Annonce
Kultur

Maleren med de azurblå øjne: L.A. Rings liv fortalt gennem fem af hans egne malerier

L.A. Rings markante signatur pryder forsiden af bogen "Det glasklare hjerte" af Henrik Wivel. Bogen er netop trykt i andet oplag på forlaget Strandberg Publishing.
L.A. Ring blev kendt som hæslighedens apostel, da han som ung revolutionær malede proletariatet. Han skiftede motiver og farveholdning, da han blev forelsket. Midt i livet skabte han et kanoniseret, uendeligt landskabsmaleri, som aldrig er overgået. Med alderen malede han oftere vinterbilleder med knivskarp sne, sådan som sne faktisk ser ud. I sommer udkom den anmelderroste bog "Det glasklare hjerte - en biografi om L.A. Ring" af Henrik Wivel. Sammen med forfatteren tegner vi et portræt af L.A. Ring fortalt gennem fem af hans malerier.
Annonce
Annonce

”Banevogteren. Landsbyen Ring” fra 1884

Som så mange malerier af L.A. Ring virker "Banevogteren" ligetil. Motivet er den nye jernbane, der blev ført gennem landsbyen i 1880’erne. Der er mødet mellem den gamle og den nye verden. Den statiske og den dynamiske. Der er elementer af social indignation og fremmedgørelse. Men billedet har også en dobbelttydighed. Noget gådefuldt, der er skjult i detaljerne. For det er ikke kun banevogteren, der kigger efter toget. I skyggerne bag ham ser man aftegningen af en lille dreng med hånden på leddet, som kigger ud.

- Måske er det Rings eget lille jeg, der står og kigger på den verden, som han tager afsked med. Han kigger ud i den store verden fra den lille verden, som han er ved at forlade. Og allerede har forladt en gang, da han tog det tog, der er på maleriet, til København for at studere på kunstakademiet, siger Henrik Wivel.

Maleriet er malet i landsbyen Ring, hvor kunstneren voksede op, og som han senere tog navn efter.

L.A. Ring var tidligt taget fra den sydsjællandske landsby for at studere i København. Men i 1883 vendte han hjem, da hans far blev alvorligt syg. Maleriet ”Banevogteren” blev færdigt lige omkring farens død.

- I de ledige stunder maler han billedet af banevogter nummer 40. Motivet fandt han 25 meter fra sit fødehjem og farens tømrerværksted. Den nye jernbane skar forældrenes grund over i to, da den blev anlagt. Maleriet skildrer mødet mellem den gamle verden, hvor banevogteren kommer fra, og moderniteten med togene, der kørte til København, men også ned gennem det europæiske kontinent. Det er indbrud af en ny tid og en ny tids tempo i den statiske verden. Ring tog toget til København, men også ud i Europa på sine dannelsesrejser i 1890’erne. Han var optaget af moderne teknik hele livet og en beundrer af den moderne verden, siger Henrik Wivel.

Selv om Rings blik var fæstnet ud i verden, glemte han aldrig, hvor han kom fra. Han var en del af den store folkelige bevægelse fra land til by, da han drog til hovedstaden. Men som så mange kunstnere og forfattere dengang bar han landsbyens navn med sig. Og tog senere officiel navneforandring fra Laurits Andersen til L.A. Ring.

- Der opstod en ny gruppe af kunstnere, der kom fra landet til byen omkring 1900-tallet. De tog deres klassetilhørsforhold og landsbyen med sig. Nogle tog den landlige identitet som kunstnernavn, siger Henrik Wivel.

Det var Rings sociale motiver fra landet og de nye brokvarterer i København, der blev hans gennembrud. Som avantgardekunstner. Hæslighedens apostel, blev han kaldt af kritikken.

- Han malede alt det grimme og dæmoniske. Proletariserede børn, flove tiggerbørn, vansirede, voksne præget af et hårdt arbejdsliv og elendighed. Socialt skæve malerier, som man ikke havde set før i dansk kunst. Datidens genremalerier af landet var ofte idylliserende. Hos Ring var de skånselsløse og lige på, siger Henrik Wivel.

Selv havde Ring ikke mange penge. Han arbejdede som håndværksmaler for at tjene til at gå på akademiet. Men han levede ikke det forarmede liv, han malede. På fotografier fra tiden kan man se, at han var forfængelig. En smuk mand, der var omsværmet. Og en mand med klare, azurblå øjne, som Johannes V. Jensen senere skrev et digt om.

L.A. Rings markante signatur pryder forsiden af bogen "Det glasklare hjerte" af Henrik Wivel. Bogen er netop trykt i andet oplag. Foto: Anna Margrét Árnadóttir
Annonce

”Forår. Søstrene Ebba og Sigrid Kähler. Næstved” fra 1895

L.A. Ring er forelsket. Hun er 21 år, og han er næsten dobbelt så gammel: 41 år. Men med en kraftanstrengelse af et detaljeret billede, der måler 186x157 centimeter, erklærer maleren sin kærlighed til den ældste datter i Kähler-familien. Hans kommende svigerfar, Herman A. Kähler, giver ham lov til at male billedet på keramikfabrikken i Næstved, da det store værk kræver god plads.

- Det bliver Rings gennembrud til en bredere offentlighed. Det er et helt vidunderligt billede, der er så gennemarbejdet, fint og ciseleret i sin form. Og det varsler et skift i motivkreds. Han begynder at male lysere, lettere og de nære ting. Foråret, som spirer i naturen på billedet, er en allegori på den spirende forelskelse. Og Sigrid er malet med et mona lisask smil om munden, som viser, at hun gengælder forelskelsen, siger Henrik Wivel.

Maleriet bliver færdigt i sommeren 1895 og i løbet af efteråret forlover Sigrid Kähler og L.A. Ring sig. Sommeren efter bliver de gift. Og de får tre børn sammen. Malerisk bliver ægteskabet et gennembrud til en mere intim motivverden, hvor Ring forlader (dog ikke helt) den hårde, sociale verden. Han skifter også farveholdning. Fra de gråstemte, brune farver, som man også kender fra hans ven Vilhelm Hammershøi, bevæger han sig med stærke, enkeltstående, klare farver.

- Det er tydeligt, hvordan han udvikler sig, da han realiserer sig selv i forhold til et andet menneske. Ring levede tidligere ensomt og var frugtesløs forelsket i en kunstnervens hustru. Det var en triangel, der ikke kunne gå op. Men da Ring rejser til Italien, oplever han, at der er andre erotiske muligheder, og han bliver frigjort. Efter rejsen tager han direkte hjem og maler billedet ”Forår”. Sigrid kendte han fra tiden, hvor han eksperimenterede med keramik på Kählers værksted, og nu var hun blevet voksen, siger Henrik Wivel.

I modsætning til andre kunstnerpar får de et harmonisk ægteskab. De er hengivne og sjældent fra hinanden, kan man læse i breve, som Sigrid gemte. De supplerer også hinanden kunstnerisk, og det er ofte Sigrid, der giver Rings billeder titler. Men den yngre hustru dør tidligt og efterlader Ring i sorg. En sorg, der gør, at han lægger penslerne på hylden.

- Han var blevet en stor og etableret kunstner. Og i 1912 flytter de til Roskilde og bor i et stort nybygget hus med udsigt over fjorden. Her har de tjenestepiger og hjælp i køkkenet. Og her tror de, at de skal leve det gode liv. Men i 1918 får hun konstateret kræft. Hun lever med det i tre-fire år, inden hun dør, da hun er sidst i 40’erne. Det var et hårdt slag for ham. Da han var over 20 år ældre end sin hustru, havde han ikke regnet med at overleve hende. Der går et helt år, hvor han ikke maler i sorg over hendes død, siger forfatteren.

Annonce

”Sommerdag ved Roskilde Fjord” fra 1900

- Det er efter min mening det meste originale landskabsmaleri i dansk og europæisk kunst. Og det er endnu ikke overgået. Der er ikke nogen, der har kunnet male noget så særpræget. Når man kommer ind i salen på Randers Kunstmuseum, hvor det hænger, stjæler det al opmærksomhed. Det har en stor energi, som om det lyser indefra ud, siger Henrik Wivel om L.A. Rings kanoniserede hovedværk ”Sommerdag ved Roskilde Fjord” malet i august 1900.

Det lysende landskabsmaleri er L.A. Rings måde at åbne det nye århundrede på. Året før lukkede han 1800-tallet ned med ”Efter solnedgang. Nu skrider dagen under, og natten vælder ud”, et dystert, symbolistisk solnedgangsbillede, hvor døden lurer under kirken.

- Præcis et år efter maler han sommerdagen ved fjorden. Det er hans måde at byde en ny tid velkommen. Et nyt århundrede, der er fuldstændigt uberørt, tomt og åbent. Han står på tærsklen til en ny tid. I det hele taget elsker Ring at male tærskler. Mellem inde og ude. Mellem årstider. Mellem århundreder i dette tilfælde. Han står hele tiden på tærsklen, på kanten af verden i sine billeder, siger Henrik Wivel.

En sommermorgen, inden solen er stået op, er Ring gået ud til højdedraget Hanehoved ved Frederiksværk. Stedet er fredet, så man kan i dag stille sig på det nøjagtige sted, hvorfra Ring så sit motiv. Men der vil man opleve, at Ring igen har leget med perspektivet. Selv om det på overfladen ser ekstremt realistisk ud, leger han med beskuerens blik og forskyder konturer i landskabet. I maleriet her har han rykket klinten frem og skubbet Jægerspris Hegn længere tilbage, så det nærmest svæver over horisonten.

- Han har givet landskabet et dybdeperspektiv, der giver præg af uendelighed. Af en uendelig tomhed, som et nyt århundrede er. Det er et billede næsten blottet for liv. Man aner en skikkelse mellem de tjærede garn på ålekvasens master, men ellers er der fuldkommen stilhed. Havblik. Ikke en vind, der rører sig. Det er en meditativ stilhed. Vi kender godt de stille morgener, hvor vinden er stille, og solen dæmrer under horisonten. Det fosforescerende lys har Ring fanget i billedet. Og så er det en utroligt raffineret graduering af lys, som han lægger ind i den blå farve, siger Henrik Wivel.

Det afklarede er nyt for Ring. Han har ofte malet rebusagtige billeder overfyldt med detaljer, som man kan gå på opdagelse i. Men her har han malet et tomrum. Et uendeligt landskab.

”L.A. Ring forvandler landskabet til et indre, mentalt rum, som beskueren kan spejle sine egne følelser og sindsstemninger i. Prøv det selv.” Står der i begrundelsen for, hvorfor det stille landskabsbillede er optaget i Kulturministeriets kulturkanon.

Den klare azurblå farve er blevet Rings signatur.

- Den symboliserer en melankoli, som er en åre i Rings sind og billedverden. Men det er også en kosmisk farve, der åbner et metafysisk rum, siger Henrik Wivel.

Annonce

”Runesten ved Roskilde landevej” fra 1912

- Ingen kunne male sne som Ring. Han maler sneen, som sne rent faktisk ser ud. Det er ikke glansbillede-agtige julebilleder, men skovlet, stablet, presset og beskidt sne med spor efter mennesker og liv. Det har en stærk tekstur og skævheder. Han måtte have haft en helt særlig hærdning, for han kunne finde på at sidde ude om vinteren og male. Han havde fået fremstillet nogle særlige sivsko og ekstremt varme sokker, så han kunne male, selv om det var hammerkoldt, siger Henrik Wivel.

Jo ældre han blev, jo flere vinterbilleder malede L.A. Ring. Og han bevarede skarpheden i sin teknik og sine farver.

- Det er et usædvanligt træk ved Ring, for de fleste kunstnere begynder at male mere diffust og bruge mere slørede farver i takt med, at deres øjne bliver svagere. Men Rings ikoniske blå øjne var stadig skarpe. En karakterfast kunstner, der fastholder sin klarhed, siger Henrik Wivel.

I ”Runesten ved Roskilde landevej” fra 1912 vender Ring tilbage til motivet af den moderne verden, der møder den gamle. To tider mødes, når runestenen, Kallerupstenen, med det glemte og i billedet ulæselige sprog står foran telemasterne, der sender usynlige beskeder over store afstande.

Rings rastløshed og den evige bevægelse er symboliseret i kragen, der hænger over landevejen.

- Den er et billede på kunstnerens rastløse sjæl. Han er på vejen igen. Han er ved at flytte fra Hedehusene til Roskilde, hvor han søger nye motiver, nye indtryk og nyt lys. Han flyttede meget i sit liv, og han fik endda bygget en hestetrukket husvogn, som han kørte til Enø ved Karrebæksminde eller Greve Strand. Han bibeholdt sit nomadiske væsen hele livet, siger Henrik Wivel.

Annonce

”Foråret og den gamle” fra 1926.

Den gamle mand ser ud på det spirende forår, men holder sig i mørket og skyggen. Bag ham hænger sommerhatten, som Ebba Kähler har i hånden på billedet ”Forår”, hvor Ring malede sin friske forelskelse 31 år tidligere. Nu er det tre år siden, hans hustru døde.

- Lyset på ham er en lille refleksion i hans briller, hvor landskabet spejler sig. Det er endnu et tærskelmotiv, men den gamle mand står ikke på tærsklen til foråret. Han kigger ud på noget, der ikke længere er hans. Det er et melankolsk billede på et menneskes sidste livsalder, siger Henrik Wivel.

- Er der mange referencer til tidligere værker i Rings malerier?

- Ja, i det hele taget gentager kunstnere ofte sig selv. Jeg interviewede engang Per Kirkeby, og han sagde noget i retning af, ”at det er det samme lort, vi laver hele tiden. Vi kan kun finde ud af at fortælle den samme historie igen og igen”, siger Henrik Wivel og uddyber:

- Ring bliver også ved med at gentage sine motiver. De er ofte tærksler. Veje og jernbaner, døråbninger og overfyldte interiørbilleder går igen. De år, hans hustru lever, er hun model igen og igen. Og mennesker, der står eller sidder inde og kigger ud, er bestemt et motiv, han har malet flere gange. Og melankolien er til stede i mange malerier. Han oplevede tidligt tab. Han mistede sin far, mor og bror, inden han selv blev gift. Så det er et psykisk træk ved ham. Men hvor dybt det stak er svært at sige, for han var også en festabe. Dekadence var en del af tiden. Og kunsterne yndede at dyrke svagheder og sygdomme. Man kaldte de unge mænd for nerveadlen. Så på den måde var melankolien et modefænomen, da Ring var ung.

I 1926 er Ring i den sidste del af livet. Han har mistet sig hustru, og få år efter mister han evnen til at male, da han får en hjerneblødning, der gør ham lam i venstre arm og hånd.

- Meningen med livet bliver taget fra ham. Så han lægger sig ned. Han lægger sig i sengen med intentionen at dø. Den sidste tærskel i livet, siger Henrik Wivel.

Et par måneder senere, 10. september 1933, døde han i sin seng. 79 år gammel.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers For abonnenter

Leif holder sig aktiv med givende gøremål efter arbejdslivet: 70 år, frisk og frivillig

Annonce