Annonce
Danmark

Minister undersøger: Skal frivillige hjælpe politiet med at skabe tryghed?

Politifrivillige kan - ligesom i Tyskland - være med til at skabe mere tryghed i lokalsamfundet ved at patruljere steder som eksempelvis gågader, parker og banegårde og dermed afhjælpe de uddannede politibetjente. Den idé er Dansk Folkeparti lun på, og justitsminister Nick Hækkerup (S) er også rede til at se på de tyske erfaringer. Arkivfoto: Ina Fassbender/Reuters/Ritzau Scanpix
Nick Hækkerup (S) har på initiativ fra DF bedt Rigspolitiet kigge nærmere på tysk politis erfaringer med at sende uniformerede politifrivillige på gaden med peberspray for at skabe mere tryghed i lokalsamfundet. Dårlig idé, siger Politiforbundet.

Politi: Kan det lade sig gøre at få helt almindelige borgere til patruljere og observere på gader og stræder som politifrivillige for at skabe mere tryghed i lokalsamfundet? Sådan lyder en forespørgsel fra Peter Skaarup (DF), der skriftligt har spurgt justitsminister Nick Hækkerup (S) om, hvorvidt man med inspiration fra Tyskland kan etablere en ordning med politifrivillige i Danmark.

Peter Skaarup har indsendt spørgsmålet i håbet om, at man som borger i Danmark fremover vil opleve en større tryghed i lokalsamfundene, end man gør i dag.

- Med den her forespørgsel håber vi, at det er noget, man kan gøre brug af for at højne trygheden i samfundet. Vi er meget optagede af, at borgerne kommer tættere på politiet, og at politiet kan løse de opgaver, der er brug for. Derfor mener jeg, at man bør tillade kommunerne at oprette en form for politifrivillige eller hjælpere, som kan skabe en øget tryghed i lokalsamfundet.

Peter Skaarup gør opmærksom på, at det ikke er et gennemarbejdet forslag, han kommer med, men i første omgang en forespørgsel på, om der er mulighed for at indsætte politifrivillige i Danmark, ligesom man altså har gjort i Tyskland, hvor de frivillige, der assisterer politiet, er udstyret med uniform og peberspray.

Annonce

"Jeg er meget åben over for nye idéer til, hvordan vi kan styrke trygheden i lokalsamfundet, og det er i den forbindelse også interessant at indhente erfaringer fra vores nabolande. Jeg har derfor bedt Rigspolitiet om at indhente yderligere oplysninger om den tyske model, samt hvilke erfaringer det tyske politi har gjort sig med denne".

Nick Hækkerup (S), justitsminister

Minister undersøger muligheder

Justitsminister Nick Hækkerup oplyser i et skriftlige svar, at han er gået videre med idéen og har bedt Rigspolitiet undersøge de tyske erfaringer nærmere.

Det lykkedes ikke i går avisen Danmark at få en uddybende kommentar fra justitsministeren, men Nick Hækkerup skriver i sit svar:

"Jeg er meget åben over for nye idéer til, hvordan vi kan styrke trygheden i lokalsamfundet, og det er i den forbindelse også interessant at indhente erfaringer fra vores nabolande. Jeg har derfor bedt Rigspolitiet om at indhente yderligere oplysninger om den tyske model, samt hvilke erfaringer det tyske politi har gjort sig med denne".

Peter Skaarup (DF) lægger vægt på, at de politifrivillige ikke skal arrestere og anholde folk, men derimod hjælpe de uddannede politibetjente med at observere og notere, hvad der sker i byrummet.

- De frivillige skal ikke erstatte politiet i lokalsamfundene. Vi har stadig behov for mere lokalpoliti, men eftersom der mangler politibetjente, kunne det være en mulighed for at skabe mere tryghed hos borgerne, at frivillige patruljerede i lokalområdet.

- Jeg tror, at politiet er interesseret i al den hjælp, det kan få, hvis det foregår på en ordentlig måde. Og det tror jeg egentligt også, at borgerne er interesserede i, siger DF'eren.

- Rigtig dårlig idé

Hos politifolkenes fagforbund, Politiforbundet, frygter man dog, at en løsning med politifrivillige kan få alvorlige konsekvenser for de frivillige, da de ikke er uddannet til at kunne udøve magtanvendelse. Ifølge formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, løber man en stor risiko ved at lade borgere signalere, at de er en del af politiet.

- Det er en rigtig dårlig idé, at helt almindelige borgere skal gå rundt i gadebilledet som politiassistenter, når de ikke er uddannet til det. Helt overordnet kan jeg godt se en idé i, at borgere civilt kan være politiets øjne og ører. Men jeg kan godt være nervøs for, at det er en farlig vej at gå, så jeg er stærkt stærkt bekymret for, hvis det bliver aktuelt.

Selv om politiformanden ikke kan se nogen idé i at lade politifrivillige komme på gaden i Danmark, vil han ikke udelukke muligheden for, at man kan sende civile frivillige på gaden for at supplere politiet med at indhente informationer.

- Det at få hjælp fra nogle mennesker, man måske endda kunne aflønne for at være vores øjne og ører, vil jeg ikke afvise. Indtil politistyrken igen kommer op på et vist niveau, kunne det sagtens være en mulighed for at supplere politiets arbejde, men at udstyre dem med peberspray og en form for uniform, tror jeg kan give nogle rigtig grimme situationer.

Politifrivillige i Tyskland

  • I Tyskland patruljerer de politifrivillige blandt andet i parker, på banegårde, i gågader og parkeringshuse.
  • Syv gange om måneden går de politifrivillige på gaden efter deres normale arbejdsdag.
  • Inden de frivillige bliver sendt på gaden første gang, har de 50 timers teoriundervisning samt noget praktisk undervisning.
  • Når de går rundt på gaden, er de politifrivillige udstyret med en mobiltelefon og peberspray samt en uniform, der viser, at de er en del af den politifrivillige ordning.
  • De frivillige skal være med til at skabe en større tryghed blandt borgerne i lokalsamfundet.
I Tyskland er de politifrivillige udstyret med en uniform, der viser, at de er en del af ordningen med politifrivillige i gadebilledet. Foto: Polizei Hessen
Politiet i Tyskland har travlt, og derfor er der flere steder oprettet korps af frivillige borgere til at hjælpe politiet med de lettere opgaver. Hos Politiforbundet herhjemme mener man, at det er en dårlige idé at sende helt almindelige borgere på gaden som politifrivillige. Arkivfoto: Wolfgang Rattay/Reuters/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Randers

Kirkegårdsleder: Det koster 100.000 kroner at rense skændede gravsten

Annonce