Annonce
Danmark

Redaktøren i den røde stol: Lad os bekymre os lidt mere

De kan være helt utroligt irriterende - men de har som regel en ret høj underholdningsværdi. Folk, der let bliver bekymrede, har tilsyneladende i vid udstrækning kombineret den egenskab med evnen til at meddelelse sig højlydt til omverdenen.

Sådan var det i hvert fald i denne uge, da det i første omgang gik ud over Quentin Tarantinos nyeste film ”Once upon a time … in Hollywood”, der havde premiere sidste torsdag.

Der var for eksempel folk, der i fuldt alvor mente, at Tarantino giver et stigmatiserende billede af hunderacen pitbull, fordi han lader hunden Brandy skambide en sindssyg hippie i de afsluttende scener. Oven i det blev filmanmelderen for The Guardian og Variety, Guy Lodge, bekymret over, at hovedrolleindehaveren Leonardo DiCaprio ikke har arbejdet sammen med en kvindelig instruktør siden 1995, og i det hele taget ikke gjort sit for at løfte minoritet-filmskabere.

Tweetet gik viralt. Og så var der ganske mange, der bekymrede sig over, at filmens kvindelige stjerne, Margot Robbies, ikke har lige så mange replikker som de mandlige stjerner, DiCaprio og Brad Pitt.

Oven i det var der selvfølgelig Bruce Lees familie, der blev sur over, at filmen fremstiller karatestjernen som en selvoptaget svækling, der får bank af en stuntman.

Men ugen havde også andre gode bekymringer at byde på. For eksempel præsenterede den danske modeskaber Stine Goya i denne uge en kollektion, hvor modellerne havde et tørklæde bundet om hovedet. Lidt ligesom Jacqueline Kennedy plejede at gøre.

Det gjorde så cand.merc. og forfatter og debattør Birgitte Baadegaard bekymret: ”Det er en kulturhistorisk bevidstløshed, der skaber en tolerance, som risikerer at blive et kollektivt tilbageslag for kvinder”, sagde hun eksempelvis til Berlingske og vævede sig ud i en dybere bekymring om, at løse gevanter og tørklæder vidner om, at modebranchen promoverer undertrykkende beklædningsgenstande.

Men ugens bedste bekymring er nok alligevel den tyske kvinde, der blev så bekymret over ligestillingen mellem kønnene i Berlin, at hun sagsøgte et helt drengekor. Kvinden havde forinden fået afslag på at få sin niårige datter optaget i drengekoret Staats- und Domchor Berlin. Pigens mor hævder, at korets afvisninger er diskriminerende "på en helt uacceptabel måde", fordi den krænker datterens ret til lige muligheder - i en institution, der modtager statsmidler.

På den måde er mulighederne for en god bekymring jo uendelige. Med inspiration fra denne uge kunne man jo bekymre sig over alt fra stigmatiserende tyskerhad hos foxterriere i "Matador" til banjospillere, der bliver nægtet optagelse i et harmonikaorkester. Der er nok at tage fat på - og engang imellem er de irriterende bekymringer faktisk ret underholdende.

Annonce
Forsiden netop nu
Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce