Annonce
Erhverv

Mikela er professionel psykisk syg

Mikela Christensen har været gennem hårde perioder med sin psykiske sygdom. Blandt andet tilbragte hun tre måneder i sengen for nedrullede gardiner. Foto: Ole Jakobsen

En vej til recovery hedder et nyt firma i Randers. Bag firmaet står Mikela Christensen, der vil bruge sine erfaringer fra mødet med sundhedsvæsenet til at uddanne personale i at blive bedre til at håndtere psykisk syge.

Randers: Vi møder Mikela Christensen i Psykiatriens Hus på Gammel Hadsundvej. Den store bygning, som i mere end 100 år har huset larmende og lærelystne unge mennesker, har haft stor betydning for den unge pige, der på trods af et liv med store psykiske problemer nu er sprunget ud med sin egen virksomhed.

- Det er stedet her, der kickstartede min virksomhed. Jeg ville gerne holde foredrag om mit liv, og det fortalte jeg til Lene Bruhn Christensen, som er leder af huset. Hun tog mig næsten i hånden og fulgte mig op til eleverne, hvor hun spurgte, om de havde lyst at høre min historie, fortæller hun.

Mikela Christensen har helt siden sin barndom været udfordret af forskellige problemer.

- Jeg har altid været ordblind, og da jeg blev teenager, begyndte jeg at høre stemmer. Det førte til, at jeg fik diagnosen paranoid skizofren, fortæller hun.

Derudover er Mikela også transkønnet. Hun er født som dreng, men lever i dag som kvinde på fuld tid.

Annonce
Psykiatriens Hus i Randers har haft stor betydning for Mikela Christensens vej tilbage til livet og for starten af virksomheden. Foto: Ole Jakobsen

En vej til recovery

Virksomheden, Mikela Christensen har stiftet, tager udgangspunkt i hendes egne oplevelser med psykiatrien.

- Jeg har jo været gennem en masse både med indlæggelser og bostøtter, og jeg har oplevet, at personalet ikke altid vejleder psykisk syge på en hensigtsmæssig måde, fortæller hun.

Hun har med sin til tider svære sygdom flere gange fået at vide, at hun nok skulle forberede sig på et liv på førtidspension uden tilknytning til arbejdsmarkedet.

- Det er jo bare ikke motiverende. Når man i forvejen er nede, skal man da ikke have at vide, at der nok ikke er nogen fremtid for en på arbejdsmarkedet. I stedet skal man da vejledes til, hvordan man kommer videre, og hvordan man eventuelt også kan få en fremtid med arbejde, siger hun og fortsætter:

- Jeg har desuden i mit sygdomsforløb mødt rigtig meget misforstået omsorg. Når jeg har sagt, at noget var svært for mig, så hørte behandlere og ansatte, at det var umuligt for mig.

Mikela Christensen mener, at det korrekte ville være at lade den syge afprøve nogle ting, og se om de skulle lykkes.

- Så skal man egentlig bare have at vide, at man skal huske at mærke efter inde i sig selv. Hvis man tager en beslutning, og den går galt, kan man måske få mod til at prøve nogle lidt mindre ting. Jeg mener, det er behandlere og ansattes opgave at give borgerne styrken til, at de kan komme videre, lyder det fra den unge iværksætter.

Der hersker, ifølge Mikela Christensen, en helt forkert opfattelse af, hvordan man hjælper psykisk syge i dele af sundhedsvæsenet. Meget af det kunne ligne berøringsangst.

- Det er hårdt at komme videre som psykisk syg, men der er mange ting, der er hårde i livet. Derfor skal man som psykisk syg også have at vide, at det rent faktisk hjælper at komme ud og tage fat i sygdommen. Man skal ikke være så bange for at sige, at en psykisk syg går den forkerte vej, siger hun og uddyber:

- Sidder der en patient med KOL på sygehuset, er sygeplejerskerne jo ikke bange for at sige, at det aldrig bliver bedre, hvis patienten fortsætter med at ryge. Hvorfor er det så så farligt at rådgive psykisk syge på samme måde, spørger hun.

Det er netop, hvad Mikela Christensens virksomhed, En vej til recovery, handler om. At uddanne og fortælle sundhedsvæsenet om, hvordan man på den bedste måde kan gøre psykisk syge mennesker stærke nok til at kunne tage beslutninger på egne vegne.

- Siden maj sidste år har jeg holdt omkring 40 foredrag om min historie. Jeg har både holdt foredrag for sundhedspersonaler, social- og sundhedsstuderende og udsatte unge, fortæller hun.

Raske ingen adgang

Drømmen med virksomheden er i første omgang at flytte ud i et kontorfællesskab med mødelokaler. Derudover vil Mikela Christensen også gerne ud til en ny kundegruppe.

- Jeg vil rigtig gerne ind i virksomheder og holde foredrag. Der er så meget stress på det danske arbejdsmarked, som skyldes, at vi ikke tør sige tingene, som de er. De ting, vi ikke siger, er dem, der gør os syge. Presser man vrede væk, kommer den igen på en uhensigtsmæssig måde. Hvis virksomhederne bliver mere opmærksomme på dette, slipper de for nogle af de lange sygdomsperioder, siger hun.

Det er bare en af de ting, hun gerne vil fortælle ude i erhvervslivet. En anden ting er, at det ikke er farligt at ansætte psykisk syge i job.

- Det kan være en gevinst for en virksomhed at have psykisk syge ansat, da de har en anden tilgang til tingene. Derudover vil det også give medarbejderne et andet syn på psykisk sygdom, siger hun.

Hun er ikke selv bange for at ansætte psykisk syge.

- Nej tværtimod. Jeg vil helst ansætte nogen, der har haft en ordentlig nedtur. De er de eneste, der kan fortælle om, hvordan det er at være psykisk syg. Raske har ikke noget at gøre her, siger hun med et smil og fortsætter:

- Jeg plejer at kalde mig selv for professionel psykisk syg.

Empowerment

Mikela Christensen har taget en peer-uddannelse i Psykiatriens Hus for at blive bedre til at bruge sine egne erfaringer til at hjælpe andre.

- Peer-uddannelsen tager udgangspunkt i elevens egen recoveryhistorie, som bliver til erfaringer, der kan bruges bredt. Kommer der for eksempel en hen til mig, som hører stemmer. Så kan jeg foreslå personen at sige til stemmerne, at de skal forsvinde, eller at man godt er klar over, de er der, men at man ikke lige har tid til at tage sig af dem nu. Det har hjulpet mig, og det kan være, andre også kan bruge det. Det kan også være, det ikke kan bruges, men så har man forsøgt at gøre noget, og så kan man prøve noget andet, fortæller hun.

At man vælger at prøve noget for at komme videre og få fod på sin sygdom, er en vigtig ting, når det handler om at lære at leve med den. Mikela Christensen har stor fokus på, at man skal give sig selv så mange sejre, man kan. Det hedder empowerment.

- Jeg hører mange, der siger, at de har det godt, fordi de får piller, som hjælper dem. Det er en forkert måde at se på det. I stedet skal man sige, at det er en selv, der vælger at tage pillerne, og derfor er det en selv, der er skyld i, at man har det bedre. Det samme gælder, når der kommer en bostøtte på besøg. Så er det jo også ens eget valg at rejse sig op og åbne døren. Når man vender det på den måde, giver det borgerne kræfter og overskud til at komme videre, siger hun og slår fast:

- At have det godt starter med en beslutning fra en selv.

Ingen stigmatisering

Selvom Mikela Christensen har fået styr på sin sygdom, hører hun stadig stemmer hver dag. Hun er stadig paranoid.

- Når jeg sidder her og kigger på dig, kan jeg godt tænke, at du er nazist, men jeg ved godt, at det bare er min sygdom, der taler til mig, siger hun om fotografen og griner, da han hurtigt afviser at skulle have noget med nazisme at gøre.

Stemmerne har det med at drille hende. Nogle gange er de, der hele tiden, og andre gange gemmer de sig for hende.

- Det er relevant for mig, at jeg hører stemmer lige inden, jeg skal holde et foredrag. På den måde har jeg noget nyt at komme med til foredraget, men nogle gange gider stemmerne ikke at komme, når jeg har brug for dem, siger hun.

For mange mennesker vil det være nyt at stå over for en transkønnet person, og på spørgsmålet om, hvilke overvejelser hun har haft omkring det, da hun stiftede sin virksomhed, er svaret klart.

- Jeg har faktisk aldrig mærket stigmatisering. Når folk kan mærke, at jeg ikke er utryg ved det, så bliver de heller ikke utrygge. Stigmatisering skyldes, at folk bliver usikre. Jeg svarer gerne på de fleste spørgsmål, når de bunder i en interesse, og det gør, at folk er trygge ved mig, siger hun og fortsætter:

- Jeg kan jo ikke gøre for, at jeg er transkønnet, og derfor er det ikke noget, jeg er flov over. Det ville være det samme som at være flov over at have brunt hår.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers

Dronningen tog toget til Randers

Annonce