Annonce
Østjylland

Norringholm

Asger Nakskov Laursen, IT Arkitekt, Novicell. selvskrevet
Annonce

Jeg er træt, som jeg ikke kan huske jeg har været det før. Mine fingre på højre hånd føles som om de sover, men på en mere elektrisk-summende måde.

Duggen er faldet, og fuglene er efterhånden holdt op med at synge for i dag. Jeg samler det sidste værktøj sammen og lægger det ind på plads i skuret sammen med rystepudseren. Tingene herinde i skuret er efterhånden ved at have fundet faste pladser. Det gør det let for mig at finde det, jeg skal bruge. Og hvis jeg bare kan holde fast i at få langt tingene tilbage, når jeg er færdig med at bruge dem, så skal jeg nok kunne holde nogenlunde orden herinde. Jeg lukker dørene til det lille skur og klikker hængelåsen på.

Jeg kigger mig omkring. Det sidste af dagens lys svinder væk ude over søen. Jeg trækker vejret dybt ind. Helt ned i maven. Jeg kan dufte sirenen og naboens nyslåede græs. Hækken, der omkranser den lille have, troner sig op som en mørk silhuet i tusmørket. Den skal snart klippes. Men der er så mange andre ting der også skal gøres, klares, ordnes, fixes og laves. Og klipning af hæk ligger et godt stykke nede af den efterhånden lange to-do liste, jeg har fået lavet mig.

Og netop det der med at få lavet en prioritet af de mange opgaver på listen har faktisk været helt vildt svært. For ikke at sige direkte frustrerende. I starten gik jeg bare rundt om mig selv. Jeg startede op på første den ene, så den anden og så den tredje opgave - for så at gå i stå og starte på noget helt fjerde.

Mit sind er meget aktivt, når det kommer til analyse og syntese. Jeg finder hurtigt hullerne i osten så at sige, og begynder at lave forslag til hvordan disse huller kan enten udnyttes, fyldes eller på anden måde komme til gavn. I det her projekt må jeg indrømme, at jeg har været sendt til tælling i en form for analyse-paralyse. Uanset hvor jeg kiggede hen, var der noget jeg skulle forholde mig til. Det er der sådan set stadigvæk. Men nu har jeg fået en retning og en prioritet: Huset skal ordnes først. Jeg skal have ordnet taget, kittet og malet. Så skal køkkenet, stuen, badeværelset og hemsen ordnes. Og så haven. Jeg skal have bygget en terrasse og så skal hækken klippes.- og så - ja, så skal alt det andet laves bagefter...

Men selvom det er totalt overvældende og selvom min sans for fysisk arbejde og håndværksmæssige tidsestimater først nu er ved at udvikle sig. Ja så ELSKER jeg alt ved den lille 400 kvadratmeter kolonihave jeg for få uger siden er blevet ejer af. Tænk sig - egen have. Jeg, der aldrig har haft mere end karse på vat at skulle forholde mig til, når det kom til grøn fritid! Turen herud tager omkring 10 minutter fra min lejlighed i centrum, og lige inden jeg kommer til haveforeningen, kører jeg under motervejsviadukten. Jeg har efterhånden kørt turen en helt del gange. Og hver eneste gang sker der noget magisk, når jeg kører under den viadukt.

Det er, som jeg bryder igennem storbyens membran, og kommer ud “på den anden side”. Ud i naturen - ud hvor vi hilser på hinanden - ud hvor vi kører langsomt på de grusede vejene - ud hvor vi ikke skal nå noget - ud hvor vi nøjes med mindre - ud hvor der er ro til at være mere. Og selvom der går lang tid før mit lille jordlod er på linje med den vision jeg har for stedet - og selvom der er udsigt til mange og lange dage i arbejdstøj - så er det hele allerede helt perfekt og lige præcis det, jeg har brug for!

Asger Nakskov Laursen, IT Arkitekt, Novicell. selvskrevet
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce