Annonce
Danmark

Claus fandt de to små hittebørn i Aarhus: - Vi gjorde som enhver anden ville have gjort

De to børn, som Claus Vitved og hans ven fandt på Park Alle i Aarhus lørdag aften. Foto: Østjyllands Politi
En mørklødet dreng på cirka to et halvt år går rundt om en klapvogn med en cirka et år gammel pige i. De har rent tøj på, og deres mørke hår ser nyvasket ud. De befinder sig midt i juletumulten i et af Aarhus knudepunkter, Park Allé. Her får du en rekonstruktion af, hvad der skete, da to børn blev fundet efterladt lørdag aften omkring klokken 18.30 i den fire grader varme decemberluft.

Rekonstruktion: Det er lørdag aften omkring 18.30 på Park Allé i Aarhus. Flokke af vinterklædte mennesker vrimler ind og ud af busserne, der konstant passerer vejen, der ligger lige op ad byens hovedbanegård.

56-årige Claus Vitved og hans ven er på vej til en restaurant i nærheden, da han ser børnene midt i travlheden på fortovet.

Den mindste ligger i en klapvogn, og den ældste, en cirka to et halvt år gammel, mørklødet dreng går rundt om klapvognen i den fire grader kolde decemberluft. Børnene græder eller larmer ikke, men alligevel lægger Claus Vitved mærke til dem.

Mens han går forbi børnene sammen med sin ven, tænker han, at den ældste af børnene er lidt for tæt på vejen. Lidt efter vender de to mænd om. Claus Vitved har fået en fornemmelse af, at der er noget galt. Ved nærmere eftertanke kunne han ikke se nogle forældre omkring børnene.

Det kan han heller ikke, da han tilbage ved børnene spejder efter forældrene i nærheden. Han bliver tiltagende utryg ved, at de to børn står så tæt ved en trafikeret vej uden opsyn. Men forældrene kan ikke være langt væk, tænker han. Børnene virker rolige, deres tøj er rent, og deres hår ser nyvasket ud.

Den mindste af børnene er for lille til at kunne have et sprog, så Claus Vitved og hans ven henvender sig til den ældste.

- Hvor er din mor?

- Hvor er jeres forældre?

Den mørkhårede dreng med den mørke "Cars"-jakke på holder øjenkontakt og smiler. Men han svarer dem ikke. I hvert fald ikke på et sprog, de kan forstå.

Annonce

Vi gjorde som enhver anden ville have gjort. Det var tilfældigvis bare os, der var der

Claus Vitved

Den varme hud

Modsat kontakten til to fremmede glider drengens kommunikation med den lille pige i den blå, prikkede jakke i klapvognen problemfrit. Da hun taber sin sut i klapvognen, er han hurtig til at sætte den tilbage i hendes mund. Han veksler mellem at gå rundt om hendes klapvogn og holde fast i den med sin ene hånd.

Ved busstoppestederne og på fortovet er der stadig mange mennesker. Venneparret begynder at spørge forbipasserende og ventende buspassagerer om nogle har set forældrene eller ved, hvem børnene er. Ingen har svaret. De tjekker også de nærliggende butikker, som er lukket mere end en time forinden. Der er kun medarbejdere at se bag de lukkede butiksfacader.

Til sidst ringer Claus Vitveds ven til politiet. Han fortæller, at de har fundet to børn på Park Allé i Aarhus, og at de ikke kan finde forældrene.

De to venner bliver hos børnene, mens de venter på politiet. Deres forældre er stadig ikke dukket op. Men børnenes hud er stadig varm, og det betrykker de to venner i, at børnene ikke har været efterladt alene længe.

30 til 40 minutter efter venneparret først så børnene, dukker politiet op. Samme aften overdrager politiet børnene til de sociale myndigheder. De går i gang med at finde en plejefamilie til børnene, mens politiet leder efter flere spor i sagen.

Ingen helt

Claus Vitved og hans vens roller var udspillet i det øjeblik, politiet kom. Men den 56-årige århusianer kan ikke sådan lige glemme de to mørklødede børn, han mod sin forventning kom til at tilbringe en del af sin lørdag aften sammen med.

- Jeg synes, det er frygteligt, at nogle har efterladt dem. Det kom da til at fylde hele aftenen. Da jeg vågnede næste dag, var de det første, jeg tænkte på, og jeg skyndte mig ind og se, om der var nyt i sagen, siger han.

Claus Vitved er langt fra den eneste, der følger intenst med i sagen. Østjyllands Politi har oplyst, at medier både fra ind- og udland har kontaktet politikredsen, mens borgere har kimet politistationen ned og tilbudt at tage sig af børnene.

På de sociale medier er der hundredevis af kommentarer på artikler, der omhandler de efterladte børn. I flere af dem er der ros til Claus Vitved og hans ven, som fandt børnene. Selv ser Claus Vitved sig ikke som nogen helt.

- Vi gjorde som enhver anden ville have gjort. Det var tilfældigvis bare os, der var der, siger han.

Park Allé i Aarhus. Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Gebis, kræft og grå stær - udviklingshæmmede får ikke tjekket helbredet

Min bror blev født som stærkt udviklingshæmmet i 1955. I hele mit barne-, ungdoms- og voksenliv har jeg været med til at passe på ham og har derfor lang erfaring med alle dele af “systemet”. Man kan sige meget om de generelle vilkår, vi i Danmark giver udviklingshæmmede - en af samfundets svageste grupper. Men det er ikke emnet i dag, hvor jeg vil fokusere på vores oplevelser med sundhedsvæsenet. I takt med, at min bror flyttede fra Åndsvageforsorgens fælles sovesale og i “egen bolig” i et botilbud, blev hans livskvalitet forbedret. Som ung var han, som de fleste andre, relativt sund. Med årene fik han dog flere og flere helbredsproblemer. Fælles for dem alle var, at de blev opdaget for sent. Det betød, at vi som familie ofte måtte presse på for at få min bror ordentligt undersøgt. På trods af mange opfordringer til botilbuddet kom han sjældent til lægen. Og når han endelig kom til lægen, blev han ikke altid undersøgt så grundigt og bredt, som der egentlig var behov for. Den manglende fokus på min brors sundhedsproblemer betød, at han levede med flere uopdagede sygdomme og helbredsmæssige udfordringer. En dag kom han for eksempel til at gå ind i en maskine på sit arbejde og fik en dyb flænge ved siden af øjet. Da han blev undersøgt på sygehuset fandt de årsagen: Han havde udviklet grå stær og uden at nogen havde opdaget det. Han var helt blind på det ene øje og havde meget nedsat syn på det andet. Han blev heldigvis straks opereret, men ingen ved, hvor længe han havde døjet med et stærkt nedsat syn. På samme måde gik der lang tid, før han kom til ørelægen og fik konstateret stærkt nedsat hørelse og behov for høreapparat. Han kom desværre heller ikke til regelmæssig kontrol hos tandlægen og endte derfor med gebis, som måske kunne have været undgået med den rette forebyggelse og behandling. På et tidspunkt begyndte min bror at virke træt og klage over smerter under armene. Igen måtte vi presse på for, at han kom til lægen og blev ordentligt undersøgt. Det viste sig, at han havde lymfekræft - som han også denne gang formentlig havde døjet med i flere år, før det blev opdaget. Efter diagnosen kom jeg til at spille en endnu større rolle i min brors sundhedsproblemer og var nødt til at få strammet op på hans medicinadministration, fysioterapi og adgang til hjælpemidler. Undervejs i kræftforløbet mødte vi udbredt mangel på viden om udviklingshæmning i sygehusvæsenet. Men vi mødte også nogle sundhedspersoner, som gjorde en ekstraordinær indsats for os, for eksempel det fantastiske personale på kræftafdelingen. En kæmpe hjælp, som vi altid vil være taknemmelige for. Efter et langt sygdomsforløb døde min bror af sin kræftsygdom i 2016. Når jeg ser tilbage på hans mange sundhedsproblemer og sygdomsforløb, har der især manglet to ting. For det første sundhedskompetencer og fokus blandt ansatte på botilbud. Men pædagoger kan og skal ikke være sundhedsprofessionelle. De kan dog godt være mere observerende og vidende – og ikke mindst handlende. Det kan de blive bedre til via relevant efteruddannelse. Der er for det andet også brug for langt bedre adgang til den praktiserende læge – med særligt fokus på sundhedsrisici blandt udviklingshæmmede. Jeg kan forstå i medierne, at regionspolitikerne og de praktiserende læger netop nu er i gang med overenskomstforhandlinger, og at en målrettet indsats for udviklingshæmmede er blandt emnerne. Baseret på egne bitre erfaringer med min bror (og på vegne af hans samboer gennem hele livet, hvoraf flere ikke havde nogen pårørende) kan jeg roligt sige, at det er på høje tid, at personer med udviklingshæmmede kommer frem i køen til sundhedsvæsenet. En form for tilbagevendende helbredstjek hos den praktiserende læge ville være et rigtig godt sted at starte. Jeg håber meget, at de ansvarlige regions- og lægepolitikere er enige? Hvis de ikke i fællesskab vil indføre sundhedstjek for denne sårbare gruppe, synes jeg de skylder en forklaring på, hvordan de så vil løse den himmelråbende ulighed i adgangen til sundhedsvæsenet.

Annonce