Annonce
Debat

Rank ryggen, Randers

Hvis underdrivelse fremmer forståelsen, så lad mig underdrive min bedømmelse af ugen, der snart er gået, og lad mig genbruge det gamle randrusianske bryggerislogan "ikke så ringe". Det er i dén grad gået "ikke så ringe" i Randers i de seneste dage, og det er netop i dage som disse, at det er en helt fantastisk fornøjelse at skrive nyheder og anden journalistik om det gode liv i den kronjyske hovedstad, landets sjettestørste by, der ganske vist har sund konkurrence fra den sjette- og syvendestørste, Kolding og Vejle, men som også haler ind på den femtestørste, Esbjerg.

Vi er en del af Randers, og Randers er en del af os. Som byens mediehus deler vi et fuldstændig fastlåst skæbnefællesskab med det lokalsamfund, som vi elsker at være en del af, som vi involverer os i på alverdens måder, og som vi glæder os sammen med, når det ikke bare er nogle få, det går godt for, men når de gode nyheder på det nærmeste står i kø for at komme i vores medier. Og sådan har det været i de seneste dage. Skønt.

På beskæftigelsesområdet fik Randers forleden endelig, hvad Randers længe har fortjent, nemlig andel i nogle af de mange statslige arbejdspladser, der de seneste år er flyttet fra hovedstaden og placeret i provinsen som led i den borgerlige regerings fuldstændig rigtige genopretning af et Danmark, der ad åre er blevet mere og mere skævvredet med al magt og administration koncentreret i København. Vel har Danmark i konkurrencen med vores nabolande, Tyskland ikke mindst, brug for en stærk storby som vores hovedstad, men der er også en grænse for, hvor svag en provins et land kan have, og den grænse nærmede vi os faretruende, også i Randers.

150 skattearbejdspladser lunede i landets sjettestørste by, der ligger på en skandaløs 25. plads, hvad statslige arbejdspladser angår - og endnu mere lunede det, at vi samme dage kunne bringe nyheden om, at vi også selv kan skabe arbejdspladser. Det er godt at få arbejdspladser foræret af staten, men det er endnu bedre og afgørende vigtig, at vi ikke er afhængige af statslige arbejdspladser. Det skæve Danmark har lært os at klare os selv, og således opstår virksomheder som randrusianske Confac, der med mod på livet startede produktion af betonelementer samme dag, som finanskrisen satte ind, og byggeriet gik i stå, men som alligevel fortsat eksisterer og forleden annoncerede, at fabrikken skaber 50 nye arbejdspladser oveni de 63, den har allerede.

De seneste dages fantastiske nyheder om øget beskæftigelse og stor sandsynlighed for øget bosætning og øget skattegrundlag bliver flot bakket op af flere kulturnyheder, der ikke blot sætter Randers på danmarkskortet men på verdenskortet. Onsdag kunne vi således fortælle om det randrusianske Watermusic, der sandsynligvis skal slå følge med dansk erhvervsliv på et eksportfremstød i det sydlige Kina, hvor Randers Egnsteater i givet fald skal genopføre sin kulturhovedstadsforestilling i den vigtigste havneby i Sydkina. Og i dag kan vi så fortælle om Musik- & Teaterhuset Værket, der midt i en sommerstrøm af verdensnavne som Kris Kristofferson og P.J. Harvey sætter endnu et verdensnavn på plakaten, nemlig The Doobie Brothers.

Sikken uge i Randers. Sikken stolthed, vi med god grund kan føle. Rank ryggen, Randers. Vi er på vej i den helt rigtige retning.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Hvad er det, der smager godt? Det er minderne

Hver sommer tager jeg på en budgetvenlig madrejse inden for landets grænser og under åben himmel. Jeg besøger et af de utallige loppemarkeder med rustikke keramiklamper, strikkede nisser og ridsede legetøjsbiler, mange af os elsker at frekventere, hvor sang og bløde guitartoner lyder fra en lille musiktribune, og der kan købes fadøl, brød og pølser til en frokostpause direkte på det tyndslidte græs. Genbrugsguld og gammelt fajance går jeg udenom. Jeg kommer med et bestemt formål. Jeg vil mindes den mad, jeg havde glemt, jeg kunne huske. Jeg finder den i en 60'er-årgang af ugebladet Hjemmet, en orange og brun Kenwood-håndmixer fra 1970'erne, Eksportslagteriernes Gris-På-Gaflen-kalendere og Raadvads ikoniske brødmaskine af stål og træ fra dengang, et rigtigt rugbrød vitterligt ikke kunne skæres i med brødkniv og håndkraft alene, så massivt og hårdt var det. Har vi spist schweizisk raclette i Danmark? Ja det har vi! Jeg stod i sommer med hele raclette-udstyret i hånden, den elektriske varmeplade til at stille ind på spisebordet, og de små pander i legetøjsstørrelse, som hver rundt om bordet kan tilberede sine egne grøntsager, kød og ost på. Racletten skulle være en efterligning af det bål og de redskaber, schweiziske kvæghyrder anvendte ude i bjergene til at tilberede deres aftensmad. Vi snusede til racletten i Danmark, måske i 1980'erne og glemte det igen. Apparaterne led samme skæbne som fonduegryderne. Først røg de i pulterkammeret, siden på genbrugspladsen eller loppemarkedet. Mit lykkeligste fund i år var Lilian Kaufmanns ”Fremmed mad” fra 1968 udgivet af Bo Bedre. Her fandt jeg den lammesteg, vi sværmede for i 1970'erne. Skrællede kartofler blev skåret i skiver og taglagt i en smurt bradepande, og oven på dem blev lagt en blanding af hakket hvidløg og persille. Bouillon blev hældt ved kartoflerne, og lammekøllen lagt ovenpå, så saften dryppede ned på kartoflerne under stegningen. På et kollegiekøkken en gang i 1970'erne, smagte jeg for første gang lammekød i denne ”lammekølle som i Provence”-udgave. Skulle jeg tilberede lam i morgen, ville jeg uden betænkning vælge samme opskrift. For mad har med længsel at gøre. Man kan læse en kogebog fra 1960'erne og mærke lugtene fra alle bogens sider, hvis man altså selv har levet i 1960'erne. Søren Gericke har sagt: ”Det smager godt, siger man. Men hvad er det, der smager godt? Det er det, man kan huske. Det er minder.” Hvem har ikke mærket sandheden af disse ord på egne smagsløg. Som 13-årig smagte jeg for første gang den franske ost gruyère. Det var i Paris i 1966. Rejsebudgettet var skrabet. Et kulinarisk højdepunkt blev en croque monsieur fra en typisk fransk bistro. I Danmark kendes den også under navnet parisertoast. Lykkeligvis var det gruyère, der var pakket i croque monsieuren. Det var mit første møde med smeltet ost, og gruyére havde jeg aldrig hørt om, men jeg vidste omgående, at den her smag var skelsættende, og jeg holder aldrig op med at lede efter en croque, der smager præcist som dengang. Jeg har hørt en forsker sige, at lugt og smag har forbindelse til det limbiske system i den centrale del af hjernen, hvor man mener, følelser opstår. Det kan bruges i praksis for eksempel over for gamle mennesker, der får hjulpet hukommelsen på gled med mad, de husker fra hele deres liv. En samling gamle opskrifter kan virke som et fotoalbum med billeder af alle vores kære. Dufte og smag af mad kan få os til at huske ting, vi ellers troede vi havde glemt. Om lidt vil mange af os kollektivt ride på en bølge af madminder. Duftene af Brunkagerne, risalamanden, rødkålen, de brune kartofler kan åbne for sluserne med erindringer om til strikkede nisser, selvkørende legetøjsbiler, duften af ny dukke og farmors hvide blondebluse og øjenbrynene, der pludselig var tegnet op med mørk farve, fordi det var juleaften. Hun, Esther, talte odenseansk til sin dødsdag, selv om hun boede i Nordjylland. Hun kunne sin flæskesteg til perfektion, foruden hjemmelavet rullepølse og julesild. Hvem der bare kunne stjæle af hendes kagedåse en lige en gang til.

Annonce