Annonce
Livsstil

Sejlbåden Johanne Louise fra Kolding på togt i Caribien

Johannes Louise er et træskib bygget i 1992 som turistbåd og den eneste af sin slags. Foto: Majbritt Mikkelsen
– Om at gribe de oplevelser, du ikke ved, du er vild med

”Er du klaaar?” lyder det oppe fra dækket over mit hoved. ”Jaaa!” råber jeg og vrider mig, imens jeg tager de tykke, blå gummihandsker på, der har til formål at undgå at mine fingre kommer i klemme, når den 75 meter lange ankerkæde om lidt kommer susende ned gennem hullet i dækket, hvor min opgave er at fordele den jævnt i en kasse, så den ikke går i kludder.

Sveddråber drypper fra min næse, imens mine arme fægter fra side til side for at holde styr på den tunge kæde, imens vi letter anker. Det er orkansæson, vi nærmer os de 30 grader, og det er min anden uge som gast på en 50 fods sejlbåd med dansk besætning.

Halvanden uge tidligere: Vi gør klar til landing. Jeg kigger ud gennem vinduet i flyet, som er det sidste velkendte holdepunkt forud for tre uger til søs. Dernede ligger Grenada, en ø i det østlige Caribien med havnen på den ene side, hvor jeg skal påmønstre og det store, brusende Atlanterhav på den anden.

Jeg har endnu ikke fortalt nogen, at jeg ikke kan huske forskel på styrbord og bagbord. Til gengæld har jeg læst alle Troels Kløvedals bøger og har i årevis drømt om at være gast på en sejlbåd et sted i verden – eller i det mindste bare drømt om at prøve det af og finde ud af, om det overhovedet er noget for mig.

Annonce

Vil du også ud og sejle?

Er du blevet nysgerrig på sejlerlivet, kan du hos ’Foreningen til Langtursejladsens Fremme’ følge med i, hvilke både der søger gaster til deres togter rundt om i verden.

Du kan følge sejlbåden Johanne Louise og dens familie på Facebook og Instagram.

Det behøver ikke at være dyrt at være gast på en sejlbåd. Foruden flybilletten betaler du et par hundrede kroner i køjepenge pr. dag plus et beløb til de fælles madindkøb. Og når der så hales friske fisk op af havet, er aftensmaden jo pludselig gratis!

Tag din partner, dine børn eller dine venner med og få en oplevelse for livet, men sørg for at afstemme forventningerne på forhånd. At være gast er ikke et cruise, hvor du daser dagen lang og drikker rosé på dækket om aftenen iført nystrøget tøj.

Pælestik og pladsforhold

”Kan du binde et pælestik?” Jeg kigger på kaptajnen, der hedder Bruno, og ryster på hovedet men bliver hurtigt enig med mig selv om, at det har jeg lært, før vi når aften. Pælestik er et ubrydeligt knob og et must, hvis du vil tage del i arbejdet om bord. For med sådan ét kan du binde alting fast, og er der noget, der er godt at kunne på et skib, hvor alting gynger, så er det at binde ting fast.

Familien der ejer sejlbåden – et træskib med navnet Johanne Louise, kommer fra Kolding og har sejlet i det caribiske øhav siden sommeren 2018. De har valgt at trække stikket fra hverdagen med ’sovs og kartofler’, som de selv siger og har begivet sig ud på en rejse, hvor lange skoledage er skiftet ud med hjemmeundervisning og gymnastik og håndbold med snorkling og undervandsjagt.

Familien, der består af mor, far og tre børn, har fra starten haft gaster med ombord til at gå til hånde og til at dele oplevelser sammen med. Vi er 10 mand på skibet lige nu, hvilket er en del – især om natten, hvor varmen skubber folk ud af køjerne og op på dækket, hvor man lægger sig til at sove, men ikke sover alligevel.

Om dagen skal der laves mad, dørken skal vaskes, og der skal gås til hånde, alt imens pladsen er trang, og man snor sig forbi hinanden, og 100% orden i alt fra svømmefødder til brødblandinger er nødvendigt for at undgå kaos.

En pause i paradis

Det tunge anker plumper ned i det turkisblå vand og griber sikkert fat i sandbunden ved ’Paradise Beach’, som stranden inde på land hedder. Navnet giver fint mening; de slanke palmer læner sig ud over vandkanten, imens det klare vand skyller op på stranden med en nærmest triviel, rytmisk klukken.

En håndfuld træhuse i klare farver har samlet sig til det tætteste, man kommer på en landsby. Ét er turkis, et andet lyserødt og et tredje orange. Et enkelt sted kan man få sig en kold Trinidad Juice på konservesdåse til at køle kroppen for en stund. Øen hedder Carriacou og ligger en dagssejlads nord for Grenada. Her er smukt. Helt ubegribeligt smukt. Hurtigt får vi sænket gummibåden i vandet og bundet badestigen fast, og så er det ellers på med snorkel, maske og svømmefødder og i vandet for at få det første kig på livet under overfladen. Det er tydeligt, at flere af os er nye på båden; enhver fisk i en flot farve kalder på vores opmærksomhed og gør det svært at lade være med at løfte hovedet oven vande for at gøre de andre opmærksomme på, hvad man nu har fået øje på. Små mørkeblå fisk med lyseblå prikker og gule haler jagter hinanden rundt om korallerne, en pufferfish kommer forbi, det samme gør en flok gule, sorte og hvidstribede fisk, der ikke tager notits af, at jeg ligger og plasker rundt i deres akvarium.

Skribenten pakker mesanen sammen efter en lang dag til søs. Privatfoto

Fugle og fisk

Dagene ved Paradise Beach går med at finde sig til rette på båden og finde ind i dagsrytmen og rutinerne. Vi er delt op i tre hold, som på skift skal sørge for morgenmad, frokost, aftensmad, opvask og rengøring. Man har ansvaret en hel dag og har derefter to fridage fra køkkentjansen, indtil det bliver ens tur igen.

Det enkelte hold bestemmer selv menuen og skal i god tid sørge for at handle de ting ind, der skal bruges til et par dage som madansvarlige; én dag med kød og én uden. Er man heldig, at der fanges fisk i løbet af dagen, så rydder fangsten bordet, og der er fisk til aftensmad.

Det er ikke tilladt for andre end de lokale at fiske i bugten, som har status af marinepark, så vi hopper i gummibåden og sætter kurs mod to mindre klippeøer et stykke væk, imens solen så småt er på vej i havet.

Herude må man gerne fiske, og vi forsøger at holde os tæt på en flok store fugle, der svæver over vandoverfladen. Fuglene dykker ned efter de små fisk, som jages op til overfladen af de større fisk, som er dem, vi gerne vil have fat i. Det er altid et sikkert tegn; fugle i luften betyder fisk i vandet, men vi fanger ikke noget den dag, og menuen står fortsat på ris, bønner og salat.

En Skipjack Tuna på krogen og aftensmaden er reddet. Foto: Majbritt Mikkelsen

Orkan ombord

Dagene går med alting og ingenting. Folk foretager sig det, de har lyst til; fisker, tager bussen ind til byen, handler ind, får skrevet eller talt med dem derhjemme. Efter et par dage med lav puls ved Paradise Beach beslutter vi os for at lette anker og sejle nordpå.

De næste dages vejrvindue ser godt ud, og så er det om at lette anker og komme afsted. Nede i kabyssen laver børnene perler og spiller ’Partners’, imens de diskuterer og øver sig i at komme til enighed om reglerne. Bølgerne går højt nogle gange, og vi bliver konstant mindet om, at pladsen på en sejlbåd er trang, og at man ikke bare kan løbe sin vej, når tingene bliver for meget. Troels Kløvedal fortæller i sin sidste bog ’Alle mine morgener på jorden’ om gasten Johannes og hans måde at tænke tilværelsen på og som altid har åbnet døre for ham jorden rundt: Man skal være nøjsom, glad og altid hjælpsom.

Det tænker jeg over herude i ingenting, Tobago Cays – det smukkeste ’live postkort’ – hvor jeg efter halvanden uges sejlads pludselig er eneste gast tilbage på båden. De menneskeskabte bølger viste sig alligevel at gå for højt, både i det åbenlyse og i det skjulte, og en morgen kulminerede det hele, og løsningen blev at lade vejene skilles så en del af bådens andre gaster gik fra borde.

Menneskers forskelligheder og respektive værdisæt kommer for en dag, når man skal bo tæt sammen, transportere sig fra sted til sted og få en hverdag med masser af praktik til at fungere. Det er som bekendt ikke alt, man kan forudsige hjemmefra, og livet på havet går jo heldigvis også videre.

Aftenerne i cockpittet flyder hen i samtaler, lytten og latter. Kedlen på komfuret hyler, der slås brød op til næste morgen, små og store søulke siger godnat, og det bliver igen tid til at gå til køjs, trætte og mætte af oplevelser.

Union Island er sidste stop før Tobago Cays, hvor du kan komme helt tæt på havskildpadder og (ufarlige) revhajer. Foto: Majbritt Mikkelsen

En sang fra verdens ende

’Ladyyyy in reeeeaaaaad, is dancin’ with me, cheek to cheek!’ Jeg vågner i forkahytten ved, at den sorte fyr på nabobåden er gået i gang med sit morgentoilette i fuld offentlighed og tydeligvis sætter en ære i at vække hele bugten med sin sang og sine gøremål, der består i at børste tænder, vaske sig og hænge sengetøj til luftning, imens han synger så højt og inderligt.

Båden er gammel og rusten og har ikke sejlet i årevis. Den har været sunket i en nabohavn, men blev hevet op igen af en tysker, der gav båden til den sorte fyr, som nu bor der sammen med sin familie og hver dag tager gummibåden de få hundrede meter ind til land, hvor hverdagen udspiller sig med lav puls. Vi smiler og skåler i kaffe, da han slår over i et af Bob Marleys numre.

Vi har kastet anker i Salt Whistle Bay ved Mayreau – den mindste ø af 32 øer, der udgør Saint Vincent og Grenadinerne. Øen fik først tilført strøm i 2002, og man kan kun komme hertil med båd. Her bor 271 mennesker, og en gåtur gennem byen, der ligger på en bakketop, er overstået på ti minutter.

Bageren er både bager og præst i den lokale kirke. Her er det helt normalt at dobbeltjobbe, så hjulene kan køre rundt. Ét af øens helt store problemer er misbrug af børn – et problem, der forsøges afhjulpet af missionærer og andre, som er flyttet til øen med det mål at lære de lokale familierne, hvordan et godt liv kan leves i fællesskab, uden at man overtræder hinandens grænser på både den ene og den anden måde.

Vi bliver i den lille bugt et par dage, går ture på øen og bruger en formiddag på at dykke ned på bunden og samle affald op, som enten er tabt i vandet eller kommet hertil med strømmen. Nogle går i kirke, imens andre tilbyder at give en hånd med til et mindre byggeri inde på stranden.

Jeg griber muligheden for at få banket rust af mit gamle dykkercertifikat og får et fantastisk dyk på vraget af en britisk kanonbåd fra 1918, som efter 100 år i havet er forvandlet til et koralmekka med fisk, rokker, moræner og langustere i massevis.

Sibets tre børn hjælper til på skibet som alle andre. her er det yngstemanden som fungerende kaptajn. Foto: Majbritt Mikkelsen

Søsyge og smalltalk

Jeg forsøger at holde fast i rælingen, imens jeg efter en lang kamp for at holde stand må kapitulere og kaste min morgenmad op ud i Atlanterhavets bølger. Skibet ruller både sidelæns og forlæns, og det er åbenbart mere, end jeg kan klare. Bruno, kaptajnen, der står bag roret, vender sig rundt og kigger på mig uden at sige noget, imens jeg sidder musestille med blikket stift rettet mod horisonten i forsøget på at holde maven i ro.

Han ved godt, at man ikke er i stand til at sige et ord, når først søsygen har taget over. Sådan går der nogle timer, før vi atter kaster anker i en bugt, og roen kan falde over skibet.

Dagen før havde vi tilbragt på Petit Martinique, en anden lille ø, hvor vi besøgte den lokale skole for at blive klogere på det caribiske skolesystem. Det er lidt som om, at tiden er gået en smule i stå herude, når læreren skriver på tavlen, imens eleverne ordret gengiver teksten i deres kladdehæfter.

Det er i de små oplever, at de store oplevelser ligger gemt, når man rejser på denne måde. Da vi på vejen tilbage mod båden falder i snak med en lokal kvinde, som driver en lille butik på øens hovedgade, er vi så heldige at få vores aftensmad foræret af hendes fætter, der tilfældigvis kom forbi; fem flotte tunbøffer, halet op af havet få timer forinden.

Og sådan går en fredag formiddag helt af sig selv; med at en flok lokale mænd slår lejr i butikken sammen med os, og derfra går snakken om vind og vejr, imens vi smager på en lokal, hjemmelavet drik, der efter sigende skulle være fremmende for potensen med tang, krydderier og den lokale kokosmælk som vigtigste ingredienser.

Bølgerne omkring Mayreau trækker surfere til fra hele verden. Foto: Majbritt Mikkelsen

Grib eventyret

Rejsen er efter små tre uger ved at nå sin ende, og om lidt venter flyturen hjemover. Jeg når lige akkurat at smage familiens hjemmelavede fiskefrikadeller af friskfanget Barracuda den allersidste dag – en dag, som vi bruger på i fællesskab at gøre rent og gøre klar til, at båden skal på bedding for at friskes op.

Varme og saltvand er en hård cocktail for træværket, der er blevet grønt af alger og nu trænger til maling. Jeg ville ønske, at jeg kunne blive og give en hånd med, og det er ikke uden vemod, at jeg siger farvel for at sætte mig i taxaen mod lufthavnen Så hvorfor gøre det her? Hvorfor tage ud at sejle, eller tage på højskole eller vandreture med folk du ikke kender? Hvorfor kaste sig ud i ukendte oplevelser uden all inclusive og guidede dagsture?

Jeg binder et ekstra pælestik og kaster mit blik ud over det stille hav, imens jeg kommer frem til, at det for mig handler om at se og opleve nye sider af mig selv i relation til andre. Det er her – i nye, positive fællesskaber, på gyngende grund og hvor det ’niver lidt’ – at jeg ser ting tydeligere og får kalibreret mit indre kompas.

Og så er der naturligvis alt det åbenlyse; det turkisblå vand, de svajende palmer, maden, farverne, dyrene og duftene – alt det mange af os drømmer om og skal turde række endnu mere ud efter, for det er derude, og det er i virkeligheden ikke særligt langt væk.

Aftenro før sengetid ved Carriacou. Foto: Majbritt Mikkelsen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Randers FC For abonnenter

Randers FC-chef om imponerende målsnit: Vi ligger måske lidt over, hvad der er realistisk

Annonce