Annonce
Danmark

Redaktøren i den røde stol: På baghjul af Bendtsen

Peter Rasmussen, avisen Danmarks chefredaktør

Så er det i dag, vi skal afgøre, hvem der skal repræsentere Danmark i Europa-Parlamentet de næste fem år. 10 modige danskere har stillet sig i spidsen for hvert sit parti for at få fast arbejde i Bruxelles, og de og de øvrige kandidater risikerer på den måde at glide ud i politisk glemsel. For sådan er det med Europa-politik. Ligegyldigt, hvor vigtig den er, er det, som om det aldrig bliver rigtig interessant.

Her på avisen Danmark har vi den seneste måned gjort et helhjertet forsøg på at gøre Europa-politikken interessant på en ny måde. I samarbejde med tidligere kriminalbetjent, erhvervsminister, vicestatsminister og europaparlamentariker Bendt Bendtsen har vi besøgt 20 EU-lande. Ikke for at for at møde landets ledere eller politiske frontfigurer. Men for at komme i kontakt med de mennesker, der tilfældigvis befandt sig på de caféer og torve og pladser, hvor Bendtsen kom forbi på sin BMW.

Det er blevet til en syv kapitlers motorcykeldagbog, som du kan finde på nettet under ”Danmark” på din lokalavis’ hjemmeside. Der er to gennemgående problemer, som de mennesker, Bendtsen har mødt, peger på:

Det ene er en stigende mistillid til politikerne, fordi de har fjernet sig for meget fra det liv, som almindelige borgere lever. Det andet er en stigende frygt for at migrationen kommer ud af kontrol, og Europa bliver oversvømmet af flygtninge. Om EU er svaret på de problemer, kan man selvfølgelig diskutere. Men ud fra Bendtsens helt uvidenskabelige motorcykel-stikprøve peger EU-landenes befolkninger altså på de samme problemer. Derfor kunne det være nærliggende at tro, at vi også kan finde en fælles løsning. Det er i hvert fald Bendtsens konklusion.

De officielle statistikker giver Bendtsen ret et stykke ad vejen. For eksempel ér tilliden til politikerne vigende. I 2005 havde 70 procent af danskerne tillid til politikerne. I dag er det under halvdelen af os, der for alvor tror på det, politikerne siger, viser en undersøgelse som Jyllands-Posten og Altinget fik lavet i begyndelsen af maj. Til gengæld er migration ikke vores største bekymring. Bekymring for klodens fremtid har overhalet frygten for et øget pres fra flygtninge og migranter, når vælgerne peger på, hvilke emner der er de mest centrale op til europaparlamentsvalget. Halvdelen af de danske vælgere mener, at klima er den vigtigste dagsorden for de kommende EU-parlamentarikere Det viser en meningsmåling foretaget af analysevirksomheden Wilke for Policy Watch. Kun 39 procent peger på flygtningestrømmen.

På den måde er det måske blevet lettere at undgå den politiske glemsel i EU-parlamentet. Opgaven fra de danske vælgere til de 14 danske EU-parlamentarikere, der skal vælges i dag, er i hvert fald klar: Gør Europa grønnere.

Hvis det lykkes, følger tilliden til politikerne måske med.

Annonce
Forsiden netop nu
Danmark

Regeringen: En pakke cigaretter skal koste en 50'er

Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce