Annonce
Danmark

Redaktøren i den røde stol: Er nåleøjet blevet for stort?

Det er, som om valget forrige onsdag bliver ved med at svie lidt. Først skulle man vænne sig til, at et parti, der vil sende 500.000 eller 700.000 mennesker ud af landet, skulle tages alvorligt. Og nu skal man så prøve at forstå, at der faktisk er 64.000 myndige og stemmeberettigede danskere, der synes, at det lyder som en rigtig god idé.

Men ikke nok med det. Dykker man længere ned i tallene - og det gjorde avisen Berlingske i denne uge - så viser det sig, at Rasmus Paludan fik tæt på 10.000 personlige stemmer. Helt præcis 9959 stemmer. Det er flere end eksempelvis Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard kunne skrabe sammen. De Radikales Zenia Stampe og Alternativets Uffe Elbæk må også se sig overhalet af Rasmus Paludan. Og selveste Venstres næstformand, Kristian Jensen, kom kun et mulehår foran med sine 10.759 personlige stemmer.

Den noget kaotiske og uoverskuelige valgkamp med 13 partier på stemmesedlen - flere end der har været i et kvart århundrede - fik i denne uge gamle politiske sværvægtere til at advare om, at det er blevet for let at blive opstillingsberettiget til Folketinget, og at alt for mange tosser var sluppet igennem i år. Det var ganske vist ikke helt sådan, Uffe Ellemann formulerede det, men han sagde:

- Jeg synes, der er nødt til at være et vist styr på det, så det ikke løber løbsk, som det gjorde denne gang.

Og det var han enig med gode folk som Bertel Haarder (V), Marianne Jelved (R), Mogens Lykketoft (S) og Holger K. Nielsen (SF) om. I fællesskab advarede de i denne uge om, at vælgererklæringer er blevet for lette at udfylde på nettet, og at man skulle overveje at fordoble kravet om vælgererklæringer fra 20.000 til 40.000 for at gøre et parti opstillingsberettiget.

Opgøret med de nuværende regler hænger formentlig også sammen med, at det i denne uge stod lysende klart, at det er en god forretning at være opstillingsberettiget - også selv om man ikke kommer ind.

Hver stemme udløser nemlig 33 kroner i partistøtte. Det betyder, at Stram Kurs, partiet Klaus Riskær Pedersen og Kristendemokraterne tilsammen kan få 25 millioner kroner af skatteyderne over de næste fire år, selv om de altså ikke kommer til at arbejde for folkestyret. Klaus Riskær kan oven i købet modtage sin del af pengene, selv om han har nedlagt sit parti.

- Det kan føre til, at nogen stiller op alene for at få pengene. Det er argument nok for at indsnævre nåleøjet, sagde Bertel Haarder som argument for, at det skal være vanskeligere for folk som Isabella Arendt (KD) og Rasmus Paludan (SK) at komme på valg.

Bertel Haarder smuttede i øvrigt selv gennem nåleøjet med 5308 personlige stemmer - eller cirka det halve af, hvad Rasmus Paludan fik og en hel del færre end Isabella Arendt, der fik 8091 stemmer.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Annonce