Annonce
Randers

Problemer på et plejehjem skyldes aldrig beboerne

Illustration: Jens Nex
Annonce

Læserbrev: Jeg vil prøve at skrive lidt om behandlingen af ældre på plejecentre i Randers. Især om behandlingen af de ældre, som – ud over at være ramt af en høj alder – også er ramt af en demenssygdom eller Alzheimers, som i øvrigt også er en demenssygdom. I dag bor min kone på Lindevænget og er helt afhængig af personalet der. Hun har intet sprog, og hun har nu været der siden november 2016. Vi fejrede vores guldbryllup i 2013.

Vi starter et helt fremmed sted nemlig i Indien, hvor min kone fik sine første opgaver med at prøve kræfter med den videreuddannelse hun havde modtaget på Danmarks Sygeplejehøjskole på Aarhus Universitet i 1972. Birgit fik et job med at uddanne indiske og pakistanske sygeplejeelever i behandlingen af psykisk syge. Arbejdet bestod i to ugentlige timer og var naturligvis ulønnet, men da undervisningen skulle foregå på engelsk, kunne det holde hende godt beskæftiget.

Vi kom hjem i 1974 og Birgit og fik et job som forstander – som det hed den gang – på OK-plejehjemmet Grethe som lå i Sjællandsgade. Keld Hüttel var borgmester og Erik Mouritsen var chef for Socialområdet, og det blev bestemt, at såvel Randers kommune som Statshospitalet i Risskov kunne visitere psykisk syge til Plejehjemmet Grethe.

Birgit var 33 år, og hun skulle prøves af personalet, som ikke ønskede alt for store ændringer, så hendes ønske om at beboerne skulle behandles med respekt og værdighed faldt ikke i god jord hos alle. Især én ansat fandt, at det gik for meget ud over den måde, som de plejede at gøre det på og forsømte ikke nogen lejlighed til ar gøre opmærksom på sin uenighed. Det gik Birgit meget på, og situationen blev drøftet i det lille hjem på Parkvej.

Resultatet blev, at Birgit tog kontakt til personalets fagforening og forklarede, at hun havde opfattelsen af, at den pågældende saboterede hendes ønske om at sikre en god og værdig pleje af beboerne. Hun fik straks den faglige organisation på sin side, og den har formentlig haft en kammeratlig snak med en pågældende, og problemet var løst.

Jeg har været – og er måske stadig – medlem af en gruppepårørende til beboere med den ene eller anden form for demens i Randers Kommune. Da vi på et tidspunkt fik at vide, at problemer på et center skyldes beboerne, trådte jeg ud, for jeg véd, at det ikke og aldrig er beboernes skyld men alene ledelsens.

Det er lederen, som står med ansvaret for den daglige drift. Det er et enormt ansvar at lægge på et enkelt menneske, og det lykkes kun, hvis den, der får opgaven, også modtager fuld opbakning ovenfra, ellers vil det aldrig lykkes.

Jeg er meget glad for, at min kone er på Lindevænget, for jeg har en tro på og en tillid til, at personalet der behandler hende med den kærlighed, respekt og værdighed, som gør, at jeg er sikker på, at hun har et godt liv, selv om hun ikke kan give udtryk for det. Jeg er tryg ved og fuld af respekt for Tina Ebdrups ledelse, og jeg er tryg ved Louise Høegs styring af ældreområdet, selv om jeg anstændigvis skal nævne, at jeg ikke er medlem af det politiske parti, hun repræsenterer.

Jeg besøger min kone dagligt, selv om der lige har været en pause på godt tre måneder, men tillader mig også en ferie hver anden måned, og det kan jeg gøre i en sikker viden om, at min kone er i de bedst mulige hænder.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Klumme: Få nu fingeren ud af næsen

coronavirus

Live: Regeringen indfører krav om mundbind i offentlig trafik hele døgnet

Annonce