Annonce
Læserbrev

Nu klager landbruget igen over vandløbene ...

Læserbrev: Nu klager landbruget igen over vandløbene. Nu er der kommet så meget vand, at vandløbene løber over deres bredder og sætter landmændenes marker under vand.

Det er naturligvis træls med vand på markerne, men det er et meget langt stykke hen ad vejen et selvforskyldt problem. Det er jo landbruget selv, der har drænet markerne, så de oprindeligt våde enge i ådalene har kunnet afvandes og dyrkes. Så de lavtliggende engområder blev tørre nok til intensiv dyrkning.

Når man regulerer et vandløb og afvander et lavtliggende engområde, så sørger man jo for, at vandet løber hurtigere bort, end det ellers og oprindeligt ville gøre. Drænrørene sørger for, at vandet i jorden løber ud i vandløbet, som så fører det væk. Dette kan umiddelbart give problemer i tørre somre, hvor man så mangler vand til markerne og deres afgrøder. Så skal der måske pumpes grundvand op til markvanding. Så klager landbruget også og skal have tørkestøtte.

Når man regulerer et vandløb og afvander et engområde, så sænker man grundvandstanden. Der kommer nu ilt til jorden, som straks går i gang med en nedbrydning af det organiske materiale her. Denne nedbrydning får jorden til at synke - man taler om, at markerne "brænder sammen". Jorden kan synke både en og to meter, og hermed forsvinder jo det oprindelige fald, der sikrede afledning af vand fra de drænede og dyrkede marker.

Når så nedbøren vælter ned i vintermånederne, da kan vandløbene ikke længere holde styr på vandet. Det fosser nedefter i vandløbene og når til sidst byer, hvor man måske får vand i kælderen. Vandet stiger også op på markerne, der nu ikke længere kan komme af med det - på grund af den sammenbrændte jord og det deraf manglende fald.

Vandet i et vandløb stiger ligeledes, når der tilføres sand fra omgivelserne. Sand, der hæver bunden og bremser afstrømningen. Det sand kommer primært fra landbrugets egne marker, som enten ligger bare og udyrkede hen - det gjorde de i gamle dage - eller i dag bliver dyrket så intensivt, at der pløjes helt ud til kanten. Herved skrider brinkerne sammen, og tonsvis af sand ender ude i vandløbet.

Det kan man så grave bort, hvis man vil betale for det - og hvis der er fald nok til, at vandet så kan løbe bort. Men til sidst har man uddybet vandløbene så meget, at de når havniveau. Og da er det slut med afvandingen. Måske kan man dræne igen, men det er dyrt og en stakket frist.

Det var den del, som landbruget ubetinget selv er skyld i. Som ingen andre end landbruget har eller har haft nogen andel i. Ved Gudenåen er bønderne dog ikke skyld i hele sandvandringen. En stor del af skylden har nemlig Tangeværket, hvis minimale elproduktion er baseret på, at man fylder Tange Sø op til et vist niveau, inden man så lukker vandet igennem turbinerne og producerer el, som man gjorde det for hundrede år siden.

Vandstanden i Gudenåen nedstrøms Tangeværket stiger og falder derfor voldsomt med den skiftende elproduktion, og skiftende vandstand betyder øget erosion af bredderne. Øget erosion og øget sandvandring, som bremser afstrømningen og får vandstanden til at stige. Op på landmandens marker, som bliver svære at dyrke.

Hvis vi blot lod vandløbene passe sig selv - og genindførte de dyrkningsfri bræmmer - ville mange problemer være løst.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Se, der er en by, der ikke kan passe på sine værdier

Bedre sent end aldrig er kunstværket Red Fall på Østervold omsider blevet rengjort. Det skal vi naturligvis huske at glæde os over. Men vi skal også huske at påpege, at forfaldet denne gang fik lov at stå på for længe. Hvis vi vil have kunst og kultur i vores by, hvis vi vil bryste os af at have 68 skulpturer i vores byrum, hvis vi vil kalde os kulturkommune, skal vi også passe godt på netop kunsten og kulturen og vedligeholde de mange værker, vi har. Det er meget muligt, at foråret er den rette årstid for rengøring af kunstværker som Red Fall for foden af Østervold. Det er meget muligt, at vinteren ikke er den rette årstid. Men vi kan ganske enkelt ikke have værker stående i en forfatning som den, Red Fall har stået i alt for længe. Så er det i yderste konsekvens bedre at fjerne værket, rive det ned, erkende, at vi ikke vil prioritere det løbende vedligehold. Som Red Fall har stået i vinter - brun af alger - har værket været en skamplet på vores by. Se, der er en by, der ikke kan passe på sine værdier. Det kan vi ikke være bekendt. Hverken overfor os selv, vores gæster eller kunstneren bag. Det brune Red Fall, der burde have stået kridhvidt med rødt indvendigt lys, har denne vinter skæmmet landets sjettestørste by på en af de mest centrale placeringer, hvor hundredvis af borgere og gæster dagligt passerer. Ærgerligt har det været, men sket er sket, og nu stråler Red Fall heldigvis i solen igen - mens vi beder om en prioritering, der sikrer kommunens kunstværker mod fremtidigt forfald. Heldigvis går kommunen straks videre og vedligeholder netop nu endnu et Cronhammar-kunstværk på Østervold, nemlig Fontænen ved Kulturhuset. Og heldigvis er der også fingre, der peger på os selv, hver gang vi peger på kommunen, og det er altid bedre at begynde med sig selv end at pege fingre ad andre. Som borgere i byen har vi et medansvar for vores kunstværker, og hvis vi selv passer bedre på vores kunst, vil kommunen have flere penge på kontoen for vedligehold.

Annonce