Annonce
Danmark

Peter Kofod er spidskandidat til EU: Har 100 procents fravær i Europaudvalget

Dansk Folkepartis spidskandidat til Europa-Parlamentet, Peter Kofod (DF), afviser, at det skyldes mangel på interesse, at han ikke er mødt op til et eneste møde i Folketingets Europaudvalg siden 1. januar 2018. Foto: Scanpix/Maria Albrechtsen Mortensen
Peter Kofod er Dansk Folkepartis spidskandidat ved det kommende Europaparlamentsvalg, men han har som nuværende medlem af Folketingets Europaudvalg ikke været til et eneste udvalgsmøde siden 1. januar 2018.

Peter Kofod, du er Dansk Folkepartis spidskandidat til Europa-Parlamentet, men har ikke været til et eneste møde i Folketingets Europaudvalg siden 1. januar 2018. Hvorfor ikke?

- Det er, fordi Kenneth Kristensen Berth er vores Europa-ordfører. Når mandaterne skal afgives, i forhold til hvad regeringen må og ikke må forhandle sig frem til, så er det Kenneth, der på vegne af Dansk Folkeparti går ned og afgiver de mandater og stiller de spørgsmål, der skal stilles. Hvis ordføreren er forhindret i at møde frem, vil han typisk bede et andet medlem fra Dansk Folkeparti om at gå ned og aflevere mandaterne.

Der er jo ikke mødepligt, men er du i stand til at varetage din post i udvalget med så sparsomt et fremmøde?

- Jeg har fokuseret på at slide på retsudvalgets inventar i stedet for, fordi jeg er retsordfører. Det er fuldstændig rigtigt, at der ikke er mødepligt, og man har ikke nogen økonomisk gevinst ved at sidde i udvalget.

Jeg har kigget i hovedkalenderen, hvor jeg kan se, at møder i de udvalg, du i øvrigt er medlem af - herunder retsudvalget - kun i få tilfælde har kollideret med mødetidspunkterne i Europaudvalget. Er det et fravalg fra din side ikke at møde op?

- Nej, det er simpelthen en prioritering af, hvor jeg skal være, og hvad jeg skal lave. Vi har ufattelig meget arbejde i retsudvalget, og jeg har fokuseret utrolig meget på det arbejde, der foregår der.

Du har ikke lagt skjul på, at spidskandidaturet til Europa-Parlamentet ikke var en del af dine planer. Du har samtidig ikke været til et eneste møde i Europa-udvalget. Siger det noget om din interesse for området, at du ikke er mødt op i Europaudvalget?

- Nej, det gør det ikke. Europapolitikken er en af Dansk Folkepartis mærkesager. Jeg har prioriteret at være retsordfører fuldt og helt. Havde jeg været Europa-ordfører havde det været der, jeg havde lagt alle mine kræfter og energi.

Fortryder du, at du ikke har været mere flittig til at møde op i Europaudvalget, nu EU bliver dit primære embede?

- Nej, for jeg får den samme information, som hvis jeg mødte op. Jeg får den bare gennem Kenneth Kristensen Berth eller folketingsgruppen. Jeg modtager også det samme materiale. Det ville kræve, at jeg skulle have været mindre til stede i retsudvalget. Det at være retsordfører er en meget tung post med meget læsestof, mange lovforslag og meget forberedelse, så jeg har prioriteret rigtigt.

Ligger der en for stor arbejdsbyrde på jer politikere, nu hvor I ikke kan nå at deltage i alle udvalg?

- Ja, der er meget at nå, og det er derfor, vi har ordførerskaber. Det er dem, der er tovholdere på det, der foregår i deres respektive udvalg, og andre udvalgsmedlemmer hjælper til.

Folketingets Europaudvalg

  • Folketinget har en række udvalg med hver sit arbejdsområde. Det være sig eksempelvis sundhed og uddannelse.
  • Udvalgene forbereder de beslutninger, som Folketinget træffer i folketingssalen.
  • Europaudvalget er det eneste udvalg, som offentligheden kan følge live på nettet, og som fører åbne referater.
  • Det skyldes, at det adskiller sig fra de andre udvalg på en række punkter.
  • Europaudvalgets hovedopgave er at kontrollere den danske regerings EU-politik.
  • Det betyder, at Europaudvalget diskuterer EU-sager og giver forhandlingsmandat til de danske ministre, når de skal forhandle på Danmarks
    vegne i EU’s Ministerråd i Bruxelles.
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce