Annonce
Debat

Smartphone - velsignelse eller forbandelse?

Den ligger der, når vi står op. Den informerer os, når vi drikker morgenkaffe. På arbejdet er den for det meste stille, men vi tjekker den alligevel ofte. Nogle gange sniger den sig med på toilettet, når vi ikke kan vente med at tjekke fodboldresultater. Om aftenen er den på banen igen, hvor den som vores trofaste kæledyr følger os i seng. Det er selvfølgelig smartphonen, jeg taler om.

Vi kan ikke leve uden den. Der er ingen tvivl om, at vores elskede smartphone og de sociale medier rummer uanede muligheder for videndeling og kommunikation. Den er blevet en meget vigtig del af vores liv. Mere end vi lige tænker over. Men jeg tillader at spørge mit indre jeg, om der er en risiko for, at vores nærvær og mulighed for fordybelse bliver kvalt af dette såkaldte onlineliv? Mister vi evnen til at holde fri i en konstant opkoblet verden?

Ifølge Søren Schultz Hansen, der er ekstern lektor i digital kommunikation på Copenhagen Business School og forfatter til flere bøger om de såkaldte digitalt indfødte, har den øgede brug af smartphones har medført, at der er sket en sammensmeltning mellem kroppen og mobiltelefonen. Han forklarer det ved, at en sms eller en notifikation på Facebook bogstaveligt prikker os på skulderen, når den vibrerer. Og det påvirker os både fysisk og mentalt. Det tror jeg, vi alle oplever i ny og næ.

Jeg hopper på cyklen, som jeg nu plejer at gøre. Jeg venter på min veninde, som jeg skal drikke en kop kaffe med. Jeg rækker ned i min taske efter min telefon, som det efterhånden er sædvane, når jeg har tid til overs. Det er spildtid, som lige kan bruges på at tjekke mit instagramfeed. Men jeg har glemt den. Der går lidt panik igennem min krop, men jeg siger til mig selv, at det er lige meget.

Hvorfor er vi så nysgerrige efter at vide, hvad vores venner poster på de sociale medier. Vi vil hele tiden vide, hvad der sker på de sociale medier. Men hvad skyldes dette? Er det frygten for at gå glip af noget. Det er det muligvis. Men jeg tror også, at det handler om et behov, vi har skabt, et behov for at tjekke telefonen konstant. Det er en afhængighed, vi selv har skabt. Jeg tror, at mange kan nikke genkendende til, at det er en automatik, som bare sker. Det ligger bare i fingrene. Og det er dét, jeg synes er skræmmende. Vores telefon får drypvis opmærksomhed, og det er opmærksomhed som med fordel kunne være rettet andetsteds hen.

På denne cafetur med veninden var jeg mentalt til stede, og det var en følelse, jeg lidt havde glemt. Det var en befrielse at afvise de stressede tanker, som indimellem popper op, når man hele tiden er online på sin telefon. Når man er sammen med andre mennesker, så er man tilbøjelig til at tjekke sin telefon, og det betyder også, at vi ikke er 100 procent til stede. Men det er da altid noget, vi godt selv ved, at det nogle gange er et problem, at vi er for meget online på vores telefon.

Det er ofte vores telefon, der forhindrer os i at leve i nuet. Vi vil gerne opfange alt med vores telefon. Nogle gange er det perfekte billede på Instagram eller den sjove snapchatstory en af årsagerne til, at vi måske går glip af et vigtigt øjeblik. Øjeblikke, som ikke altid kan opsnappes med telefonen. Nogle gange trænger vi bare til at mærke vigtige øjeblikke med vores egen krop. Jeg tror, at vi efterhånden er flere, der sætter pris på at være offline. Men det er faktisk ikke så nemt. Det handler vel lidt om, at der er en tryghed i at være forbundet med andre online. Hvorfor er det så svært at trække stikket ud, lade mobilen ligge i skuffen, slukke for computeren og bare være til stede? Det vil jeg gerne blive bedre til. Jeg vil gerne være bedre til at være offline.

Måske er det på tide, at vi generhverver noget af det, vi har mistet eller er på vej til at miste - nærvær, relation, fordybelse og tid. Det er sundt nok at være alene med os selv og gå hjemmefra uden telefonen engang imellem. Jeg har fundet ud af, at det giver mig uro i kroppen, hvis min telefon forstyrrer mig i min nattesøvn. Messenger-beskeder, der popper frem på telefonen, mails, der tikker ind, og snapchat-beskeder, der lyser op, er bare et no go, når man sover. Derfor har jeg den altid på lydløs, når jeg sover. Det fungerer rigtig godt for mig at have min telefon på natbordet lydløs og på vendt hovedet. Så slipper jeg også for, at den lyser op om natten og forstyrrer mig, mens jeg sover.

Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Leder For abonnenter

DR tillader latrinært sprog

Må man som studievært bande og svovle i programmer på Danmarks Radio? Ja, hvis man hedder Esben Kjær og har programmet "Bagklog" på DRs radiofoniske flagskib P1. Og hvis man camouflerer sit latrinære sprog som satire, må man tilmed bande og svovle for åben mikrofon aldeles uhæmmet. Det er i hvert fald læren af den seneste tids begivenheder, begyndende naturligvis med, at nævnte Esben Kjær ikke kunne styre sit sprog, men udtalte sig så grimt, at KLF, seer- og lytterorganisationen af kristen oberservans, simpelthen måtte klage. Svaret var en sand skidtspand mod KLF fra Esben Kjær, der anvendte så grove udtryk, at vi ikke vil misbruge avispapir til at gengive dem. Et lille eksempel viser tonen: "En samling frelste helligfranser", mente DR-medarbejderen at kunne kalde klagerne, hvormed han blot understreger sit eget niveau som et uvornt barn, der desperat søger voksnes opmærksomhed. Ikke uventet slipper Esben Kjær godt fra at udstille sit sproglige armod. Ingen af hans chefer i DR kan finde ud af at sige til manden, at han skal opføre sig ordentligt. Tværtimod antydes, at når der er tale om såkaldt satire, er rammerne ekstra vide. Lad Esben Kjær være, hvad han er. Og husk at afbryderknappen findes. Men desværre er han jo ikke den eneste på landsdækkende radio og tv, der har problemer med at tale rent. På Radio 24syv opleves jævnligt bandende studieværter, endda med en kvinde som én af de værste. Jamen, lyder et ofte fremført argument, sproget i radio og på tv skal afspejle virkeligheden. Altså det sprog, der oftest høres ude i samfundet. Efterhånden sørgeligt nok også brugt af folketingspolitikere. DR og Radio24syv rammer nok på den måde dele af Danmark, men ikke alle. Der findes faktisk mennesker, som er i stand til at tale deres modersmål uden tilsætning af diverse eder og forbandelser. Ved at tillade latrinære udtryk medvirker DR og Radio24syv til at forfladige det danske sprog. Det kan aldrig være deres opgave - tværtimod burde de værne om det talte sprog.

Annonce