Annonce
Randers

Nervøsiteten breder sig - som inden eksamen

Jakob Brandgaard Løyche
Dagbog fra frontlinjen, afsnit 1, mandag 16. marts 2020. Mine kolleger på Regionshospitalet Randers og jeg holder vejret, studerer og træner på livet løs. Vi skal nok være klar - vi står sammen i denne situation.
Annonce

Randers: Coronavirus Sars-Cov2 har nu bidt sig fast ved den danske befolkning. Mange er berørt, for ikke at sige at vi alle berørt, i større eller mindre omfang. Hele verdenen er berørt.

For tre uger tilbage havde jeg ikke forestillet mig, at det blev så vidtgående, som vi er vidne til nu. Det er alvor. Vi skal tage denne virus alvorlig.

Allerede i begyndelsen af af februar blev vi ansatte informeret omkring de forventninger, Sundhedsstyrelsen havde til Corona i forhold til omfang, udbredelse og behandlingsbehov. I takt med, at Corona tog fat i Europa, og skiglade danskere kom hjem fra skiferie, fik Corona i den grad sit fodfæste her i lille Danmark.

Vi sundhedsansatte skulle nu til at arbejde hurtigt med at forberede os på at tage imod og håndtere de Corona-smittede patienter. Erfaringer fra andre lande som Kina, Iran og Italien har vist, at mange af de smittede udvikler behov for intensiv terapi og respiratorbehandling. Dette er ligeledes de forventninger, vi er stillet i udsigt herhjemme. Vi er udfordret med hensyn til at have nok intensive pladser på vore hospitaler til at håndtere denne virus. Det samme gør sig gældende på Regionshospitalet Randers.

Alle danske hospitaler inklusive Regionshospitalet Randers arbejder nu i disse dage på højtryk for at etablere yderligere intensive sengepladser og semi-intensive pladser - såkaldte intermediære pladser.

Derfor startede vi for alvor i sidste uge med at etablere vidtgående undervisningsprogrammer, således at vi forhåbentlig kan nå at blive klar til at tilbyde Corona-patienterne den intensiv pleje og behandling, de har behov for.

Det er ikke nogen nem opgave. I forvejen er der ikke meget personale i det danske sundhedvæsen. Vi opretter flere nye intensive sengepladser uden at have intensivuddannet personale til at dække dem. Det er grunden til, at vi i disse dage opstarter de vidtgående undervisningsprogrammer for at omskole og uddanne hospitalets anæstesisygeplejersker, opvågningssygeplejersker og operationssygeplejersker til at kunne tilbyde Corona-patienterne intensiv pleje og behandling i tæt samarbejde med vores dygtige speciallæger.

Vi forsøger at forberede os så godt, vi kan. Indtil nu kan vores intensivafdeling følge med. Der er pladser nok, for nu. Akutafdelingens personale har ligeledes travlt i disse dage - de forsøger ligeledes at forberede og klargøre, så de så godt som muligt kan tage imod Corona-smittede.

Ifølge flere eksperter og Sundhedsstyrelsen kan vi først forvente at se det fulde udbrud om 10-14 dage. Og i den forbindelse vil behovet for intensive pladser stige.

Men er vi forberedte nok? Er det her "overkill"? Kan vi klare det? Er vi nok? Har vi værnemidler nok?

Nervøsiteten breder sig, faktisk ligesom når man står og skal til eksamen. Jeg har svært ved at forholde mig til, at jeg måske om en til to uger står på ved af vore nyoprettede intensive sengepladser med en meget, meget syg patient, der er inficeret med corona og ligger i respirator, er tilsluttet flere forskellige pumper, der holder vedkommende i live, og foruden det en masse andre slanger og maskiner. Det er noget uvirkeligt at tænke på lige nu.

I forvejen er den normale arbejdsdag som anæstesisygeplejerske på operation og intensiv for mit vedkommende blevet skiftet ud med powerpoints, workshops og færdighedstræning, da jeg er en del af det team, der skal undervise og omskole vore kolleger til at passe de intensive Corona-patienter. Så i disse dage læses der blandt andet om beretninger fra italienske kolleger med deres erfaringer, om respiratorterapi, intensiv behandling og pleje og meget andet. Det kræver tid og energi. Dejligt at vi trods alt kunne få tid og rum til at forberede os, da det politisk blev besluttet at udskyde al planlagt kirurgi, velvidende at det selvfølgelig har en betydende indvirkning på dem, som af gode grunde afventer kirurgi. Men mon ikke de fleste har forståelse for situationens alvor.

Vi, mine kolleger på Regionshospitalet Randers og jeg, holder vejret, studerer og træner på livet løs. Vi skal nok være klar - vi står sammen i denne situation.

"All hands on deck".

Dagbog fra frontlinjen

Dag for dag beretter sygeplejerskeparret Anita og Jakob Brandgaard Løyche fra deres arbejde i frontlinjen på regionshospitalet i Randers. De nævner ikke deres kolleger og patienter ved navn men skriver om deres egne hverdage i en verden i ekstrem krise. Hverdage, der også handler om et familieliv, der skal fungere med børn, der er hjemsendt fra skole.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers FC For abonnenter

Reaktioner efter sejren: Vito viste vejen - men kun til andenpladsen

Annonce