Annonce
Danmark

Minimumsnormeringer kan udløse ekstraregning til forældrene

Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix
Forældre skal måske betale mere for pladser i daginstitutioner, hvis der bliver indført minimumsnormeringer.

Hvis et flertal i Folketinget bliver enig om minimumsnormeringer i daginstitutioner, kan det ende med en ekstraregning til forældrene.

Det skriver Jyllands-Posten.

Den højere pris skyldes, at kommunerne kan vælge at hæve forældrebetalingen, når udgiften til at drive daginstitutionerne stiger.

Kommunerne må i dag maksimalt opkræve 25 procent af udgifterne til daginstitutioner hos forældrene. Det gør næsten alle i dag.

Ifølge professor Kurt Houlberg, der har speciale i kommunaløkonomi, vil tallet næppe ændre sig, hvis der kommer minimumsnormeringer.

- Set med forældreøjne betyder det, at man får en anden og højere service, som man til gengæld skal betale mere for i kroner og øre, siger han til Jyllands-Posten.

Ifølge beregninger fra den borgerlige tænketank Cepos kan forældrebetalingen i snit stige med op mod 3700 kroner årligt for en vuggestueplads. For en børnehaveplads kan det løbe op i 2400 kroner ekstra.

Prisen afhænger af den endelige model. Samtidig vil der være store forskelle fra kommune til kommune.

Ifølge Signe Nielsen, der er formand for Forældrenes Landsorganisation (Fola), vil de fleste forældre være indstillet på at betale mere for flere pædagoger.

- De fleste forældre kan godt lide at gå på arbejde og er afhængig af to indtægter i familien.

- Derfor er vi nødt til at vide, at vi afleverer vores børn et sted, hvor der er nok hænder og bliver draget omsorg for dem, og det vil vi gerne betale for, siger Signe Nielsen til Ritzau.

Spørgsmålet om forældrebetaling deler de partier, der i øjeblikket forhandler om finansloven for næste år.

Enhedslisten vil have forsikringer for, at forældrenes regning ikke vokser, siger politisk ordfører Pernille Skipper til Jyllands-Posten.

SF's gruppeformand, Jacob Mark, påpeger, at forældre med lave indkomster vil kunne få friplads eller tilskud til betalingen. Men han tror, at forældre generelt er indstillet på at betale mere for en højere kvalitet af pasningen.

De Radikales gruppeformand, Sofie Carsten Nielsen, vil ikke "fratage kommunerne deres selvstyre". Hun opfordrer dem til at holde priserne i ro.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har ikke ønsket at udtale sig om sagen.

/ritzau/

Annonce
Link til historie på Jyllands-Postens hjemmeside
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Randers HK For abonnenter

Agesen efter hektisk afslutning mod tophold: - Jeg var rasende

Annonce