Annonce
Debat

Smartphone - velsignelse eller forbandelse?

Den ligger der, når vi står op. Den informerer os, når vi drikker morgenkaffe. På arbejdet er den for det meste stille, men vi tjekker den alligevel ofte. Nogle gange sniger den sig med på toilettet, når vi ikke kan vente med at tjekke fodboldresultater. Om aftenen er den på banen igen, hvor den som vores trofaste kæledyr følger os i seng. Det er selvfølgelig smartphonen, jeg taler om.

Vi kan ikke leve uden den. Der er ingen tvivl om, at vores elskede smartphone og de sociale medier rummer uanede muligheder for videndeling og kommunikation. Den er blevet en meget vigtig del af vores liv. Mere end vi lige tænker over. Men jeg tillader at spørge mit indre jeg, om der er en risiko for, at vores nærvær og mulighed for fordybelse bliver kvalt af dette såkaldte onlineliv? Mister vi evnen til at holde fri i en konstant opkoblet verden?

Ifølge Søren Schultz Hansen, der er ekstern lektor i digital kommunikation på Copenhagen Business School og forfatter til flere bøger om de såkaldte digitalt indfødte, har den øgede brug af smartphones har medført, at der er sket en sammensmeltning mellem kroppen og mobiltelefonen. Han forklarer det ved, at en sms eller en notifikation på Facebook bogstaveligt prikker os på skulderen, når den vibrerer. Og det påvirker os både fysisk og mentalt. Det tror jeg, vi alle oplever i ny og næ.

Jeg hopper på cyklen, som jeg nu plejer at gøre. Jeg venter på min veninde, som jeg skal drikke en kop kaffe med. Jeg rækker ned i min taske efter min telefon, som det efterhånden er sædvane, når jeg har tid til overs. Det er spildtid, som lige kan bruges på at tjekke mit instagramfeed. Men jeg har glemt den. Der går lidt panik igennem min krop, men jeg siger til mig selv, at det er lige meget.

Hvorfor er vi så nysgerrige efter at vide, hvad vores venner poster på de sociale medier. Vi vil hele tiden vide, hvad der sker på de sociale medier. Men hvad skyldes dette? Er det frygten for at gå glip af noget. Det er det muligvis. Men jeg tror også, at det handler om et behov, vi har skabt, et behov for at tjekke telefonen konstant. Det er en afhængighed, vi selv har skabt. Jeg tror, at mange kan nikke genkendende til, at det er en automatik, som bare sker. Det ligger bare i fingrene. Og det er dét, jeg synes er skræmmende. Vores telefon får drypvis opmærksomhed, og det er opmærksomhed som med fordel kunne være rettet andetsteds hen.

På denne cafetur med veninden var jeg mentalt til stede, og det var en følelse, jeg lidt havde glemt. Det var en befrielse at afvise de stressede tanker, som indimellem popper op, når man hele tiden er online på sin telefon. Når man er sammen med andre mennesker, så er man tilbøjelig til at tjekke sin telefon, og det betyder også, at vi ikke er 100 procent til stede. Men det er da altid noget, vi godt selv ved, at det nogle gange er et problem, at vi er for meget online på vores telefon.

Det er ofte vores telefon, der forhindrer os i at leve i nuet. Vi vil gerne opfange alt med vores telefon. Nogle gange er det perfekte billede på Instagram eller den sjove snapchatstory en af årsagerne til, at vi måske går glip af et vigtigt øjeblik. Øjeblikke, som ikke altid kan opsnappes med telefonen. Nogle gange trænger vi bare til at mærke vigtige øjeblikke med vores egen krop. Jeg tror, at vi efterhånden er flere, der sætter pris på at være offline. Men det er faktisk ikke så nemt. Det handler vel lidt om, at der er en tryghed i at være forbundet med andre online. Hvorfor er det så svært at trække stikket ud, lade mobilen ligge i skuffen, slukke for computeren og bare være til stede? Det vil jeg gerne blive bedre til. Jeg vil gerne være bedre til at være offline.

Måske er det på tide, at vi generhverver noget af det, vi har mistet eller er på vej til at miste - nærvær, relation, fordybelse og tid. Det er sundt nok at være alene med os selv og gå hjemmefra uden telefonen engang imellem. Jeg har fundet ud af, at det giver mig uro i kroppen, hvis min telefon forstyrrer mig i min nattesøvn. Messenger-beskeder, der popper frem på telefonen, mails, der tikker ind, og snapchat-beskeder, der lyser op, er bare et no go, når man sover. Derfor har jeg den altid på lydløs, når jeg sover. Det fungerer rigtig godt for mig at have min telefon på natbordet lydløs og på vendt hovedet. Så slipper jeg også for, at den lyser op om natten og forstyrrer mig, mens jeg sover.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Hjertestart: En dag er det måske en af vores egne

Der er næppe noget, der er mere skrøbeligt end livet og mere selvfølgeligt end døden. Der er næppe noget, der er mere livsbekræftende end at redde liv. Og der er næppe noget, der er nævneværdigt lettere end at give kunstigt åndedræt og hjertemassage samt at betjene en hjertestarter. Alligevel virker det skræmmende, når vi forestiller os en situation, hvor vi selv står med en livløs person og skal forsøge at genoplive et medmenneske. Forhåbentlig vil vi alle kaste os helhjertede ind i redningsopgaven, hvad enten vi har førstehjælp i frisk erindring fra spejderkorpset, værnepligten, køreskolen eller andetsteds, eller vi har førstehjælp liggende et lidt fjernere sted i hukommelsen. Bedst vil det naturligvis være, hvis den vigtigste disciplin i livet, nemlig at redde andre menneskers liv, ikke er en rusten disciplin. Jo ældre vi bliver, des mere rusten bliver livredningsdisciplinen desværre, og des mere behov har vi for at få genopfrisket det, som de fleste af os har lært flere gange i løbet af livet - men som vi ikke holder ved lige, og som vi hurtigt glemmer igen. Frygten for pludselig at stå i en situation, hvor behovet for førstehjælp er akut, bliver større og større, jo mere hengemt vores viden på feltet er. Som retssamfund kunne vi vælge at lovgive om obligatorisk førstehjælpsuddannelse flere gange i løbet af livet, men bedre ville det være, hvis vores samfundssind, næstekærlighed, ansvarsfølelse påbød os at genopfriske vores viden om kunstigt åndedræt, hjertemassage og betjening af hjertestarter. Den rigtige løsning kræver, at vi hver især bruger en weekend eller en række hverdagsaftener hvert femte år på at friske den viden op, der kan hjælpe os med at redde et livløst menneske, vi måtte møde på vores vej. En dag er det måske en af vores egne - en af vores allernærmeste - der har brug for, at der er en førstehjælper på pletten. Om ikke før så forstår vi den dag, hvor vigtigt det er, at vi alle kan redde hinanden. Forleden var det international hjertestarterdag med demonstration af hjertestarter på biblioteket i Randers, der satte fint fokus på det livsvigtige ansvar, vi alle har for hinanden.

Fodbold For abonnenter

Overblik og reaktioner: Vivild og Vorup styrer mod gyserkamp i sidste spillerunde

Randers

Flere partier vil sætte skatten op

Annonce