Annonce
Debat

Når tremmerne spærrer for stemmesedlen

USA er unik på mange måder. En af dem er ved at have verdens højeste andel af befolkningen bag tremmer. Sammenligner vi med Danmark, er andelen intet mindre end 10 gange så høj, og det amerikanske fængselsvæsen er blevet en stor industri. Der er over to millioner amerikanere i fængsel lige nu. Sagt på en anden måde: Forestil dig at alle sjællændere var i fængsel – fra Korsør til København, fra Gilleleje til Vordingborg.

Sådan har det ikke altid været. For 40 år siden var tallet lige over 200.000, eller lidt mere end Odenses nuværende befolkning. Der er sket en massiv vækst i antallet af indsatte som følge af en politik fokuseret på lange straffe og meget lidt på rehabilitering. Den udvikling blev italesat under Nixon, ført ud i livet af Reagan og for alvor eksekveret af Clinton. Demokraterne havde fået nok af tabe valg på at være bløde på kriminalitet, så de satte trumf på med ”three strikes you are out” og en række andre stramme love.

Resultatet er i sig selv slemt, og de sociale og økonomiske effekter er markante og bør afskrække danske politikere for at følge samme kurs. Men den problematiske udvikling har også haft håndfast, politisk effekt, hvilket bedst kan illustreres med et eksempel. Allan Rhyelle var amerikansk soldat i Vietnam, hvor han blev svært såret af et skud i brystet og modtog en Purple Heart-medalje. Selv om såret helede, gik de fysiske og psykiske smerter ikke væk. Den ordinerede medicin var ikke nok, og derfor endte Allan med at dyrke marihuana til eget brug. Det gjorde hans liv tåleligt. Den slags var ulovligt og derfor fik Allan en dom, da politiet opdagede høsten. Nu – mange år senere, hvor hans prøvetid for længst er udløbet – bliver han stadigvæk straffet når der er valg. For i Florida, fratager man nemlig tidligere straffede retten til at stemme i det demokrati, som Allan tog en kugle for i Vietnam.

Allan er på ingen måde alene. Det anslås, at over 6 millioner amerikanere har mistet retten til at stemme på den baggrund. Her slår den danske befolkning ikke engang til som målestok. Det er klart, at det har politisk betydning. Hvis 110.000 havde stemt anderledes i tre stater, havde den nuværende præsident heddet Hillary og ikke Donald. 130 millioner stemte i 2016.

At det hele har rod i politiske interesser bliver endnu mere tydeligt, når man ser på, hvem der holdes væk fra stemmeboksen. Tag Kentucky, hvor hver fjerde sorte ikke kan stemme på grund af denne lov. Der er ingen tvivl om, at Republikanerne – lige siden Nixon og Reagan – har haft en klar interesse i at begrænse de sortes og andre minoriteters adgang til stemmeurnerne, også for at fastholde grebet om de amerikanske sydstater. Her er dét, at fjerne stemmeretten fra modstanderens vælgere blevet brugt aktivt som symbol og som magtmiddel. Heldigvis er der bevægelse. Selv mange Republikanere kan se det uholdbare i både antallet af indsatte i fængslerne og de mange vælgere, som sættes udenfor trods afsonet straf. I november sidste år stemte Florida således i overvældende grad for at afskaffe de bestemmelser, som holder tidligere straffede fra at stemme. Det kan potentielt give langt over en million mennesker stemmeretten tilbage og dermed blive vigtigt i 2020.

Selv om det republikanske flertal arbejder for at få andre forhindringer på plads – så som at man ikke må skylde staten penge, hvis man vil have stemmeretten tilbage – giver det håb. Der er dog meget stærke kræfter, som ikke ønsker nogen forandring. Om det er den siddende præsident, eller den milliard-store industri af private fængsler, så er ”tough on crime” meget andet end bare en tilgang til retspolitik.

I Danmark har vi netop afsluttet to valgkampe, som begge heldigvis havde solid valgdeltagelse. Her havde danske indsatte mulighed for at stemme, hvilket passer godt til det danske mål om at få straffede bedst muligt tilbage i vores samfund. Det arbejder Allan Rhyelle på fra sin bopæl i Florida. For det virker helt skævt, at USA – som ofte ser sig selv som demokratisk foregangsland – afskærer millioner fra at stemme, uanset at de i øvrigt arbejder, betaler skat og forventes at indgå i samfundet som andre.

Stemmeretten er ekstremt vigtig for alle i et demokratisk samfund, også i USA. Derfor håber jeg, at forandringen i Florida griber om sig, så flere stemmer bliver hørt i det amerikanske samfund. Det vil landet være bedst tjent med på lang sigt.

Annonce
Jakob Ullegård
Annonce
Forsiden netop nu
Randers

Aggressiv gæst endte i detentionen

Kronik For abonnenter

Kronikken: Tre ømme ligtorne

Disse linjer skal handle om tre ømme ligtorne, der alle under én eller anden form spadserer ind i de kommunale lokaler på Laksetorvet. Der er sikkert her midt i en budgettid flere meget ømme områder, men de tre "sager'', jeg har plukket ud, har alle det til fælles, at de har et væsentligt link til den brede befolkning, som ofte køres ud på et sidespor og ganske enkelt aldrig når ud over det forklaringsniveau, som jeg synes kommunen har i forhold til sine borgere eller måske i situationen mere korrekt vi mange, som betror de vise fædre vore skattekroner. Lad mig tage fat på hele systematikken, der ligger i de tre sager, som er følgende: Sagen om Verdo, den nye idrætshal og ikke mindst den skæbne, begrebet Visit Randers synes at gå i møde. De tre sager fordrer alle, at de bredes ud, så vi skatteydere forstår, hvad der ligger bag de uforklarlige beslutninger, som er truffet, og - tør jeg godt spå - vil blive gentaget. Én ting er, at størstedelen af den randrusianske befolkning for længe siden er stået af eller mere konkret har mistet interessen. Således kan beslutningstagerne jo glæde sig over de kontroversielle sager. Selv de mister interessen. De går ikke i glemmebogen, men de bidrager til både politikerleden, en høj grad af mystik og i det hele taget er kommunalt image, som mange gode kræfter slet ikke har fortjent. Lad os se lidt nærmere på de tre sager, hvoraf de to har direkte adresse til de kommunalt ansvarlige. Når den tredje sag, Verdo, er medtaget, er det ganske enkelt fordi, Randers Kommune er selskabets største kunde og i realiteten den eneste, der kan gå ind og varetage eller forklare, hvad pokker der gennem årene er foregået i netop Verdo. Verdo har for længst mistet sin uskyld og troværdighed, når det handler om os kunder nede på gulvet, og selskabet har ikke formået, ja det er vel nærmest helt og aldeles uegnet til at give sine kunder en troværdig forklaring. Her havde jeg gerne set en helt anderledes aktiv kommunal indsats i forhold til sine borgere lig med Verdos kunder. Det kan da godt være, at Randers Kommune ikke er direkte forpligtet, men moralsk ville det have set fornuftigt ud, om kommunen havde haft en informationsstrategi rettet direkte mod den enkelte borger, der hverken kan finde hoved eller hale i denne sag. Det nytter ikke at henvise befolkningen til de åbne byrådsmøder. Jeg har selv overværet et af disse møder med Verdo på dagsordenen. Det var mere eller mindre volapyk, fordi det fordrede en høj grad af viden om denne sag for overhovedet at kunne følge med. Så skal de handle om Omann-vældets beslutning om at bygge endnu en idrætshal. Den er snart færdig, og ikke en kæft aner på nuværende tidspunkt, hvad hallen skal fyldes med. Økonomien halter, så det vil noget, og en voldgiftsag kan i den forbindelse vende op og ned på tingene. Der er tale om en betydelig investering. Det nytter ikke noget, at Randers Kommune henviser til, at man ikke er bygherre, men erkend nu bare, at uden Omann-vældets magt var dette projekt aldrig blevet til noget. Befolkningen har krav på en forklaring. Hvad er op og ned, hvad koster projektet, hvad skal det bruges til, og kan det virkelig passe, at de mindre idrætshaller i en årrække skal lide under prestigebyggeriets åg. Kom ud af busken og fortæl åbent og ærligt, hvad der er op og ned i den sag. Endelig et par ord om den skæbne, Visit Randers ser ud til at lide. Det er lige nøjagtig, hvad vi i forhold til selvfølelsen bestemt ikke har brug for. Det er fornuftigt at samarbejde selv med storebror syd på, men ikke om alt, og netop turismen er vel et område, som fordrer en vis integritet. Nu er det ikke et område, hvor man er helt uden erfaringer med disse sammenlægninger, som oftest betyder endnu et hak i tuden til lillebror. Tag bare en tur til Sydfyn, hvor man for år tilbage var gennem netop den øvelse i forhold til Odense. Der er stadig ikke nogen ordentlig forklaring på den skæbne, Visit Randers ser ud til at lide. Det kunne man såmænd også forklare en undrende befolkning. Jeg er sikker på, at Randers Kommune ofrer mange tusinde kroner på kommunikation, men rammer informationen rigtig, og med det menes direkte byens borgere? Svaret er nej, så mon ikke man burde revurdere og også her sætte den enkelte borger i centrum?

Randers For abonnenter

Overboer til Burger Shack: Det skræmmer os, at der var brand igen

Annonce