Annonce
forside

Se Danmark: Helt til hest uden stress

Stenstrup: Hos Ædellunds Shetlandsponyer lærer eleverne ikke kun at ride, men også at være sammen med hestene på en tryg og sikker måde. Mette Hald Rasmussen fortæller, at børn, allerede fra de er to år, kan lære at omgåes heste. Her er det Emma Hedal Jensen på fire år og hendes storebror William Hedal Jensen på syv, der rider på shetlænderne Max og Maja. Foto: Katrine Becher Damkjær

Hver dag fortæller avisens fotografer historier fra livet i Jylland og på Fyn. Se nogle af deres bedste billeder i dette daglige fotogalleri.

Stenstrup: På en sydfynsk gård har Mette Hald Rasmussen viet sit liv til at give børn og ponyer gode oplevelser sammen. Fotojournalist Katrine Becher Damkjær besøgte rideskolen i de rolige omgivelser, hvor børn ned til to år lærer at omgås heste.

Annonce
Haderslev: For femte gange afvikler Haderslev Badminton Klub sin årlige HBK Vinterferie Cup i Haderslev Idrætscenter. Rikke Erhardi, der er mor til Anna, var sammen med lillesøster Dagmar på fire år support for Anna. Inden kampen var den otte-årige debutant spændt. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Esbjerg: Abdi har boet i Danmark i fem år, og de seneste tre år har han haft fast arbejde i Esbjerg. Nu skal han rejse hjem til Somalia, fordi hans ansøgning om opholdstilladelse er afvist. Foto: Martin Ravn
Horsens: Havnedirektør Claus Holm Christensen tog 50 abonnenter fra Horsens Folkeblad med på guidet bustur ind bag afspærringen på Horsens Erhvervshavn. Foto: Søren Gylling
Holstebro: Kurt er utilfreds med, at bestyrelsen i Haveforeningen Fredhøje ikke håndhæver reglerne for byggeri/materialevalg. Det har gjort, at han ikke er lige populær alle steder. En dag fandt han f.eks. disse budskaber, der var sat i hækken ud for hans hus. Foto: Johan Gadegaard
Annonce
Forsiden netop nu
Kronik For abonnenter

Kronikken: Hvad hedder det på engelsk?

”Hvad hedder det på engelsk”, hviskede min storesøster i mørket, når vi ikke kunne falde i søvn om aftenen. Hun lå i den ene ende af køjesengens underkøje med min lillebror i den anden ende. Jeg lå i overkøjen med min storebror. Lillebror var nogle år yngre end os og trillede hurtigt sit hovede i søvn, og storebror kunne ikke høre meget i mørket, når han havde taget sine høreapparater af. ”Ole”, hviskede storesøster akkurat så højt - for der var kun en vrinklet dør fra værelset ind til mor og far i stuen - at jeg kunne høre det, ”skal vi lege lærer?”. Det var jeg altid vågen nok til, og så gik min søster i gang med at høre mig i gloser og bøjninger af ”to be”, svære bøjninger i nutid, førnutid, førdatid… Legen gik for min søster, tror jeg, mest ud på at demonstrere, hvor meget mere hun, der var flere år ældre end mig, allerede havde lært i skolen. For mig gik den ud på at lænse min kloge søster for lærdom. Dengang fik man først engelsk i skolen i 6. klasse, og længe inden jeg nåede op i 6., var min søster i mine ører flydende på engelsk. På den måde lærte jeg en del af min søster, som var en tålmodig men nogle aftener i mørket vist nok også noget ærgerlig lærer, fordi jeg havde lært lidt engelsk andre steder fra også. Nede ad vejen boede der en ung dreng med hår ned i øjnene, som var med i et såkaldt pigtrådsorkester, der spillede og sang popsange på engelsk. Mange af de sange, han øvede, hørte man ud ad hans vindue begynde med, at han råbte ”one-two-three-four” så det gjaldede over mark og enge. Jeg havde også lært det meste af to popsange i radioen udenad, ”I want to hold your hand” med The Beatles og ”Mrs. Brown you've got a lovely daughter” med Herman's Hermits. Det meste var ordlyde, jeg blot kunne gengive, men på en eller anden måde gav de en mulig mening, som jeg nogle aftener kunne forsøge mig med overfor min søster i mørket. Det var ikke sådan, at der som nu var en masse engelsk i hverdagen dengang, men mange af os, der tilhører generationerne, der er født mellem afslutningen af 2. verdenskrig i 1945 og afslutningen af den kolde krig i 1989, voksede op med en formelig fængslende fascination af amerikansk-britisk kultur, musik, litteratur og samfundsforhold. Det skete, at det danske militær gennemførte en øvelse med deltagelse af engelsk-amerikanske tropper, og de slog lejr på marken bag skolen. Vi stimlede sammen for at komme til at tale bare en lille smule engelsk med nogle, der virkeligt kunne sproget. Det skete, at førstelæreren på vores skole kom hjem fra en sommerferietur til USA og viste billeder og holdt foredrag vinteren igennem for fulde huse om alt det, han havde set over there. Og det skete, at vi fik en ny lærer i engelsk, der faktisk selv havde været i Swinging London, og kunne rapportere førstehånds indtryk fra Leicester Square og Carnaby Street. Hver gang - og det var få - at jeg igennem skolesystemet kunne vælge fag, valgte jeg den kombination, der gav flest engelsktimer. Da jeg kom på universitetet, var der ingen undervisning men efterhånden dog lærebøger på engelsk. Da jeg blev læge og begyndte at forske, kunne jeg kommunikere med andre forskere over hele verden; jeg kunne undervise og skrive på engelsk, og jeg kunne arbejde på sygehuse i engelsktalende lande og snakke med patienter på engelsk. Derfor er jeg sådan set med på det mantra, der fandt sin finale formulering i løbet af det første årti i dette årtusinde: ”Der er ingen tvivl: hvis du vil forstå verden, så bliv flydende på engelsk; hvis du vil frem i verden, så bliv flydende på engelsk; hvis Danmark skal bestå, så bliv flydende på engelsk”. Det betød, at der blev indført undervisning i folkeskolen i engelsk allerede fra 1. klasse; der blev oprettet internationale skoler, hvor danske børn undervises på engelsk i alle fag; på mange universiteter og i store virksomheder kommunikeres nu på engelsk; og mange institutioner, museer og skoler skifter navn til betegnelser, der er eller lyder som engelsk. Det engelske sprog er således gledet langt ind i vores hverdagsliv og hverdagssprog. Det er blevet vigtigt og smart og moderne at kunne sige noget på engelsk. Det lyder bedre. Det er mere interessant. Det er mere sexet. Ja, i nogle tilfælde muligvis, men ikke i alle. Engelske udtryk glider ind i det danske sprog kolporteret af rablende reklamefolk og andre mediemennesker, der ikke altid har nogen forståelse eller fornemmelse for deres oprindelige betydning. Tag et ord som fuck, som man hører alle vegne i Danmark nu, i daglig tale og i medierne. Det er et ord, som oprindeligt og brugt af englændere eller amerikanere betyder rend mig, skrid, knep, og som ingen englænder eller amerikaner ville drømme om at bruge i offentligheden, fordi det er et nedsættende og forstærkende fyndord, der udstiller brugerens sproglige uformåenhed og tab af selvkontrol. Eller tag en neologisme (et nysammensat ord) som Tradium, der er en betegnelse for Randers Tekniske Skole, Handelsskole og Handelsgymnasium konstrueret formentligt af en uvidende men resolut reklamemand, for at det skal lyde engelsk, uden at det jo er det. Det er tværtimod en sprogligt popularitetshigende pinagtighed og tilmed en tilsløring af, hvilken slags skole, det drejer sig om, og hvilke elever, det er, man ønsker at tiltrække. På nogle områder i vores samfund kan man derfor tale om, at forvansket, fejlplaceret og -formuleret engelsk allerede har udryddet dele af det danske sprog. Dertil kommer, at der i Danmark nu lever mere end en halv million mennesker, der ikke taler dansk, men mere eller mindre engelsk. De arbejder i uddannelses- og forskningsinstitutioner, i IT-virksomheder, i restaurant- og rengøringsbranchen og andre steder, hvor de ikke finder nogen motivation for at lære at tale dansk. Nogle har betegnet denne befolkningsgruppe som Den Engelske Ghetto i Danmark. I al fald kan man vel sige, at dens fremkomst formentligt forstærker forandringen af Danmark til et multinationalt samfund med flere sprog, kulturer og religioner. Fremskriver man denne udvikling med 100 år, så vil man måske kunne forvente, at når vi engang sagde ”Hvad hedder det på engelsk?”, da vil danskere til den tid sige ”Hvad hedder det på dansk?”.

Annonce