Annonce
Danmark

Se, hvem Thomas Funding kårer som årets vindere i dansk politik

Politisk redaktør, Thomas Funding, kårer årets vindere i dansk politik. Fotos: Morten Pedersen/Liselotte Sabroe/Henning Bagger/Michael Nørgaard/Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Det har været et hæsblæsende år i dansk politik. Politisk redaktør på avisen Danmark Thomas Funding vurderer over to dage, hvilke partiledere der kan erklære sig som vindere af 2019, og hvem der er tabere. Denne artikel handler om vinderne.
Annonce
Annonce

Mette Frederiksen får fem ud af seks glade smileyer

Statsministeren er årets vinder i dansk politik og det af indlysende årsager. Politik handler om magt - uden den ingen indflydelse. Mette Frederiksen vandt magten i det forgangne år, og derfor kan hun kalde sig årets mest succesrige danske partileder.

Baggrunden for den socialdemokratiske valgsejr aftvinger i sig selv respekt. Langt ind i de borgerlige partier er man imponerede over, hvor velforberedt Mette Frederiksen har været.

Højredrejningen på udlændingeområdet, alliancen med Dansk Folkeparti og løfte om en differentieret pensionsalder var alt sammen en del af Mette Frederiksens masterplan. Målet var at tilbageerobre frafaldne socialdemokratiske vælgere fra Dansk Folkeparti, og operationen lykkedes.

Og efter valgsejren er stilen fortsat. Mette Frederiksen har med undskyldningen til godhavnsdrengene, bataljen med Donald Trump, finanslov og klimalov fået en god start som statsminister. Og det bliver desuden mere og mere tydeligt, at hun er på en ideologisk mission.

Danmark har således fået den rødeste regering, siden Anker Jørgensen var statsminister, og ordren til de nye ministre er, at de skal levere ærkesocialdemokratisk politik.

Årsagen til, at Mette Frederiksen alligevel ikke får seks ud af seks smileyer, er, at hun på trods af valgsejren ikke er lykkedes med at få Socialdemokratiet til at vokse. Faktisk gik partiet en smule tilbage ved valget.

Annonce

Pia Olsen Dyhr, fire glade smileyer

Formanden for Socialistisk Folkeparti kan gå glad ind i det nye år. Da Pia Olsen Dyhr overtog formandsposten i SF, var der ingen andre, der ville have den.

Interne magtkampe havde bragt partiet ud på afgrundens kant, man var væltet ud af regeringskontorerne, og en række toneangivende medlemmer havde revet deres medlemskab over i protest.

Men skridt for skridt har Pia Olsen Dyhr fået rettet den socialistiske skude op. Hullet i skroget er blevet lappet, og skibet har fået ny mast og sejl. Folkesocialisternes rorgænger har valgt en linje, der lægger sig meget tæt op ad Socialdemokratiet. Risikoen var, at SF var blevet for anonymt, men vælgerne kunne lide, hvad de så.

Belønningen kom ved valget i juni måned. 7,7 procent af de afgivende stemmer gik til SF. Partiet fik 14 mandater i Folketinget, og flere af dem viser stort potentiale. I det hele taget råder Pia Olsen Dyhr (endeligt) over en stærk gruppe, og finder de rytmen, kan SF meget vel blive endnu større.

Pia Olsen Dyhrs langsigtede mål er at få sit parti i regering igen. Dette er endnu ikke lykkedes, men alene det, at hun har bragt SF hen et sted, hvor der ikke længere bliver grinet af ambitionen, er en præstation.

Annonce

Pernille Skipper, tre glade smileyer

Enhedslistens frontfigur kan grundlæggende være godt tilfreds med året, der gik. Enhedslisten holdt nogenlunde niveau ved folketingsvalget i juni og partiet fik den røde regering, de så længe har sukket efter.

Det bliver dog alligevel kun til tre glade ansigter til Pernille Skipper. Årsagen til det er, at man med en vis rimelighed kunne have forventet sig mere af Enhedslisten.

Konkurrenterne i SF har valgt en strategi, hvor de har lagt sig politisk helt op ad Socialdemokratiet. Kombinerer man det med, at Alternativet gik massivt tilbage ved valget, så burde det have givet plads til, at Enhedslisten kunne have vokset. De gik i stedet et lille procentpoint tilbage.

Men det er malurt i bægeret. Enhedslisten fester, og det har de god grund til. Det er mange år siden, partiet har været så tæt på magten, som de er lige nu. Enhedslistens relation til Mette Frederiksens regering tåler ingen sammenligning til den, de havde med Thorning-regeringen. De føler sig grundlæggende inddraget og lyttet til. Og det er heller ikke forkert.

Om det stadig forholder sig sådan om et år er dog uvist. Radikale Venstre slår sig i tøjlerne, de vil have regeringen væk fra venstrefløjen. Morten Østergaard vil derfor i det kommende år forsøge at trække Mette Frederiksen mod højre over mod Venstre. Lykkes det, efterlader det Pernille Skipper på perronen.

Annonce

Pernille Vermund, tre glade smileyer

Nye Borgerlige er en succeshistorie, og derfor er Pernille Vermund også en af dette års vindere i dansk politik. Det er en kæmpe præstation at lykkes med at bygge et parti op fra bunden og få det valgt til Folketinget. Tilmed i første hug.

Pernille Vermund så rigtig, da hun vurderede, at der var plads til et parti til højre for Dansk Folkeparti. Der er vælgere i dette land, der ikke kan få udlændingepolitikken stram nok, og dem appellerer hun til.

Men Nye Borgerlige fik også uventet hjælp fra konkurrenterne i Dansk Folkeparti. Kristian Thulesen Dahls parløb med Mette Frederiksen i sidste valgperiode skabte tvivl om DF’s økonomiske politik. Var de overhoved blå eller en slags socialdemokrater?

Dansk Folkeparti leverede derfor en god portion af deres mest borgerlige vælgere til Nye Borgerlige. Her var ingen i tvivl om linjen.

Men Pernille Vermund kan ikke hvile på laurbærrene. Det kommende år bliver hårdt for Nye Borgerlige. De er kommet i Folketinget, men deres parlamentariske betydning er lig nul. De kommer altså ikke til at sole sig foran ministeriernes forhandlingsdøre.

Pernille Vermund kan håbe på, at Dansk Folkeparti holder fast i alliancen med Socialdemokratiet. Det vil give Nye Borgerlige mulighed for at blive ved med at beskylde DF for ikke at være rigtig borgerlige.

Men alt tyder på, at Kristian Thulesen Dahl har lært lektien. Han skal ikke nyde noget, og Pernille Vermund skal derfor i det nye år kæmpe for ikke at synke i glemslen.

Annonce

Søren Pape Poulsen, to glade smileyer

Den enes død - den andens brød. 2019 var et godt år for Det Konservative Folkeparti. Nedsmeltning i Liberal Alliance og Dansk Folkeparti gav plads til det gamle borgerlige parti, der i snart 10 år har haft svært ved at finde sin rolle i dansk politik.

Valget mere end fordoblede Det Konservative Folkeparti, og siden er partiet kun fortsat opad i målingerne. En stor del af fremgangen skyldes som nævnt elendigheden i de andre borgerlige partier, men Søren Pape fortjener også en del af æren.

Hans start som partileder var præget af usikkerhed, og det virkede ikke til, at den tidligere Viborg-borgmester følte sig tryg i rollen. Men det gør Søren Pape Poulsen tydeligvis nu. Han fører sig frem med overskud og er lige nu stjernen blandt partilederne i blå blok.

En del af det skyldes, at han turde satse for tre år siden. Han takkede ja til Lars Løkke Rasmussens tilbud om at gå i regering. Der var ellers flere, der frarådede ham det - inklusive ledende medlemmer af hans egen folketingsgruppe. Pape fik rollen som justitsminister og med den forsvandt auraen af usikkerhed.

Det kommende år rummer et stort potentiale for Det Konservative Folkeparti, hvis Søren Pape Poulsen tør tænke egoistisk og udnytte, at resten af blå blok er nede og bide i græsset.

Annonce

Jakob Ellemann-Jensen, én glad smiley

Det ville være synd at sige, at partiet Venstre var nogen succes i 2019, og det samme kan man sige om den nye formand Jakob Ellemann-Jensen, men en vinder, det er han alligevel. Og det af den simple årsag, at han vandt magten i sit parti.

Ellemann har i en længere periode haft ambitionen om at skulle overtage efter Lars Løkke Rasmussen, og han spillede sine kort klogt. Han undertrykte sin umiddelbare impuls og holdt sig ude af den direkte konflikt mellem Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen.

Imens de to hanelefanter i månederne efter valget tævede løs på hinanden, kunne Jakob Ellemann således bare læne sig tilbage og se sin aktie stige i Venstres bagland.

Han havde set, at venstrefolkene havde fået nok af fløjkampe, og i august måned endte det da også med, at medlemmerne sagde stop og smed både Jensen og Løkke på porten. Tilbage stod Ellemann som frelseren, der på overfladen var ren som sne og derfor det bedste bud en frisk start.

Siden har der dog ikke været meget at juble over for Jakob Ellemann. Af naturlige årsager har hans overtagelse af formandsposten været fuldstændig uforberedt. De første måneder som venstrehøvding er derfor gået med brandslukning og Venstre er stadig en skygge af sig selv.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Østjylland

Uheld skabte kø flere steder på E45

Sport For abonnenter

Alt andet end pletfri præstation mod Ajax: Her er Agesens forklaring

Annonce