Annonce
Livsstil

Michelle Hviid: - Det er i det uforfærdede møde, at storhed opstår

Michelle Hviid er flyttet ind hos nogle børn, der for bare et par år siden mistede deres mor. Derfor har det været vigtigt for hende ikke at lave noget om indenfor. Til gengæld har hun fået frie hænder udenfor. Det har blandt andet resulteret i en farvestrålende trappe. Foto: Nicolai Lorenzen
Hun har slået sig på kærligheden et utal af gange og ofte fået at vide, at hun er for meget, for højlydt, for energisk og for stærk. Så hvad gør man, når man tæller sine ar og konstaterer, at man stadig er alene? Ifører sig en rustning eller insisterer på at møde verden med et åbent hjerte? Foredragsholder og forfatter Michelle Hviid gjorde det sidste og mødte en mand, der elsker, at hun er højlydt, energisk og stærk. Her er fortællingen om at finde hjem og finde sine ben i den familie, man altid har længtes efter.
Annonce

Michelle Hviid ligger i badekarret i sin gamle lejlighed. For anden dag i træk er hun kørt fra sit nye hjem i Gentofte, fra manden og ungerne derhjemme, hans fire og hendes ene og har søgt et helle i den lejlighed i Københavns nordvestkvarter, hvor hun og datteren boede indtil efteråret, og som stadig er hendes.

Hun føler sig mast. Ked af det. Og forundret. For hun kan ikke helt stedfæste følelsen. Alt er jo vidunderligt. Manden er lige så lækker og fantastisk, som da hun mødte ham for et år siden, og hans fire store unger er vidunderlige og velfungerende. De har taget så vanvittig godt imod hende og datteren. Ingen har gjort noget forkert. Så hvor kommer knuden i maven fra?

- Så slog det mig, at det var, fordi det var så svært for mig at navigere i min rolle i forhold til de her fantastiske unger. Jeg står med en flok på 13, 14, to på 18 og en på 20, og jeg er kun mor til den ene af dem, men jeg har en morrolle i forhold til dem alle sammen. Og jeg har været evigt i tvivl om, hvordan jeg håndterer dén rolle. Er jeg irriterende, hvis jeg beder dem skifte deres sengetøj? Eller er jeg en tudeunge, hvis jeg glider uden om konfrontationen? Og pludselig blev det så for meget, fortæller Michelle Hviid om den dag i april, hvor livet i en sammenbragt familie for en stund slog benene væk under hende.

Men kun for en stund. For da først hun forstod, hvad det handlede om, skrev hun en besked ud på flokkens fælles messengertråd. Hun fortalte dem, at hun elskede dem og så gerne ville gøre det rigtige. Understregede, at ingen havde gjort noget forkert, og bad dem komme til hende og fortælle, hvad de hver især havde brug for.

- Og … nu bliver jeg helt rørt … der gik under et minut, så havde de alle svaret, og svaret var det samme fra alle fire: ”Vi elsker dig. Vi elsker, at du er her. Du må alt.” Siden har det hele været nemmere.

Michelle Hviid

Er født 12. maj 1972 i Australien, men vokset op i den lille nordsjællandske by Nødebo. I 2002 stiftede hun datingportalen Running Dinner. Fire år senere blev hun kåret som et af Danmarks unge iværksætter-talenter af Børsens Nyhedsmagasin, og netværket Morgendagens Heltinder kårede hende som ”Årets Heltinde”.

Hun har gennem en årrække desuden arbejdet som klummeskribent og foredragsholder - blandt andet med udgangspunkt i sine bøger ”Skru op for livet” og ”Råstyrke” - den sidste handler om den hjernetumor, hun blev opereret for i slutningen af 2014. Bestyrede en overgang ”Hviids Varmestue” på Radio 24syv.

Hun bor i Gentofte med sin kæreste, Morten Brix, og hans fire børn og datteren, Kamille. Hendes søn, Benjamin, er for længst flyttet hjemmefra.

Aktuel med bogen ”Lev modigt”, der netop er udkommet på forlaget People’s Press.

Annonce

”Jeg er elskelig”

Michelle Hviid tager imod i huset i Gentofte iført klipklapper og let sommerkjole og med et stort smil og et uforfærdet håndtryk. Det er dagen, hvor hendes nye bog, ”Lev livet modigt”, udkommer, og masser af læsere har allerede bestilt bogen, hvor hun ærligt fortæller om nogle af sine største kriser, men også om, hvordan hun gang på gang har rejst sig efter endnu et benspænd.

I bogen får man desuden fortællingen om det møde, der på alle måder har vendt op og ned på hendes liv og er årsagen til, at hun i dag sidder i skyggen på en terrasse i Gentofte og fortæller og ikke på altanen i lejligheden i Nordvest, hvor hun har boet i en årrække. Først med begge sine to børn, og siden kun med datteren, Kamille, da sønnen Benjamin flyttede hjemmefra.

Hvis nogen for bare få år siden havde fortalt hende, at det var sådan, det ville ende, ville hun sandsynligvis have haft svært ved at tro på det. For hun havde godt nok mødt mange dejlige mænd, men også set kærligheden kuldsejle adskillige gange. Og hun havde lovet sig selv, at det var slut med at gradbøje sig selv i forsøget på at passe ind i en andens skabelon for den ideelle kæreste. Fandme nej, om hun ville have en mand at kysse på for enhver pris.

- På et tidspunkt efter min sygdom tog jeg en beslutning, fortæller Michelle Hviid, der blev opereret for en tumor i hjernen for godt fem år siden.

- Jeg har altid været i tvivl om, hvorvidt jeg var værd at elske, og så har jeg prøvet at være noget andet, men det gik også ad h… til. Så efter min sygdom besluttede jeg mig for, at jeg ville elskes som den, jeg er, og det har givet mig en enorm ro - og også gjort mig klar til at tage imod Mortens kærlighed. Det havde jeg ikke kunnet for fem år siden.

Annonce

Mødet med Morten

Anden påskedag 2019 så først ud til at blive virkelig god, så blev den virkelig dårlig, men endte til gengæld med at blive livsforandrende i den allermest positive betydning.

På det tidspunkt var Michelle Hviid på datingappen Tinder og havde gennem noget tid skrevet med en mand, som hun nærmest allerede var lidt forelsket i inden deres første møde denne mandag. Der var også en anden, der havde skrevet til hende, men han var blevet skudt til hjørne, for nu skulle hun jo mødes med denne fantastiske mand. Der efter en pinefuld gåtur viste sig at være alt andet end fantastisk.

- Da jeg gik hjem alene - med mit matchende undertøj og makeup på for første gang i evigheder, blev jeg virkelig ked af det, for jeg havde gjort mig så umage. Jeg ringede til en veninde, men i stedet for at bakke mig op i, at det da også var bedre og i hvert fald nemmere at være alene, så konstaterede hun, at jeg da godt lige kunne nå en date mere den dag. Så jeg skrev til ham, der var blevet parkeret, at jeg ville i biffen samme aften, og han var klar. Det var sådan, jeg mødte Morten, fortæller hun og beskriver den første sitrende date, hvor hun først blev slået omkuld af, hvor lækker han var. ”Simpelthen så lækker. Og veltrænet. På den måde, man bliver af at have trænet og løbet og været mandet i 30 år.” Og hvor han for alvor satte sig fast i hendes system ved som noget af det første at fortælle, at han havde mistet sin hustru året forinden, og at han i øvrigt havde fire børn. En med Downs, et hold tvillinger og en efternøler.

- Så tænkte jeg, den mand kan alt.

Tre hurtige

Hvad er det bedste råd, du har fået?- Det er: ”Du bestemmer ikke selv, hvad du bliver spurgt om, men du bestemmer selv, hvor lang tid du er om at svare.” Det er lidt vigtigt for sådan en som mig, der taler og taler. Nogle gange skal jeg lige tænke, før jeg taler. Hvis Morten for eksempel spørger mig om noget, kan det en gang imellem være godt at sige: ”Det ved jeg ikke helt endnu.” For nogle ting skal lige bundfælde sig, før man kender svaret.Hvad er det sidste, du har brugt mange penge på?- Det var seks uger på en sejlbåd i Caribien med begge unger. Det sparede jeg op til. Jeg synes jo, mit liv bliver større, når jeg kan se det med alle mulige kulturers øjne. Det giver mig også et bedre forståelsesgrundlag.Hvad er din indre alder?- 150 år! I hvert fald nogle gange. Jeg synes virkelig, at jeg har levet for hurtigt til bare at være 48 år. Især det sygdomsforløb sled. Det er ikke længe siden, jeg sagde til Morten, at jeg har skullet være alt for voksen i en lang periode, men han har faktisk givet mig lov til at være barn igen. Nu er der også plads til at lege og drille. Han har givet mig en ro, som betyder, at jeg faktisk ikke føler mig som en på 150 hver dag.
Annonce

Blæst omkuld og bange

Det tog hende mindre end en time at forelske sig. Efter filmen blev hun kørt hjem og længtes efter at gribe det kys, der lå i luften.

- Men jeg har også prøvet alt for mange gange at gå i dagene efter og blive i tvivl om alt muligt og vente på, at telefonen måske - måske ikke - ringer. Det gad jeg ikke mere. Så jeg sagde til ham: ”Du betyder allerede for meget til, at vi bare kan kysse og knalde, og så forsvinder du. Hvis du kysser mig nu, og jeg ikke hører fra dig i morgen, så får du et fucking hestehoved i din seng.” Morten grinede bare og forsikrede mig om, at jeg ville høre fra ham dagen efter. Men jeg fortsatte: ”Du er lige blevet alene. Jeg forstår godt, hvis du vil ud og knalde med 100 kvinder. Jeg skal bare ikke være en af dem.” Og så kiggede han på mig og sagde; ”Nå, men jeg vil også hellere knalde med dig 100 gange,” fortæller Michelle Hviid og genkalder sig det første intense døgn, hvor hun både var blæst omkuld og var i knæ, fordi det hele næsten var for godt til at være sandt.

Hvilket hun blev bekræftet i af sine veninder. Den slags mænd findes ikke i virkeligheden, blev de enige om.

Da hun og Morten så hinanden dagen efter, var han fortsat rolig som en klippe, men et helt voksenlivs dårlige erfaringer bliver ikke bare sådan kysset væk, og hun endte med at skrive en sms til ham samme aften, hvor hun fortalte, hvor bange hun var.

- Og han reagerede bare med at spørge: ”Hvad skal jeg gøre for at overbevise dig om, at jeg mener det? Skal du ikke til Nepal næste år?” ”Jo,” svarede jeg. ”Godt. Jeg tager med!” På det tidspunkt havde vi kendt hinanden under et døgn. Men dér vidste jeg, at jeg kunne slippe tøjlerne og overgive mig til ham.

- Jeg har oplevet mange mænd, der synes, jeg er for meget. Nogle gange er det, som om jeg irriterer dem med min blotte eksistens. Men nu har jeg endelig mødt en mand, der kan rumme det, jeg er. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Den solide kærlighed

Det er på alle måder en lykkelig kærlighedshistorie, hun fortæller om her i et hjørne af haven på den adresse, der nu også er blevet hendes og hendes datters. Hun bruger selv ord som ”sindssygt” og ”fantastisk” flere gange undervejs, fordi det egentlig slet ikke er til at fatte. Men samtidig giver det uendelig meget mening. For Michelle Hviid er måske nok et brændt barn. Til gengæld står hendes kæreste uskadt med et mere end 20 år langt parforhold i ryggen.

- Jeg har al mulig bagage med, som jeg kan prøve at lægge i alle hjørnerne. Morten derimod har godt nok mistet, men han er aldrig blevet valgt fra. Han ved ikke, hvor ondt kærlighed kan gøre. Så når jeg farer vild, står han bundsolidt og vil bare elske mig, siger hun.

Så dvæler hun lidt ved alle de gange, hun har mødt mænd, der til at begynde med elskede hendes sitrende energi, men endte med at kritisere hende for at være for energisk, for højlydt, for hurtig, stærk og ihærdig. Nu har hun fundet en mand, der er præcis lige så ihærdig og energisk som hende. Måske endnu mere. Og det kan mærkes.

- Jeg har fået noget at læne mig op ad, og det er der en tryghed i. Han har konsekvent og helt fra starten fortalt mig og vist mig, at jeg må alt og jeg må være alt, og han mener det med hele sit system, siger hun og konstaterer - på én gang forundret og taknemlig - at hun endnu har til gode at opleve ham se irriteret på hende.

I den nye bog ”Lev livet modigt” deler Michelle Hviid ud af sine egne personlige oplevelser og erfaringer for at inspirere læserne til at kaste sig ud i livet. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

En plads ved bordet

Hendes nye bog kunne være dedikeret til Morten. Men i stedet lyder dedikationen sådan her: ”Til alle de elskede myrer i myreturen.”

Myreturen er det hjem, der i dag tæller de to voksne og i alt fem store unger, og Michelle Hviid bliver rørt, når hun fortæller om den familie, hun nu er blevet en del af. Hun har prøvet at have sammenbragte børn før og er snublet gevaldigt i den svære konstellation af dine og mine. Forskellen denne gang er blandt andet, at det kun er hendes egen datter, der hver anden weekend forlader matriklen for at tage over til sin far. Resten af husets medlemmer har kun én adresse, og det betyder noget for stemningen, understreger hun. Og så er hun blevet begavet med fire lækre unger, som hun elsker helt ubesværet.

- Efter vi havde kendt hinanden i 14 dage, blev jeg inviteret på hveder. Morten havde bedt ungerne være hjemme, der var tændt stearinlys, og da jeg sad der ved bordet, tænkte jeg: ”Her er en mand, der har skabt den familie, jeg har løbet efter hele livet, og nu forærer han mig en plads ved bordet,” siger hun og rømmer sig, så klumpen i halsen ikke står i vejen for det, der er så vigtigt at sige.

- Det er enormt rørende for mig at få en plads foræret i sådan nogle lækre menneskers liv bare lige sådan, og de krammer mig og bliver glade for at se mig, og jeg må godt blive irriteret på dem og bede dem pille op og købe nogle æg, når nu de selv har tømt bakken. Alt det må jeg godt. Jeg må godt være deres Michelle.

Michelle Hviid har fået en del slag gennem livet. Hun har slået sig på kærligheden og blandt andet overlevet en hjernetumor. Alligevel insisterer hun på at leve livet uforfærdet. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

At føle sig hjemme

Mens solen bager ned over det gule murstenshus i Gentofte, holder bierne fest i det væld af blomster, der pryder den nyanlagte terrasse. Duften af maling hænger næsten stadig i luften, det nye vildmarksbad er først for nylig blevet taget i brug, og på trappen mangler de smukke farvestrålende fliser bare lige at blive fuget.

Alt sammen er det resultatet af en fælles indsats fra hele familien hen over foråret, hvor alle alligevel var henvist til at blive hjemme. Hele flokken har båret, banket, malet og i det hele taget knoklet løs, og nu er de - stort set - færdige. Det er altså et håndgribeligt eksempel på, hvad familiefællesskabet kan. Men det er også en kærlighedserklæring, fortæller Michelle Hviid.

- Da jeg flyttede ind i huset, var jeg meget bevidst om, at det var børnenes sted med deres mor, og hendes stemning skulle ikke udviskes. Det var så rigeligt, at jeg var der. Der skulle ikke også pludselig være en ny sofa - og gafler, der stod et andet sted. Det har Morten været meget taknemlig for, at jeg så. Så da vi begyndte at lægge planer for det udenfor, var det vigtigt for ham, at jeg fik lov til at sætte mit præg på det. Derfor bakkede han også helt op, da jeg så fik idéen til trapperne der, siger hun og peger på den brede trappe til hoveddøren, hvor fliser i alverdens farve lyser i solen.

- Det viste sig, at fliserne kostede en formue, men Morten sagde bare: ”Dem køber du. Alt, hvad der er mit, er dit, og det er vigtigt, at du føler dig hjemme.” Det var en enorm rørende gestus, siger Michelle Hviid, der flyttede ind i huset sammen med datteren, Kamille på 13 år, i efteråret.

Drømmen om en kernefamilie kuldsejlede endegyldigt, da Michelle Hviid brød med faren til sin søn, og siden har hun erfaret, hvor svært det er med ”dine og mine børn”. Men i dag lever hun lykkeligt i sin nye storfamilie. Foto: Nicolai Lorenzen
Annonce

Ryg mod ryg

Først var Michelle Hviid en smule forbeholden over at flytte ind så hurtigt. For det er sin sag at rykke sin datter ud af alt, hvad hun kender, og ”det var ærlig talt også lidt heftigt med alle de unger”, som hun erkender med et grin. Men så gav det alligevel mening. Også for datteren, der trængte til et skoleskift og nu har fundet sine egne ben i den nye familie, hvor en fælles historie er ved at blive skrevet.

- Mest af alt har det føltes så kvalmende naturligt for os alle sammen, men selvfølgelig har det krævet noget. Vi er bare blevet hjulpet godt på vej af, at Morten og jeg har det komplet samme værdisæt, og uanset hvad der sker, står vi solidt ryg mod ryg, siger hun og griner.

Hun ved godt, det lyder som en kærlighedshistorie, der ikke hører hjemme i virkeligheden. Men den er god nok. Og det er både helt vildt smukt og helt vildt farligt.

- Jeg har sluppet frygten for, at han går fra mig, men jeg er bange for at miste ham. For første gang nogensinde har jeg fornemmelsen af, at hvis dét sker, så rejser jeg mig ikke igen. Så bliver jeg liggende. Men den frygt må jeg leve med. For hvad er alternativet? Og nogle gange siger jeg det højt til Morten, men så kigger han bare på mig og forsikrer mig om, at jeg ikke skal være bange, siger hun og finder et billede frem på mobilen af det 45 meter høje skovtårn, der ligger på Sydsjælland tæt på Gisselfeld Kloster. For det er her, de to skal giftes på toppen til september efterfulgt af fest til langt ud på natten i en nærliggende lade.

- Når to mennesker står over for hinanden i hvilken som helst sammenhæng og tør være uforfærdede over for hinanden, så sker der altid mirakler, siger Michelle Hviid. Foto: Nicolai

Uden forbehold

Engang så hun en kvinde, der var for meget, når hun spejlede sig i andre mænds blikke. Men hvad ser hun, når hun spejler sig i Mortens blik?

Først bliver hun stille.

- Det kan jeg næsten ikke finde ud af at svare på.

Så leder hun lidt efter ordene med en stemme, der er ved at knække.

- Jeg tror, han ser … skønhed og ømhed og … autenticitet. Han ser også sin bedste ven. Det er jeg slet ikke i tvivl om. Det er meget, meget dejligt. Og meget trygt.

Så samler hun sig. Griner, da hun sætter ord på alt det, der er så lækkert ved ham, og insisterer på en afsluttende pointe, som også er den, der løber som en rød tråd gennem den nye bog.

- Det er det her med at leve uforfærdet. Det er virkelig gået op for mig, hvor vigtigt det er, at vi tør gøre det. For når to mennesker står over for hinanden i hvilken som helst sammenhæng og tør være uforfærdede over for hinanden, så sker der altid mirakler. Det er simpelthen så vigtigt, siger hun og uddyber:

- Vi har alle sammen oplevet at få livet i smasken 100 gange på alle mulige måder, men det må ikke gøre os forbeholdne, når vi møder nye mennesker. Vi bliver nødt til at turde møde hinanden åbent. For det er i det uforfærdede møde, at storhed opstår.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark For abonnenter

Smitten har bredt sig de seneste uger: Derfor er eksperter alligevel fortrøstningsfulde

Annonce