Ja, ja. Jeg kender godt ordsproget, og det plejer at være musene, der spiller på bordet, når kattene er ude.
I dette tilfælde er det altså katte. To styks, for at være konkret. En otte år gammel, grundmuggen hunkat og en sprællevende killing på otte måneder. Til daglig har de ikke den fedeste kemi.
Den gamle kat ønsker generelt killingen hen, hvor peberet gror. Killingen synes klart, at han har trukket nitten i tombolaen for legekammerater. Den gamle kat er sur og hvæser, så snart hun kan høre, killingen sætter en pote på gulvet eller lister ned ad trappen.
Killingen kan ikke dy sig og sniger sig gerne ind på den gamle, når hun tager sig en lur. Det ender ofte i kattejammer. Kort sagt er der ikke muntre kattedage herhjemme. I hvert fald ikke, når vi mennesker er til stede.
Sådan har det været, siden vi i november hjembragte den lille pelsklædte killing.
Den gamle kat snuste til ham og skred, så hurtigt remmer og tøj kunne holde. De er indekatte, så flugtmulighederne var begrænsede.
De var adskilt det første stykke tid og har så stille og roligt lært at være i hinandens selskab. I begyndelsen var det killingen, der styrede showet, mens den gamle dame frustreret lagde poter og krop til hans narrestreger.
Det var tydeligt, at hun helst ville være fri. Omvendt var hun ufatteligt dårlig til at smutte, mens tid var.
Efter nogle måneder fik den gamle overtaget og har siden arbejdet ihærdigt på at afrette den lille frækkert. Er han overgearet, får han et par på kassen, men vil han gerne sove ved siden af hende i sofaen, får han allernådigst lov. Luren bliver i så fald foretaget med et vågent øje. Han skal ikke forsøge at kravle nærmere, end hun tillader.
Der har løbende været små tegn på, at de var ved at affinde sig med hinanden, men ærlig talt har jeg mere end én gang taget mig til hovedet og tænkt, hvorfor pokker vi skulle anskaffe os en killing. Det gik jo meget godt, da det bare var os tre. Jeg var bare pels-hungrende og havde forstillet mig alt det sjov, de to kunne have.
I begyndelsen gruede jeg for, hvilken død og ødelæggelse vil ville komme hjem til, men det var, som om dramaet udeblev.
Sådan er det ikke blevet. I hvert fald ikke, når vi andre er til stede, hvilket vi jo især var i begyndelsen, fordi corona-restriktionerne gjorde, at min kæreste og jeg begge arbejdede hjemme.
Da restriktionerne forsvandt, genoptog vi vores hverdag, hvilket betød, at kattene fik frit spil i løbet af dagen. I begyndelsen gruede jeg for, hvilken død og ødelæggelse vil ville komme hjem til, men det var, som om dramaet udeblev. Faktisk virkede begge katte overraskende afbalancerede og døsige, når vi kom hjem.
Det undrede mig en del, indtil jeg en dag jeg kom tidligt hjem fra arbejde. Her fandt jeg killingen siddende uskyldigt ved et skab, han havde åbnet. Pr. automatik lukkede jeg lågen og vente blikket mod ham for at sige hej. Rummet blev herefter fyldt med et højlydt miav, der tydeligvis ikke kom fra ham.
Jeg åbnede lågen til skabet på ny, og ud sprang den gamle, sure tøs. Hun så helt forfjamsket ud. Som om hun havde haft en festlig leg med killingen, som, jeg bestemt ikke skulle vide, fandt sted. Hun luntede hurtigt hen til sofaen, hoppede op, lagde sig til rette og hvæste så ellers ad killingen, når han nærmede sig.
Som om hvæset udviskede minderne fra den hyggelig stund, jeg netop havde forstyrret. Siden da har hun ihærdigt forsøgt at hvæse ham bort. Især i vores påhør, men han har regnet hende ud. Det har vi andre i øvrigt også.
Hun markerer sig stadig, når han spankulerer forbi, men jeg har mere end én gang fundet dem sovende side om side. Så nu tror jeg faktisk på, at freden skal indfinde sig i vores hjem. Før eller siden.
