Annonce
Danmark

Ole bragede op i lastbil: - Jeg nåede kun at tænke 'fuck'

Så voldsomt så det ud, da Ole Meldgaard var kørt op i en lastbil. Privatfoto
51-årige Ole Meldgaard slap med skrækken, da han i sidste uge var involveret i en voldsom trafikulykke på Sønderjyske Motorvej på grund af et øjebliks uopmærksomhed. Nu har han et vigtigt budskab til sine medmennesker: Kør bil, når du kører bil.

Rødekro: 51-årige Ole Meldgaard kan prise sig lykkelig for at være i live.

I sidste uge var han involveret i en alvorlig ulykke på Sønderjyske Motorvej i sydgående retning mellem den nye Rødekro-afkørsel og afkørslen ved Aabenraa N.

- Jeg var på vej fra mit arbejde i Kolding hjem til Rødekro, da jeg ramte en lastbil bagfra med cirka 120 kilometer i timen. Jeg tror, den var standset på grund af begyndende kødannelse. Af en eller anden åndssvag årsag sad jeg og kiggede ud på de biler, der kørte fra ved den nye afkørsel. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde det, men det gjorde jeg altså, fortæller Ole Meldgaard.

Derfor nåede han ikke at bremse, før det var for sent.

- Jeg nåede kun at tænke "fuck" og instinktivt rive rattet til venstre. I samme sekund ramte jeg lastbilen, og jeg blev kastet skråt tilbage og ind i autoværnet, siger Ole Meldgaard.

Annonce
Uheldet gav store forsinkelser på strækningen, og Ole Meldgaard undskyldte efterfølgende på Facebook for de gener, det havde medført for hans medtrafikanter. Privatfoto

Ikke forvoldt skade på andre

Bilen blev totalskadet, men han slap med det, han kalder en rimelig mørbanket krop og en mindre hjernerystelse.

- Og til mit allerstørste held var der ikke andre i nærheden. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg ikke forvoldt skade på andre mennesker, siger han.

Han har efterfølgende delt oplevelsen på Facebook med en række billeder af den ødelagte bil, så folk kan se, hvor galt det kan gå.

- Jeg vil gerne have folk til at tænke over, at de altså skal køre bil, når de kører bil. Få øjeblikke kan gøre hele forskellen, og jeg føler virkelig, jeg er heldig, at jeg er her i dag, siger Ole Meldgaard.

På Facebook mistænker flere ham for at have brugt mobiltelefon under kørslen. Men det afviser han.

- Det havde jeg ellers ikke været bleg for at indrømme, men jeg sad og kiggede ud ad sideruden på den der afkørsel, lige som man nogle gange kommer til at kigge på andre ting, der fanger opmærksomheden. Jeg ved godt, det var dumt, siger Ole Meldgaard.

Han er efterfølgende blevet oplyst om, at han formentlig kan se frem til en bøde for uagtsom kørsel.

- Men den betaler jeg hellere end gerne. Det er billigt sluppet, og jeg er så taknemmelig for, at der ikke kom andre til skade, siger Ole Meldgaard.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Hvad er det, der smager godt? Det er minderne

Hver sommer tager jeg på en budgetvenlig madrejse inden for landets grænser og under åben himmel. Jeg besøger et af de utallige loppemarkeder med rustikke keramiklamper, strikkede nisser og ridsede legetøjsbiler, mange af os elsker at frekventere, hvor sang og bløde guitartoner lyder fra en lille musiktribune, og der kan købes fadøl, brød og pølser til en frokostpause direkte på det tyndslidte græs. Genbrugsguld og gammelt fajance går jeg udenom. Jeg kommer med et bestemt formål. Jeg vil mindes den mad, jeg havde glemt, jeg kunne huske. Jeg finder den i en 60'er-årgang af ugebladet Hjemmet, en orange og brun Kenwood-håndmixer fra 1970'erne, Eksportslagteriernes Gris-På-Gaflen-kalendere og Raadvads ikoniske brødmaskine af stål og træ fra dengang, et rigtigt rugbrød vitterligt ikke kunne skæres i med brødkniv og håndkraft alene, så massivt og hårdt var det. Har vi spist schweizisk raclette i Danmark? Ja det har vi! Jeg stod i sommer med hele raclette-udstyret i hånden, den elektriske varmeplade til at stille ind på spisebordet, og de små pander i legetøjsstørrelse, som hver rundt om bordet kan tilberede sine egne grøntsager, kød og ost på. Racletten skulle være en efterligning af det bål og de redskaber, schweiziske kvæghyrder anvendte ude i bjergene til at tilberede deres aftensmad. Vi snusede til racletten i Danmark, måske i 1980'erne og glemte det igen. Apparaterne led samme skæbne som fonduegryderne. Først røg de i pulterkammeret, siden på genbrugspladsen eller loppemarkedet. Mit lykkeligste fund i år var Lilian Kaufmanns ”Fremmed mad” fra 1968 udgivet af Bo Bedre. Her fandt jeg den lammesteg, vi sværmede for i 1970'erne. Skrællede kartofler blev skåret i skiver og taglagt i en smurt bradepande, og oven på dem blev lagt en blanding af hakket hvidløg og persille. Bouillon blev hældt ved kartoflerne, og lammekøllen lagt ovenpå, så saften dryppede ned på kartoflerne under stegningen. På et kollegiekøkken en gang i 1970'erne, smagte jeg for første gang lammekød i denne ”lammekølle som i Provence”-udgave. Skulle jeg tilberede lam i morgen, ville jeg uden betænkning vælge samme opskrift. For mad har med længsel at gøre. Man kan læse en kogebog fra 1960'erne og mærke lugtene fra alle bogens sider, hvis man altså selv har levet i 1960'erne. Søren Gericke har sagt: ”Det smager godt, siger man. Men hvad er det, der smager godt? Det er det, man kan huske. Det er minder.” Hvem har ikke mærket sandheden af disse ord på egne smagsløg. Som 13-årig smagte jeg for første gang den franske ost gruyère. Det var i Paris i 1966. Rejsebudgettet var skrabet. Et kulinarisk højdepunkt blev en croque monsieur fra en typisk fransk bistro. I Danmark kendes den også under navnet parisertoast. Lykkeligvis var det gruyère, der var pakket i croque monsieuren. Det var mit første møde med smeltet ost, og gruyére havde jeg aldrig hørt om, men jeg vidste omgående, at den her smag var skelsættende, og jeg holder aldrig op med at lede efter en croque, der smager præcist som dengang. Jeg har hørt en forsker sige, at lugt og smag har forbindelse til det limbiske system i den centrale del af hjernen, hvor man mener, følelser opstår. Det kan bruges i praksis for eksempel over for gamle mennesker, der får hjulpet hukommelsen på gled med mad, de husker fra hele deres liv. En samling gamle opskrifter kan virke som et fotoalbum med billeder af alle vores kære. Dufte og smag af mad kan få os til at huske ting, vi ellers troede vi havde glemt. Om lidt vil mange af os kollektivt ride på en bølge af madminder. Duftene af Brunkagerne, risalamanden, rødkålen, de brune kartofler kan åbne for sluserne med erindringer om til strikkede nisser, selvkørende legetøjsbiler, duften af ny dukke og farmors hvide blondebluse og øjenbrynene, der pludselig var tegnet op med mørk farve, fordi det var juleaften. Hun, Esther, talte odenseansk til sin dødsdag, selv om hun boede i Nordjylland. Hun kunne sin flæskesteg til perfektion, foruden hjemmelavet rullepølse og julesild. Hvem der bare kunne stjæle af hendes kagedåse en lige en gang til.

Annonce