Annonce
Kultur

Ny bog: Karen Blixen ejede ikke en farm i Afrika

Tom Buk-Swienty har kontor på havnen i Svendborg med udsigt til vandet: - Karen Blixen evnede at leve i nuet. Det står i skarp kontrast til mange af os nutidsmennesker, som bruger oceaner af tid på at administrere vores liv. Foto: Michael Bager
I en biografi om forfatterens unge år og hendes tid i Afrika afslører Tom Buk-Swienty nye sider og billeder af Karen Blixen, der aldrig ejede farmen i Afrika. Det gjorde i stedet familien med onkel Aage i spidsen, og det blev en dyr affære for dem.

”Jeg havde en farm i Afrika ved foden af bjerget Ngong,” er en af litteraturens mest berømte indledninger - den første sætning i Karen Blixens erindringsroman ”Den afrikanske farm”, som udkom i 1937.

Men Karen Blixen havde ikke en farm i Afrika. Hun boede der, og hun sled sig i en pinefuld kamp for dens overlevelse, men hun ejede den ikke. Det gjorde derimod hendes familie med onkel Aage i spidsen, og det kom til at koste dem rundt regnet 100 millioner danske nutidskroner.

Onkel Aage, der var Karen Blixens rige morbror, har ikke haft nogen rolle i de biografier og bøger, der tidligere er udkommet om Karen Blixen. Men det har han i forfatter Tom Buk-Swientys nye biografi ”Løvinden - Karen Blixen i Afrika”. Det skyldes, at han har fået adgang til den omfattende brevveksling mellem onklen og både Karen Blixen og hendes mand, Bror Blixen. En korrespondance, som ikke tidligere har været offentliggjort, og som fortæller nye historier og detaljer om årene i Afrika.

Det er efterkommere af Onkel Aage, hvis fulde navn var Aage Westenholz, der har ladet Tom Buk-Swienty læse med. Han kalder materialet, som er på mange tusinde sider, for ”the missing link” i historien om Karen Blixen.

Det er helt nyt kildemateriale. Familien har holdt det for sig selv i alle disse år. Fordi den afrikanske kaffefarm blev en ikke kun rævedyr, men også pinefuld historie for dem, men sikkert også for at beskytte Karen Blixen, så hun kunne skrive sin historie frit. Men nu har efterkommerne besluttet, at hele sandheden skal være offentligt kendt, siger Tom Buk-Swienty og fremhæver, at litteraturforskeren Benedikte Rostbøll også fik adgang til brevene, renskrev dem og sidste år udgav dem i en stor brevsamling på Gyldendal.

Han har også fået nye oplysninger af et barnebarn til norske Gustav Mohr, en af Karen Blixens venner i Afrika, fået fat i aldrig offentliggjorte billeder og rejst i Afrika, hvor han også skrev en del af bogen, og fundet kenyanske familier, hvis forfædre kendte hende.

Hans biografi er på 754 sider, og han tøver ikke med at sige, at hans bog giver det første fulde billede af Karen Blixens afrikanske eventyr.

- Der er tonsvis af nye informationer, men de vigtigste er, at Karen Blixen aldrig ejede farmen, og at hun i min fortælling træder frem som farmens direktør, der mod mange odds udviklede sig til at være en både forbavsende dygtig og myndig forretningskvinde - ovenikøbet som fraskilt i en victoriansk tid. Hun var en foregangskvinde.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce