Annonce
Danmark

Royal Navy vælger danskdesignede fregatter

Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix
Den britiske flåde har besluttet at basere sine nye krigsskibe på samme danske design som Søværnets fregatter.

Efter årelangt tilløb har det britiske forsvarsministerium valgt at købe nye danskdesignede krigsskibe.

Valget er faldet på den britiske skibsproducent Babcocks fregatter, der baserer sig på et modulopbygget skibsdesign, som Odense-virksomheden OMT står bag.

Designet til den britiske flåde er en videreudvikling af de danske Iver Huitfeldt-fregatter, som Søværnet har tre af.

Briterne har med den nye kontrakt bestilt fem af de nye fregatter til en pris på omkring to milliarder kroner stykket.

Hvor stor en andel af købssummen, der ender hos den danske virksomhed, er uvist, da OMT endnu ikke ønsker andet end blot at bekræfte valget af det dansk-britiske projekt.

- Vi er glade for at være om bord, skriver det danske selskab i en kortfattet pressemeddelelse.

På Forsvarsakademiet mener militæranalytiker og orlogskaptajn Anders Puck Nielsen, at briternes valg er en solid fjer i hatten til Søværnets skibe.

- Det er et skulderklap til de danske Iver Huitfeldt-fregatter. De gør det også rigtig godt, så jeg mener, at det er et fornuftigt valg, briterne har taget, siger han.

Om det britiske valg af dansk design også vil gøre det lettere for Forsvaret at samarbejde med briterne i fremtiden, stiller Anders Puck Nielsen sig mere tvivlende over for.

- Det tror jeg ikke, betyder det store.

- Men det er klart, at de videreudviklinger af skibet, som briterne nok vil lave, også er noget, der i sidste ende kan komme Danmark til gode rent militært, siger han.

Produktionen af de nye skibe skal foregå på værfter i Storbritannien og ventes allerede at gå i gang senere i år.

Det første skib skal ifølge aftalen leveres i 2023.

/ritzau/

Annonce
Forsiden netop nu
Udland For abonnenter

Domstol får Johnson til at ligne en politisk amatør

Hvert eneste ord i den skotske kendelse lander som et udæmpet slag på en gongong. For nu har den britiske premierminister, Boris Johnson, domstolenes ord for at have vildledt dronningen, løjet for hende og givet hende et "ulovligt råd" og for lovstridigt at have hjemsendt det britiske parlament. Selv for en mand, som på rekordtid er blevet dyppet i nederlag og rullet i faneflugt, er det et 180 graders cirkelspark. For hvis afgørelsen fra den skotske højesteret står ved magt, har Boris Johnson de facto politisk misbrugt sit embede. På tirsdag går sagen til den britiske højesteret, som skal træffe den endelige afgørelse. Her er konflikten i en nøddeskal: Boris Johnson suspenderede mandag parlamentet for at begynde på en ny samling, og det er i sig selv ikke ulovligt. Den daværende samling var den længste samling i 400 år, og derfor gik premierministeren til dronningen og bad hende formelt hjemsende parlamentet og indkalde til en ny samling. Men her er så problemet: En suspendering sker normalt på et passende tidspunkt, og den er kortvarig. Boris Johnsons suspendering sker midt i den alvorligste britiske krise siden Suez-krisen i 1956, og den strækker sig over fem uger. Ydermere indikerer interne regeringsdokumenter, at motivationen er politisk og handler om, at parlamentet skal blande sig uden om regeringens brexit-politik og ikke føre tilsyn med regeringen, som det hedder i den skotske retsafgørelse. Derfor er Johnsons handling "ulovlig" og en "klar overtrædelse af de almindeligt accepterede regler for offentlige myndigheders adfærd", hedder det. Hvilken konsekvens får det? Juridisk venter vi stadig på den endelige afgørelse fra den britiske højesteret og dermed den endelige afgørelse af, om Boris Johnsons hjemsendelse af parlamentet er ulovlig og skal annulleres. Men politisk er skaden sket, for den føjer sig til billedet af en premierminister og hans chefrådgiver, som forveksler magten med et rænkespil i en politisk ungdomsorganisation. Suspenderingen af parlamentet var angiveligt tænkt som et magtpolitisk supergreb, udtænkt af Johnsons chefrådgiver, Dominic Cummings, og parlamentsminister Jacob Rees-Mogg, og den ville sætte parlamentet skakmat. Men i stedet blev det et strategisk dosmertræk, en hybris, der i militærhistorien tåler sammenligning med massakrene ved Little Big Horn og Gallipoli. For magtgrebet samlede alle kritikere i parlamentet, som på lyntid gennemførte en lov, der forhindrer et hårdt brexit; det førte til et konservativt oprør, som endte med 22 afhoppere eller ekskluderede; det gav Johnson seks nederlag ud af seks afstemninger i parlamentet, udraderede hans flertal og førte til et forfatningsopgør for domstolene. Det er politisk skade, der allerede er sket, og som giver Johnson-regeringen et skær af amatørscenen i Tønder, og hvis højesteretsafgørelsen i næste uge også går ham imod - så er den politiske fiasko komplet.

Annonce