Annonce
Randers

Sofie kæmpede med kræften: Se hendes historie her - fortalt i tekst og billeder

Sofie Bjerregaard har udvalgt en serie billeder, der fortæller om den periode, hvor hun kæmpede med kræften, og med egne ord fortæller hun, hvordan hun oplevede behandlingen og alt det, der skete omkring hende. Foto: Annelene Petersen
Som 17-årig fik Sofie Bjerregaard konstateret en stor kræftknude i venstre lårbensknogle. Først troede hun, at hun skulle dø af kræften, men lægerne kunne berolige hende med, at de godt kunne fjerne knuden. Alligevel blev de kommende måneder en både lang, hård og barsk kamp for en ung pige, der pludselig skulle forholde sig til livet på en helt anden måde.
Annonce

Randers: I 2016 lå livet foran Sofie Bjerregaard, som det gør for alle 17-årige unge kvinder. En tilværelse med skole, fritidsinteresser og kæreste. Men alt så anderledes ud, da lægerne fandt en stor kræftknude i venstre lårbensknogle.

I dag er Sofie kommet på den anden side af sygdommen. Hun er rask og i gang med en uddannelse, og hun vil gerne dele ud af sine erfaringer med at være syg, blive rask og genfinde en normal hverdag. Hun har udvalgt en stribe billeder fra sin sygdomsperiode, og her fortæller hun med egne ord om sygdommen, behandling og de tanker, hun gjorde sig undervejs.

Den 7. november 2016 så jeg for første gang scanningsbilledet, der viste kræften i mit venstre ben. Alt det sorte og den lille ”mus”, som ses på siden, er kræften. Det er mit venstre lårben, og da jeg så billedet, krammede jeg min far hårdt og spurgte, om jeg skulle dø. Jeg troede, da jeg så billedet, at jeg ikke kunne helbredes. Dette blev hurtig lavet om, da min kirurg fortalte, hvad jeg nu skulle bruge de næste syv måneder på.I dag kan jeg stadig godt få lidt kuldegysninger af billedet, da den dag bestemt ikke var rar. Det hele var kaos, og jeg var skide bange. Vi har dog lavet det til en tradition herhjemme, at den dag skal være en festdag med glade miner, og vi hygger os og spiser en masse lækker mad. Alligevel er jeg stadig lidt utilpas ved tanken om den dag.
Det billede blev taget dagen før min biopsi, hvor lægerne skulle finde ud af, om det var en ondartet kræft, om den var meget aktiv, og hvilken type det var. Det ben, der er tegnet på, er benet med kræften. Man kan se, at jeg bulede helt ud på ydersiden af benet. Bulen var helt hård som sten og gjorde ekstrem ondt.I dag minder dette billede mig om en tid, hvor jeg ikke måtte støtte på benet, da knoglen nemt kunne knække - hvis det knækkede var jeg færdig, fordi kræften så kunne brede sig - og dermed også en tid, hvor jeg var bange for at lave noget med det.
Da jeg endelig var kommet hjem efter biopsien, tog vi dette foto. Billedet blev i sin tid taget, fordi det var her, jeg offentliggjorde, at jeg havde fået kræft, og nu skulle igennem et langt og hårdt forløb.Når jeg tænker tilbage på denne dag, var det en dag, hvor jeg fik en masse beskeder, som jeg ikke kunne finde hoved eller hale i. Alle og enhver skrev til mig. Folk jeg ikke havde snakket med i årevis skrev og viste deres bekymring. Alt dette var meget overvældende, og det stressede mig faktisk også en del, da jeg selvfølgelig gerne ville svare dem alle.
De tre ovenstående billeder er blevet taget kort tid efter, at jeg fik konstateret sygdommen og inden behandlingen startede, hvor jeg ville tabe håret. Så alle disse billeder er til minde om mit gamle hår og den gamle Sofie, inden kræften trådte ind i min hverdag for alvor.I dag er dette nogle billeder af en pige, som er bange, og som for kort tid siden ikke bekymrede sig om noget her i verden. En pige, der levede sit teenageliv for fulde hammer, og troede, at ingen kunne stoppe hende, men det var der, nemlig kræften. Jeg har ændret mig meget, men ser tilbage på den gamle Sofie med et smil.
Jeg fik indopereret en ”port”, hvor kemobehandlingen kunne komme igennem, så den kom direkte ind i blodet og dermed var mere effektiv. Jeg bulede derfor ud der, indtil den blev fjernet igen nogen tid efter, jeg var blevet raskmeldt.I dag tænker jeg ikke rigtig på det. Jeg har et forholdsvist stort og ikke særlig pænt ar der i dag, men det er en del af min historie, og et ar mere til samlingen.
De to ovenstående billeder er af min søster og jeg ved min første kemobehandling. Jeg vidste, at det var en af de hårdeste stoffer, jeg kunne modtage under kemobehandlingen, men havde absolut ingen ide om, hvor hårdt det ville tage på mig. På billederne ser jeg glad ud, men i kørestolen var jeg begyndt at få det dårligt, og jeg bad derfor min familie om at køre mig tilbage på stuen. Der gik under 24 timer, inden jeg blev rigtig dårlig, og jeg kunne efterfølgende ikke gå, stå eller sidde op i den efterfølgende uge. Jeg blev kørt rundt i en kørestol, når jeg skulle på toilet, og det hele sortnede for mine øjne. Jeg var ved at besvime hver gang, jeg gjorde andet end at ligge ned.I dag ser jeg det som en frygtelig tid, og en tid som jeg helst ikke vil tænke for meget på. Det gik for alvor op for mig, at dette ville blive syv LANGE måneder, jeg havde foran mig, hvis jeg skulle leve sådan her hele vejen. De nedjusterede så efterfølgende kemobehandlingen, så jeg fik ikke en lige så kraftig omgang de efterfølgende gange.
Her er jeg lige kommet hjem fra endnu en operation - denne gang fik jeg fjernet den højre æggestok. Dette blev gjort lige efter den første kemobehandling, så jeg kunne absolut intet, og jeg græd og måtte lægge mig på gulvet inde i venteværelset, fordi alting var så ulideligt for mig. Lægerne fjernede min æggestok, så de kunne fryse æggene ned, så der er større chance for, at jeg en dag kan få mine egne biologiske børn.I dag tænker jeg tilbage på dette som en frygtelig dag. Det hele var så ubehageligt, og jeg havde så forfærdelig ondt over alt. Jeg følte mig magtesløs, og det havde jeg aldrig prøvet før.
Efter to uger med kemobehandlingen begyndte jeg at tabe mit lange hår. Inden blev det klippet kortere, så hårene ikke var lige så lange, når de faldt af. Det indsatte billede er min nakke, hvor jeg var helt rød, fordi jeg friserede mit hår, og håret derefter bare faldt af. Min hovedbund var meget irriteret, og jeg smurte den med fed creme i land tid efter, at alt håret var væk.I dag er tankerne meget ambivalente, fordi jeg vidste jo, at det ville ske, men jeg havde rigtig svært ved at acceptere, at det var sådan, jeg skulle se ud det næste lange stykke tid. Jeg var ikke længere pige, og tankerne omkring det, gør stadig ondt i dag. Jeg fik dog en masse fine huer, som jeg stadig den dag i dag ikke kan få mig selv til at smide ud eller sælge. De skal gemmes.
Dette tæppe har min faster, farfar og søster lavet i fællesskab til mig, så jeg kunne have min familie og venner med mig over alt. Dette tæppe var med hver gang på sygehuset, så jeg altid kunne kigge på dem og blive glad og taknemmelig for, at de stod bag min ryg og kun var et opkald væk fra mig.I dag har jeg stadig tæppet og bruger ikke andet, når jeg ligger i sofaen. Det er et fantastisk varmt og dejligt tæppe, som har en masse historier med sig, hvilket jeg elsker.
Dette er lige inden den store operation, hvor jeg fik fjernet 22 centimeter af min lårbensknogle og 2 centimeter af min skinnebensknogle. Det var meget sørgmodigt, og jeg græd til jeg faldt i søvn på operationsbordet. Jeg var så bange for, at jeg ikke ville vågne op igen. Mine forældre var dog så heldige, at de måtte være inde på operationsstuen, indtil jeg faldt helt i søvn. Det var en kæmpe tryghed.I dag er tankerne meget om, hvordan jeg havde det efterfølgende, og at jeg skulle til at lære at gå og stå igen, hvilket var en lang og hård kamp.
Det er protesen, som jeg fik sat ind i benet som erstatning for knoglen. Den er dog blevet udskiftet allerede i april 2019, da den var gået løs, og min knæskal var ødelagt på bagsiden.
Her er jeg kommet tilbage på stuen, hvor jeg opholdt mig i 10 dage efter operationen, da jeg skulle kunne bukke benet 90 grader samt lære at gå på trapper, inden jeg måtte komme hjem. Jeg havde en fysioterapeut inde hos mig næsten dagligt, som hjalp mig med træningen. Når de ikke var der, hjalp sygeplejerskerne mig med at træne.
Billedet til venstre er af arret med de clips, jeg fik sat i. Det andet billede viser arret, da såret er helet, og jeg ikke længere har nogle hullerne eller andet i.Arret kigger jeg på hver dag, da det ikke kan undgås, fordi det er så stort. Jeg mærker til benet, og at det er anderledes end det andet, men alting bliver hverdag, og jeg kan ikke længere huske, hvordan det er at have to velfungerende ben.
Jeg fortsatte i 3.G på Handelsskolen i Randers, da jeg fik sygdommen konstateret. Derved kunne jeg også deltage i galla, som jeg virkelig havde set frem til. Billedet til venstre er taget, lige inden vi tager afsted, og jeg er lige blevet færdig med at gøre mig klar. På det andet foto er jeg lige blevet kåret som ballets dronning, og det var virkelig en stor oplevelse, som jeg aldrig havde forestillet mig, at jeg ville opleve.I dag får jeg helt kriller i maven ved tanken om den dag, da det var den første dag siden sygdommen, hvor det handlede om alt andet end den. Jeg fandt ud af, at mange flere end jeg troede, bekymrede sig om mig, og ønskede mig det bedste i fremtiden. De syntes, at jeg var mega sej, og det gav et kæmpe selvtillidsboost, som jeg dengang virkelig havde behov for.
Jeg fik desværre en infektion, hvor jeg havde disse hvide plamager inde i munden og ned langs halsen som gjorde, at jeg ikke kunne spise eller drikke i 4-5 dage. Jeg tabte mig derfor en del, hvilket jeg i forvejen havde gjort, og jeg var nede under 50 kilo, hvilket bestemt ikke var sundt.I dag er tanken om ingen mad og drikke i 4-5 dage ikke særlig rar. Jeg havde det rigtig skidt og havde en del feber også. Godt det ikke varede længere tid.
ENDELIG SYGDOMSFRI!!!! Den dag havde jeg virkelig set frem til og talt ned til. Da billedet var taget kunne jeg køre hjem til min familie og venner, som jeg skulle tilbringe resten af dagen med.I dag er det en glædens dag, som fejres på samme måde som den 7. november. Denne dato er den 29. maj.
SÅ BELV JEG ENDELIG STUDENT!!!! Jeg kunne blive student med min klasse, og det var det fedeste, jeg nogensinde havde oplevet. Jeg klarede kræften, og jeg klarede Handelsskolen. Hvad mere kunne jeg forlange? Jeg levede højt på det her længe, og jeg ser tilbage på det med et smil hver gang. TV2Østjylland kom også forbi for at lave et interview med mig på dagen, omkring hvordan det var endelig at være blevet student samtidig med, at jeg var blevet rask.
Billedet til venstre er taget cirka en måned efter behandling og mit hår er vokset en del allerede.Billedet til højre er taget cirka to måneder efter endt behandling. På det tidspunkt skulle jeg holde et foredrag for fysioterapeuter, sygeplejersker, læger med flere for at give dem et syn på, hvordan deres arbejder ender og føles hos deres patienter. Det var meget følelsesladet men samtidig også utrolig fedt at tale højt om alt det, jeg havde været igennem. Jeg fik en masse ros og dejlige ord med på vejen, hvilket fik mig til at kæmpe videre.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Coronavirus

Få overblikket: Sådan bliver genåbningen i din kommune

Annonce