Annonce
forside

Ni gode råd: Sådan tackler du det, hvis en nær pårørende er dement

Her er 9 gode råd til, hvordan du bedst tackler den totale ændring af personlighed, personer med demens gennemgår.

1. Du må flytte dig

Demenssygdomme som Alzheimers er blevet en folkesygdom. Det kan være svært for mange pårørende, når demente ikke længere kan huske, hvem de er. Illustration: Colourbox

Den demente ændrer sig hele tiden, og det kan gå hurtigt. Det ene øjeblik er der kontakt som i gamle dage. Det næste ved den syge ikke, hvem du er, eller forstår ikke det, han/hun forstod i går. Det kan du ikke ændre på, så derfor er det vigtigt, at du som pårørende kan ændre din adfærd, så det matcher personen med demens.

2. Undgå at irettesætte

Hvis du korrigerer eller taler ned til den demente, kan det føles som at få en lussing. Så lad de små ting ligge. Det er ikke vigtigt, om den syge mener, det er tirsdag, når det er fredag. Undgå diskussioner.

3. Svar i stedet for at spørge

Når korttidshukommelsen forsvinder, kan du hjælpe ved at give svaret i stedet for stille et spørgsmål. Fortæl, at I fik drømmekage til eftermiddagskaffen i stedet for at spørge: Hvad fik du til kaffen? Så er det lettere at tale videre ud fra det.

4. Sig hvem du er

Sig, hvem du er

Du bliver nødt til at give slip på, at det er vigtigt for dig, at den demente ved, hvem du er - selv om det kan være trist, hvis han/hun ikke kan huske det. Fokuser i stedet på den syge og mærk, at han eller hun er glad for at se dig og inderst inde godt ved, der er en tilknytning. Det er en god ide at begynde med at sige til den demente, hvem du er. Jeg er din datter, for eksempel.

5.De gode gamle dage

Det er som regel godt at snakke om det, der ligger længere tilbage. Demensramte vender tit tilbage til det, de har oplevet i tidligere tider, så det er godt at kende til deres livshistorie. Selv om den syge er 70 år, kan hun godt snakke om sin mor eller sin farfar, som om de levede. Og der kommer ikke noget godt ud af at sige: Din mor døde jo i 2009.

6. Snak om det

Fortæl venner og familie om den nye situation med demensen og fortæl dem, hvad I har brug for, og hvilke hensyn, de skal tage, når I er sammen. Mange er nemlig usikre på, hvordan de skal være over for jer, fordi de ikke ved, hvordan det er at leve med en demenssygdom.

7. Sig ja til hjælp

På et eller andet tidspunkt får du brug for hjælp, både fra fagfolk og fra andre. Lær dig selv at sige ja tak til hjælp, og overvej løbende, hvilken støtte, I har brug for, så du ikke står alene med opgaven.

8: Husk dig selv

Det er vigtigt at holde fast i, at du har dit eget liv. Prøv at skabe dig selv et frirum i hverdagen og hold fast i dine interesser. Det er vigtigt at have tid til også at være sammen med andre.

9: Kend din grænse

Der er en grænse for, hvad du kan magte magte. Oplever du træthed, hovedpine og søvnforstyrrelser, kan det være tegn på stress og depression, fordi din grænse er nået. Søg hjælp hos din læge, en psykolog eller kommunens demenskoordinator. Lyt til dine børn og den øvrige familie, når de er bekymrede for dig. Overvej, om en plejebolig er en mulighed, inden det bliver den sidste udvej, fordi du ikke har flere kræfter.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hærværk på kirkegård: Hvor er det ynkeligt

80 gravsten overmalet med en skidengrøn maling, en symbolsk nazimærkning med en stjerne, en hængt dukke, nynazistisk materiale som plakater og klistermærker på skoler. I den seneste tid har vi flere gange fået beviser på, at gløderne efter et kæmpe bål, som vi for længst har anset for slukket, ligger og ulmer i det skjulte og ind i mellem blusser op i små ubehagelig glimt. I weekenden så vi det desværre igen. Vandaler, kan vi kalde dem for ikke at yde dem nogen form for ære eller retfærdighed, har begået hærværk mod flere end 80 gravsten på den jødiske del af Østre Kirkegård. Vandalerne har klistret et forhadt nazistisk symbol på en gravsten – en jødestjerne, som jøderne i 30erne og 40’erne blev tvunget til at bære i Nazityskland. En helt igennem usympatisk handling, som ikke hører hjemme i Randers, i Danmark eller noget andet sted i verdenen. Vi har set, hvad den slags ideologier kan føre med sig, og det er ikke noget at længes efter eller stræbe efter. Vi kan vælge at angribe den slags på flere måder. Tie udyret ihjel. Møde det med bål og brand. Eller undersøge det og finde ud af, hvorfor den slags tanker og handlinger stadig har grobund i et moderne og udviklet samfund som vores. På den ene side er det vigtigt, at vi ikke giver de formodentlig meget små grupper af umodne individer for megen opmærksomhed, fordi det kan stimulere deres behov for at være på tværs af gældende samfundsnormer. Omvendt er vi også nødt til at luge ukrudtet væk, så det ikke får lov til at brede sig, så det ikke på et tidspunkt bliver et stort, tungt og besværligt arbejde at få has på. Og så er vi, som borgmester Torben Hansen (S) gjorde i går, nødt til på det bestemteste at tage afstand fra de handlinger, som vi så i weekenden. Vi er nødt til at stå sammen og slå fast, at vi ikke ønsker nazi-metoderne i vores by og land. Og det gælder uanset hvilke grupper af mennesker, der måtte blive lagt for had på grund af deres religion, hudfarve og overbevisning.

Randers

Kirkegårdsleder: Det koster 100.000 kroner at rense skændede gravsten

Randers

Israels ambassadør kommer til Randers: - Det er meget bekymrende og trist

Annonce