Annonce
Randers

Sofie vandt en hård kamp over kræften: Men tiden efter blev mindst lige så hård

Sofie Bjerregaard var igennem en hård sygdomsperiode, da hun i 2016 fik kræft i en knogle. Efter godt et halvt års behandling blev hun erklæret helt rask, men tiden efter viste sig at være lige så hård som selve behandlingen. I dag har hun fået styr på livet igen, mens hun læser til lærer. Foto: Annelene Petersen
Sofie Bjerregaard blev ramt af kræft i efteråret 2016. Her kom hun igennem adskillige hårde kemobehandlinger, isolation fra sit sociale liv og mistede en del af sit lår. Men den egentlige kamp startede først, efter hun blev rask, hvor tomrummet var størst, og overskuddet var mindst.
Annonce

Randers: Klokken er 9. Det er 7. november 2016. Mobilen vibrerer i lommen på Sofie. Hun er i gang med at gøre sig klar til at møde på handelsskolen i Randers. Det er hendes læge, der har fat i røret i den anden ende. Det overrasker hende. Første tanke er, om hun nu skal opereres for den formodede meniskskade, som selv samme læge tidligere havde sendt hende til skanning for at få undersøgt. Men det er ikke dét, lægen vil fortælle hende. Han er meget vævende, og der går nogle minutter, før han kommer til sagen.

Han fortæller Sofie, at skanningsbillederne viser, at hun har en tumor i sin venstre lårbensknogle. Da disse ord kommer ud af telefonens højttaler, stivner Sofie. Hun står foran spejlet og ser sig selv i øjnene. Der kommer ingen tårer frem. Ingen reaktion. Blot et totalt stift ansigt.

Imens Sofie står der, forklarer lægen, at hun skal møde i Aarhus om knap fire timer, hvor der vil blive forklaret nærmere omkring hendes behandlingsplan. Klokken 13 sidder Sofie, hendes mor og hendes far hos den kirurg, som senere hen skal operere Sofie. Her viser kirurgen et skanningsbillede af Sofies ben, hvor det er tydeligt, at Sofie har en stor tumor i sin venstre lårbensknogle. Han forklarer også, at Sofie ikke må støtte på benet, før den er fjernet. Hvis hun gør det, er der nemlig stor risiko for, at hele knoglen kan knække, og at kræften dermed kan sprede sig til resten af benet og sidenhen resten af kroppen. Dette ville ikke kunne reddes.

Annonce

Raskmelding

Det her var starten på Sofie Bjerregaards kræftforløb, der strakte sig over et halvt år frem, og som har sat sig sine spor i dag. Sofie blev 29. maj 2017 erklæret rask. På den ene side var det en dag, som både hun og hendes familie havde set frem til siden telefonopkaldet et halvt års tid forinden. Men også en dag, som Sofie havde frygtet:

- Jeg var også ekstremt bange for det, fordi der lige pludselig ikke længere ville være nogen til at passe på mig, siger Sofie i dag.

Indtil den dag havde der i hele forløbet været en fast plan for Sofies liv, men pludselig skulle hun nu selv til at reflektere over, hvad hun ville fremover.

- Nu var der ikke nogen, der fortalte mig, hvad jeg skulle, og hvornår jeg skulle det. Nu skulle jeg selv finde ud af det. Og det, syntes jeg, var virkelig svært, siger Sofie.

Perioden efter raskmeldingen blev, ifølge Sofie, hårdere end selve sygdommen. Det, at man efter sin raskmelding kun måtte være lykkelig, var især svært for Sofie.

- Det er også vildt hårdt for andre at få at vide, at man bare ikke er glad, forklarer Sofie om, hvordan hun havde det med at fortælle andre om den svære periode, efter sygdommen var væk.


Det er også vildt hårdt for andre at få at vide, at man bare ikke er glad.

Sofie Bjerregaard


Annonce

Socialt tomrum

Efter raskmeldingen skulle Sofie finde ud af, hvem hun var, og hvad hun ville. Hun var nu færdig med gymnasiet, så det var helt op til hende selv, hvad hun skulle. Hun kunne se, at mange af hendes klassekammerater nu skulle ud at rejse, havde fået fede jobs og var på vej videre med deres liv.

- Det kunne jeg bare ikke. Jeg var fuldstændig drænet for energi, fortæller Sofie.

Det eneste, hun kunne holde til, var at ligge i sin lejlighed. Nogle gange se lidt film, andre gange kigge på sin telefon og ellers bare sove.

Når man er helbredt fra kræft og har reddet livet, skal man være glad. Det var Sofie også - men langt fra hele tiden, og det gjorde det svært at etablere et almindeligt ungdomsliv. Foto: Annelene Petersen

- Hvis nogen havde kigget på mig og snakket med mig, tror jeg, de ville sige, at jeg havde en depression, siger Sofie.

Dette fortsatte i mange måneder indtil foråret, hvor Sofie kom i et praktikforløb på Randers Lilleskole. Arbejdet bestod i at følge en lærer to timer om ugen. En tidsmængde, der steg gradvist indtil sommerferien, hvor Sofie til sidst arbejdede otte timer om ugen. Efter denne positive oplevelse valgte Sofie i sommeren 2018 at søge ind på læreruddannelsen. En uddannelse, hun stadig går på i dag.

Annonce

Fysisk handicappet

Udover det psykiske efterspil fra kræftforløbet er Sofie også i høj grad blevet påvirket fysisk. Kræften var så omfattende, at en stor del af hendes lårbensknogle var væk. Derfor har Sofie i dag fået en protese sat ind i låret i stedet for knoglen. Hun må kun gå to kilometer om dagen, og hun må ikke hoppe, løbe eller springe resten af livet. At have en lårbensprotese har heller ikke været en dans på roser for Sofie. Efter to år med protesen begyndte Sofie at få smerter igen, og det viste sig efter en skanning, at hendes protese havde revet sig løs fra knoglen. Derfor måtte Sofie endnu en gang opereres. Denne gang for at få en ny protese. Lægerne fortalte hende efter denne operation, at det nok ikke vil være muligt at lave samme indgreb igen.

- Det har gjort mig bange, fordi jeg så vil miste benet fuldstændig, siger Sofie.

Men Sofie har valgt ikke at fokusere for meget på, hvad hun ikke kan.

- Jeg prøver at se mulighederne i begrænsningerne, siger Sofie.

Derfor forsøger hun også at se det som noget positivt, at hun for eksempel nu må holde gratis på parkeringspladserne for handicappede.

- Altså hvem ville ikke synes, at det var fedt?, spørger Sofie retorisk, mens hun griner.

Annonce

Kræftens lyse side

Da Sofie fik opkaldet klokken 9 den 7. november 2017, troede hun, at hun skulle dø. Det gjorde hun ikke. I dag har hun stadig dårlige dage, men hun er kommet videre i sit liv. Kræften vil altid være en del af hende, især materialiseret i hendes fysiske handicap, som hun skal leve med resten af livet.

Men når man spørger Sofie, hvad hun har taget med fra kræftforløbet, så er det ikke disse ting, der kommer først til hende:

- Jeg tror nærmest kun, der er positive ting. Jeg er blevet meget mere taknemmelig for min tilværelse, og jeg ser tingene mere positivt i dag, end jeg gjorde før kræften, siger Sofie.


Jeg tror nærmest kun, der er positive ting. Jeg er blevet meget mere taknemmelig for min tilværelse, og jeg ser tingene mere positivt i dag, end jeg gjorde før kræften

Sofie Bjerregaard


Selv om både tiden med sygdommen og tiden efter har været svær, så mener Sofie Bjerregaard alligevel, at hun er kommet styrket ud af hele forløbet. - Jeg ser tingene mere positivt i dag, siger hun. Foto: Annelene Petersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Randers For abonnenter

Kenneth var spilleafhængig: Jeg lavede regninger på 5.000–6.000 kroner om måneden

Annonce