Annonce
Kultur

Ny krimi: H.C. Andersen som desperat detektiv

Thomas Rydahl er også aktuel med sin egen "De tre paver", som er bind tre i trilogien om eremitten Erhard Jørgensen. Foto: Les Kaner
Krimien ”Mordet på en havfrue” handler om og er inspireret af H.C. Andersen. Det er så grusom en fortælling, at vi har spurgt en af bogens forfattere om, hvad meningen er med at udsætte både Andersen og læsere for mareridt.

Interview: Krimien ”Mordet på en havfrue” er skrevet af A.J. Kazinski, som er pseudonym for Anders Klarlund og Jacob Weinreich, og af Thomas Rydahl, som vi taler med her:

- Hvorfor udsætte H.C. Andersen for at være hovedperson i en krimi? Hvad er meningen?

- Ja, hvordan kan vi tillade os det? Vi var inspireret af, at han var en spændende personlighed, og det kriblede i os for at lege med myten om Andersen.

- Hvad er det for en myte, I har leget med?

- Alt fra hans seksualitet til hans personlighed. Hans baggrund, hans forhold til sin mor. Alt sådan noget, der giver en spændende bundklang for en karakter. Hvad er det for en ambition, der driver et menneske? Vi fandt frem til, at Andersen frygtelig gerne ville være elsket af så mange som muligt.

- Vi stødte også hurtigt på, at den måde, mange husker hans eventyr på, har et lille filter af Disney over sig. At forældre har skøjtet over grumme passager. Men når man læser hans originaltekster, er der meget grumhed over dem. For eksempel får Den Lille Havfrue skåret tungen ud af Havheksen. Det fik os til at tænke over, hvad der ligger bag de eventyr. Hvad har H.C. Andersen erfaret for at kunne skrive eventyrene?

- Tidligt i jeres bog bliver H.C. Andersen uberettiget anklaget for et mord, og for at slippe ud af saksen hjælper han politiet og bliver derfor en slags detektiv. Og dermed kommer han til at erfare nogle grumme historier. Det kan lyde lidt Sherlock Holmes-hyggeligt, men det er det ikke, vel?

- Nej, eller jo på den måde, at vi tænkte, at det er den her anklage, der får ham flyttet fra at være en, der gerne vil være forfatter til at være detektiv. Han har noget i klemme. Vi vidste, at det vil provokere nogen, at vi forvansker historien så meget, at vi lader som om, han har været mistænkt for et mord. Men det bliver så også en del af plottet, at han og politiet gør, hvad de kan for, at det ikke bliver en historie, der bliver fortalt. At det er derfor, vi ikke kender den side af Andersen.

- I det virkelige liv var Andersen også trængt op i en krog. Han begyndte at skrive eventyr, fordi han ikke var lykkedes med alt det andet, han skrev.

- Når jeg ikke synes, det er hyggeligt, er det måske fordi, jeg kun har læst de fire første kapitler af jeres bog. Jeg fattede sympati for en prostitueret enlig mor, som bliver mishandlet og myrdet, og så kunne jeg ikke komme videre, for jeg kunne ikke tåle mere. Hvorfor er det nødvendigt at skære langsomt i en levende kvinde, som I hænger op som en slagte-gris? Hvordan skal jeg komme over det?

- Det ved jeg ikke. Jeg bliver dig svar skyldig, men det var et interessant møde mellem eventyruniverset og en barsk virkelighed, og så er der en bagvedliggende historie, som tjener denne scenes formål.

- Det er ikke kun brutaliteten, der stoppede mig, men også det ubærlige, at den stakkels kvinde har et lille barn, som er afhængig af hende. Hvorfor er det altid kvinder, det går ud over?

- Du taler formentlig på vegne af mange, som har nok i den virkelige verdens grusomheder. Men omvendt, så var der i 1834 meget beskidt og grusomt, og offentlige fruentimmere levede under de mest elendige vilkår. Børn og kvinder er ofte ofre i krimier, fordi det er mere uretfærdigt, end når det er en stor og stærk mand. Ved at slå de fysisk svageste ihjel får du som forfatter uretfærdighedens medløb. Men selvfølgelig skal vi passe på med klicheerne, og mange slår kvinder ihjel i krimier uden konsekvenser, men det gør vi ikke i vores bog.

- Hvad skal jeg som læser have ud af jeres krimi?

- Vores største tema har været fantasiens ukuelighed. I bogen bliver fantasien virkelighed, og her i den virkelige verden er fantasien den største trussel over for rationaliteten og magten. Men det er netop evnen til at forestille sig noget, der ikke er her lige nu og her, som vi har brug for, hvis vi skal løse tidens problemer. Fantasien til at tænke i scenarier, der ikke eksisterer. H.C. Andersen repræsenterer fantasien.

- Vi synes også, at krimien er i hans ånd, for han var selv meget interesseret i død og ødelæggelse. Optaget af det kulørte.

Rydahl og Kazinski: ”Mordet på en havfrue”, Politikens Forlag, 416 sider, udkom 6. september.

Blå bog

Thomas Rydahl, født 1974 i Aarhus, bor i Hellerup

Uddannelse: Studier i filosofi og psykologi. Forfatterskolen 1997-1999.

Debut: "Eremitten" (2014).

Litteraturpriser: Bogforums Debutantpris, 2014. Glasnøglen (nordisk pris), 2015. Harald Mogensens-Prisen, 2015.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce