Annonce
Randers

Randrusianernes bedste ven

<p>Den lille skødehund må have været højt elsket. Den er som et menneske blevet foreviget hos fotografen omkring 1890. Foto: Lokalhistorisk Arkiv</p>

Hunden er også randrusianernes ældste ven.

»Hunden, hvis oprigtige hengivenhed, ædle uegennyttighed og urokkelige troskab med rette har givet den titel af menneskets ven. Og dette karakteristiske venskab bevarer den under alle forhold, gennem alle dens afartninger: som vægter ved hjemmet, som hyrde i marken, som hest for slæden, men allermest som jæger«.
Annonce
Rebslager Mathias Peter Winges to niecer Cecilie og Charlotte Winge er fotograferet omkring 1900 sammen med deres moster Charlotte de Fine Olivarius og en ruhåret hund. Foto: Lokalhistorisk Arkiv
Lovprisning af hunden er skrevet af digterpræsten og jægeren St. St. Blicher i 1832.
På dette foto fra 1870?erne kan drengen og hunden næsten opfattes som ligestillede. Det vides ikke, hvem drengen er, og hvorfor han holder en pisk. Foto: Lokalhistorisk Arkiv

Menneskets ældste husdyr

Hunden er menneskets første og ældste kendte husdyr.
Ansatte med ølhund på bryggeriet Heimdal i Randers omkring 1890. Foto: Lokalhistorisk Arkiv
Mødet fandt sted allerede hos jægerstenalderens mennesker, der tæmmede ulvehvalpe for at bruge ulvenes skarpe høre- og lugtesans til at opspore jagtbytte. Sandsynligvis har stenaldermennesket drevet avlsarbejde på ulvehundene for at fremme bestemte egenskaber. Derfor kendes hunde i mange forskellige størrelser og arter fra arkæologiske fund af hundeskeletter. I Israel findes det ældste kendte skelet, det er 10.000 år gammelt, mens de ældste skeletter i det nuværende danske område er fundet på Sjælland, og de er mellem 9000 og 8000 år gammel. Da stenaldermennesket mellem år 5000 og 4000 f.Kr. begyndte at blive bosiddende i Norden, fik hunden nye arbejdsopgaver. Nu kunne hundens mod og trofasthed bruges til at beskytte jorder og husdyr, og samtidig fandt hunden også anvendelse som hyrdehund for kvæg og får.
En ukendt jæger er fotograferet med sin jagthund hos fotograf Ussing i 1870?ernes Randers. Foto: Lokalhistorisk Arkiv
På Randers-egnen er der ikke fundet rester af hundeskeletter før i jernalderen. De ældste skeletdele er fra omkring 100 f.Kr. og blev fundet i en offermose i Bjerregrav. Sammen med hundeskelettet blev der fundet knogler fra mennesker, får, vildsvin, okse, hest, tamsvin, hjort og vildand.
En slagterhund var uundværlig for slagtermesteren, når han skulle holde styr på det indkøbte slagtekvæg. Her ses slagtemester og pølsefabrikant Carl ­Melchiors (i midten) med ansatte og hund omkring 1900. Foto: Lokalhistorisk Arkiv
Det næste kendte fund er fra 900-tallet. Her er der tale om nogle få brændte knoglefragmenter i tre grave fra en vikingegravplads i Over Hornbæk. Under de gravlagte menneskeskeletter fremdrog arkæologerne brændte og knuste knogler fra både mennesker og dyr, herunder hundeknogler. Det drejer sig sandsynligvis om en rituel ofring, hvor også hundeknogler indgik.

Omstrejfende hunde - en af tidens største plager

I middelalderen og renæssancen blev hundeavl til jagt-, krigs- eller selskabsbrug en yndet beskæftigelse for konge og adel, mens almindelige borgere stort set kun brugte hunden som vagthund.
Der er ikke fundet hundeknogler i middelalderens og renæssancens Randers, men adskillige kødben med bidemærker efter hundetænder afslører, af hunden var en del af bybilledet i Randers i denne periode.
Et stort antal omstrejfende hunde var en af de største plager i 1500-tallets byer, hvor hundene levede af gadens affald og ådsler. For at forhindre at løse hunde skambed eller dræbte kvæg, får eller vildt blev det gang på gang påbudt, at hunde, der ikke tilhørte konge eller adel, skulle være lænket eller lemmes. Det sidste betød, at man skar en sene over i forbenet eller huggede en forpote, en tå eller et helt forben af.
Men problemet med de herreløse hunde forsvandt ikke. Borgerne i byerne var især bange for, at hundene spredte den frygtede sygdom rabies - hundegalskab.
Derfor blev det i København i 1783 besluttet at gøre det lovpligtigt at dræbe alle løse hunde. Rakkerknægte blev sat til at udføre arbejdet overvåget af lederen af byens natrenovation. At loven blev fulgt til punkt og prikke fik den portugisiske gesandt grev Souza at føle, da han en septemberdag i 1788 kom gående gennem byens gader med sin lille hund, der ikke var i snor. Tre rakkerknægte sprang frem, og for øjnene af den nok noget forskrækkede udenlandske gesandt dræbte de hunden.
Denne blodige handling resulterede i en diplomatisk krise og i en retssag, hvor myndighederne herefter blev tvunget til at moderere loven. Løse hunde måtte herefter kun dræbes i sommermånederne fra sankthansdag til udgangen af august. Det var den periode, hvor hundegalskaben især truede.

Hundetegn

I 1800-tallet blev bestemmelserne gradvis lempet. Det mere humane livssyn, der efterhånden vandt indpas i slutningen af 1700-tallet og i 1800-tallet, fik betydning også for menneskets syn på hunden, selvom frygten for hundegalskab ikke var drevet over.
Derfor blev der i 1815 indført hundeskat i København. Alle byens hunde skulle nu anmeldes hos politimesteren, og når ejerne havde betalt afgiften, modtog de som kvittering et hundetegn, som hunden altid skulle bære i et halsbånd. På den måde indkasserede byen en lille ekstraindtægt, samtidig med at man sikrede de hunde, der havde en ejer, så hunden ikke uden videre kunne aflives.
Hunden fik dermed sine første lovmæssige rettigheder.
Ni år efter i 1824 fulgte de øvrige købstæder efter, og således indførte også Randers hundeskatten i 1824. Én rigsbankdaler måtte de randrusianske borgere betale om året for at få udleveret et hundetegn. Hundeskatten blev afskaffet i 1923, mens hundetegnet først blev afskaffet i 1969.

Mopser og kongepudler

Som kæledyr blev hunden først almindelig i Danmark i begyndelsen af 1800-tallet, og først sidst i 1800-tallet fremavledes langt størsteparten af de hunderacer, vi kender i dag.
Borgerskabets hunde skulle passe ind i stuerne og skulle kunne bæres på trapper, derfor blev små hunde som mopser og pekingesere de foretrukne. Købmændene og håndværkere behøvede mere vagtsomme racer, der kunne holde vagt ved bolig, varer og under transport, mens politi og vægtere skulle have tålmodige og frygtindgydende hunde som kongepudler og airdaleterrieren.
De to mest almindelige hunderacer i dagens Danmark er schæferhunden og labrador retrieveren.

Pekingeseren Apollo og vognhund Columbus

En fin kilde til hundens historie i Randers findes i byfogdens arkiv på Landsarkivet for Nørrejylland, hvor der er bevaret flere hundeprotokoller fra perioden 1857 til 1862. I protokollerne har den randrusianske byfoged med ikke alt for læsevenlig skrift registreret, når byens hundeejere havde betalt den lovpligtige hundeskat. I protokollerne er desuden opført registreringsdato, navnet på hunden - hvis den havde et - ejerens stilling og navn samt hundens køn og udseende.
Af protokollerne fremgår det, at der i 1857 var registreret 250 hunde i Randers. Og antallet af hunde var stigende, for fem år senere var 290 hunde registreret.
De ti mest populære hundenavne i 1857 var i rækkefølge: Annie, Diane, Trofast, Perle, Caro, Carno, Appollo, Pollo, Netto og Present. Knap halvdelen af byens hunde havde et af disse navne. Fem år efter var Annie, Diane og Trofast stadigvæk blandt de tre mest populære navne, men nye navne var kommet til: Hektor, Rollo, Tyra, Freja og Ally.
Gamle græske gude- og heltenavne som Diane og Hektor og latinske navne som Caro, Rollo, Carno og Apollo var meget populære, og omkring 1860 begyndte de nordiske gudenavne som Tyra og Freja at vinde frem.
Om de udenlandske navne fik så stor popularitet, fordi hundeejerne ved at give deres hunde et fremmedsproget navn kunne vise dannelse og sprogkendskab, eller om navnene ganske enkelt bare var moderne, kan man kun gætte sig til. Enkelte hunde var så lavt rangerende, at de end ikke havde noget navn. Det var lænkehunde, der ofte fristede en kummerlig tilværelse som fastlænkede vagthunde i en baggård eller en udbygning.
I dag er de fem mest populære navne Molly, Bella, Mille, Freja og Buster.

Kendte hundeejere

I protokollerne dukker kendte og ukendte randrusianere op, der var hundeejere.
I 1857 finder man bogtrykker Elmenhoff, der havde en sortbroget hund ved navn Alleco, købmand Hermann Rohde, der ejede en sort hunhund med navnet Caro, købmand Hjersing, der havde erhvervet sig en lille sort pekingeser kaldt Apollo som selskabshund, og madam Therkilsen, der havde døbt sin hund Dolly.
I 1861 fremgår det af protokollen, at købmand Rohde havde fået en ny hund, der hed Diane, økonom Ankerstjerne havde anskaffet sig en hund ved navn Hextor, og handskemager Carl Mattat værnede om sine franske rødder og kaldte sin hund Fransjour. Og man kan kun gisne om, hvad vognmand Christian Sørensen drømte om, når han ledsaget af en vognhund ved navn Columbus kørte rundt på de randrusianske landeveje. En vognhund medbragte vognmanden, så den kunne passe på læsset og hesten, når han gjorde ærinder.
Som det fremgår, var og er hunden ikke alene randrusianernes bedste ven, men også deres ældste.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce