Annonce
Kultur

Ny scene åbner i Maltfabrikken i Ebeltoft

Parallax optræder fredag 6. september på Kulturloftet i Maltfabrikken i Ebeltoft i selskab med felespilleren Anne Hytta. Det er den første koncert i det ny spillested. Pressefoto
Siden 2007 har de frivillige i Foreningen Ebeltoft Kulturhus afviklet koncerter i de efterhånden slidte faciliteter ved byens festplads. Nu rykker de ind i et nyt spillested i den genrejste maltfabrik, hvor første koncert er på vej.

EBELTOFT: Kulturlivet i Ebeltoft og omegn tager hul på en ny æra.

Det sker fredag 6. september, når Foreningen Ebeltoft Kulturhus afvikler den første koncert i nye omgivelser i Kulturloftet i Maltfabrikken.

Siden sommeren 2007 har foreningens hjemsted været kulturhuset "Kulturministeriet" på Festpladsen i Ebeltoft, hvor der ved hjælp af frivillig arbejdskraft er afholdt omkring 1.000 arrangementer.

Men kulturhuset er hårdt ramt af tidens tand, og nu gælder det nye rammer i Maltfabrikken.

Den gamle industribygning er de seneste år ombygget og forvandlet til en smeltedigel for kultur og kreativitet.

Musikere er klar

Fredag 6. september er trioen Albafar første levende indslag på scenen i Kulturloftet.

Albafars koncert bliver en musikalsk opdagelsesrejse. Overordnet er det svært at rubricere trioens stil, som spænder fra jazz over etnisk musik til instrumentale fortolkninger af siciliansk folkemusik.

Trioen består af Salva Barbas Barbagallo på sopran-saxofon, Pier Paolo Alberghini på kontrabas og Fulvio Farka på tablas.

Lørdagens 7. september gælder det en koncert med den norske trio Parallax, der de sidste 10 år har turneret verden over med sin egenartede og lydhøre musik.

Parallax optræder på Kulturloftet i selskab med felespilleren Anne Hytta. Hun er dybt forankret i den norske folkemusiktradition og har vundet flere store spillemandspriser, men er samtidig kendt for sin evne til at gå nye musikalske veje.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Kultur For abonnenter

Bogkassen anbefaler: Når historierne tappes fra evighedens tønde

Bøger: Hvis man er til lyrik, er Einar Már Gudmundssons nye digtsamling ”Til rette vedkommende” en lise for sjælen. Hvis ikke man er til lyrik, skal man se at blive det i en fart. For denne lille, sansende og smukke bog er det tåbeligt at snyde sig selv for. ”Til rette vedkommende” er Gudmundssons fjerde digtsamling gennem 28 år som succesrig forfatter. Romanerne har fyldt mest. Det var også for en roman, ”Universets engle”, at han i 1995 blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris. Alligevel er Einar Már ifølge eget udslag mest glad for digtene. Han mener i øvrigt ikke, der er så stor forskel mellem prosa- og lyrikgenrerne. Lyrik skal rumme en historie, siger han, og prosa skal også være poetisk. Den holdning præger forfatterskabet, både når der digtes, og når der skrives prosa. ”Til rette vedkommende” er nok den lyseste, den letteste, den mest livsglade af Einar Már Gudmundssons fire digtsamlinger. Ikke på den måde, at digtene er uden dybde eller alvor - tværtimod. (Manden er jo islænding ...). Men fordi digtene trods tvivl, trods skygger og understrøm rummer en dejlig livsglæde. En samling digte - eller for den sags skyld en stor, episk roman - ville ikke være Gudmundsson, hvis ikke der var et glimt i øjet og en række underfundige formuleringer, der er alt for spændende eller smukke til bare at blive læst. Gudmundsson kræver tanker hos læseren. Alt andet er umuligt. Som når han skriver: Hvis du tapper historier fra evighedens tønde giver jeg kaffe på benzintanken og viser dig forstadskvartererne, småbyerne som sover og småbyerne som holder sig vågne, sindets udkanter, fodgængertunneller og baghaver, byen bag ved tiden ... En smuk strofe, ganske typisk for den nye digtsamling. Den kredser om mennesket i universet, den rummer klare eksistentielle emner - og den skildrer et samfund i evig forandring. Som når digtet fortsætter: Kaffebarerne, hvor kopperne dampede af digte/antikvariaterne som nu er forsvundet/excentrikerne som er døde/og det lille hus på skråningen/som for længst er borte ... Sådan er det jo. Det er en digters skildring af et samfund, der udvikler sig. Og under udviklingen også mister noget. Tiden er ikke til excentrikere - eller skæve eksistenser - og ikke til et lille hus på en skråning.

Annonce