen og igen at hjælpe danskere, der er endt i en gældsspiral. Hun oplever, at mange af dem tager kviklån, fordi de er desperate, men at stort set ingen af dem har mulighed for at betale pengene tilbage. Mette Reissmann anbefaler et loft over de årlige låneomkostninger og andre tiltag, der kan begrænse kviklån.

Som vært på programmet Luksusfælden møder du en del danskere, der har problemer med deres privatøkonomi. Frister kviklån dem?

- Jeg kan et tusind procent bekræfte, at det frister. Det er nemt og tager under 5 minutter både at oprette lånet og få penge ind på kontoren. Folk har ingen idé om de omkostninger, der er ved at tage lånene. De læser ikke betingelserne igennem. Hvis de overhovedet kan finde dem, kan de ikke forstå dem. Her og nu kviklån er virkelig giftige for enhver privatøkonomi.

Hvad er det for en type mennesker, der er kviklånudbydernes målgruppe?

- Segmentet er meget bredt. Det er ikke kun unge. Lige pt. er jeg ude at lave optagelse ved nogle, der er tæt på 50. Et fællestræk er, at det er desperate mennesker. De tager måske lånene for at betale ned på andre lån, og de ved ikke hvordan, de kommer ud af en trængt økonomisk situation. Men anledningen kan også være situationer, hvor de fuldstændig uovervejet handler, hvis de har lyst til at forsøde tilværelsen med elektronik, en taske, eller hvis de er ude at rejse og festen skal have et skru opad.

Hvorfor kan det være svært at forstå konsekvenserne ved at tage kviklånene?

- For det første er det lidt komplekst. Renten er en ting, men det er ikke det, det handler om. Årlige omkostninger i procent er ikke særlig håndgribeligt. Vi forsøger igen og igen at vise folk, hvor dyrt det er at låne på den måde. Det de får ud af det af værdi er så lidt målt op imod de økonomiske tømmermænd. Men fristelsen er så stor, og jeg kan ikke advare nok imod kviklån.

Ofte er kviklån ikke dyre, hvis de tilbagebetales indenfor få måneder. Hvad er chancen for, at de mennesker, der tager kviklån for betalt tilbage rettidigt?

- Meget lille. Jeg vil sige, at den er stort set ikke eksisterende. Det er min erfaring.

Hvad vurderer du, effekten vil være af en grænse over årlige omkostninger i procent?

- Det vil nok betyde noget. Men desværre ikke alt. Der er brug for at etablere langt flere begrænsninger. Socialdemokratiet har tidligere lagt 11 forslag frem. Dem håber jeg, regeringen vil effektuere. Alle indgreb man kan sætte i værk, som kan begrænse udbuddet af kviklån, støtter jeg 100 procent.

Indtil seneste valg sad du i Folketinget for Socialdemokratiet. Så siger du det som Socialdemokrat eller som ekspert på området?

- Jeg har mere end 20 års erfaring indenfor gældsetablering, og jeg har samtidig selv medvirket til at formulere de 11 ting, der blev lagt på bordet. Men det er ikke kun derfor jeg siger det. Jeg synes også, det var en god idé at begrænse kviklån, før jeg blev politiker.

Forbrugerrådet Tænk har foreslået et loft for årlige omkostninger, ÅOP, på 20 procent, Socialdemokratiet og SF har tidligere sagt 15 procent oveni diskontoen. Finans Danmark foreslår et loft for årlige omkostninger på 50 procent, og Dansk Folkeparti foreslår et loft på mellem 40 og 60 procent. Hvor vurderer du, grænsen bør være?

- Et eller andet sted midt i mellem. Men jeg tror ikke, det er det mest effektfulde. Det mest effektulde ville være, at vi så på i højere grad at registrere, hvor mange penge folk har lånt. Det ville give mulighed for at straffe de långivere, der låner ud til folk, de ved aldrig kan betale tilbage. Man kan også lave begrænsninger over antal lån og beløb, så man maksimalt kan låne op til 30.000 kroner i de rene forbrugslån.

Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce