Annonce
Danmark

Stemmer fra provinsen: Her er dommen over regeringsaftalen

Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd: - Jeg har en forventning om, at regeringen opfylder sine løfter om en udligningsreform, selv om det ikke er med i aftalen. Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Der er rigtigt fine takter i regeringsaftalen i forhold til at skabe et Danmark i bedre balance, mener både Landdistrikternes Fællesråd og Balance Danmark.

Brødtekst

Annonce

1. Positivlisten

Man skal bare halvt ned på første side i det 18 sider lange forståelsesdokument underskrevet af Socialdemokratiet, Radikale, SF og Enhedslisten før der kommer et afsnit, som grundlæggende tilfredsstiller Balance Danmark og Landdistrikternes Fællesråd. To organsationer som begge arbejder for at skabe bedre muligheder for at leve og bo uden for de store byer i Danmark.

"Vi skal tage et opgør med centraliseringen af Danmark. Så der er udvikling, muligheder, arbejdspladser og velfærd i hele landet. Det har en værdi i sig selv, at beslutninger træffes tæt på dem, det vedrører. Danmark er for lille til store forskelle."

- Vi har råbt om et centraliseringsstop meget længe, og derfor er jeg meget glad for, at det er et specifikt fokus i aftalepapiret. Hvad partierne konkret vil gøre for at sikre det, står endnu hen i det uvisse, men vi møder gerne op med tasken fyldt med gode, konstruktive ideer, siger Kim Ruberg, formand for Balance Danmark.

Samme melding kommer fra formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

Begge organisationer er også meget begejstrede for, at aftalen nævner klart og tydeligt, at flere uddannelser uden for de store byer, vil blive prioriteret højt.

- Og når besparelserne på uddannelserne samtidig bliver sløjfet, bliver der sendt nogle meget positive signaler på det område, siger Steffen Damsgaard.

Regeringen forpligter sig også på at "igangsætte et arbejde, der skal undersøge problemet" med at kunne låne til boliger i landdistrikterne.

- Det var på tide. Det hilser vi meget velkomment, siger Kim Ruberg.

- Det er virkeligt vigtigt der her, men også meget ukonkret. Vi tilbyder gerne løsningsforslag - hvad enten det handler om den måde banker bliver reguleret på, om det skal være garantier fra staten eller selvbærende initiativer i realkreditsektoren f.eks. Der er mange modeller, man skal bare være villig til at træffe en beslutning, siger Steffen Damsgaard.

2. Negativlisten

I Balance Danmark mener formand Kim Ruberg, at aftalen afspejler et enøjet blik på begrebet lighed.

- Hvorfor er det helt skævt med ulighed, fordi man er født ind i en ikke-akademisk familie, mens det er helt ok med ulighed, hvis man er født i Faaborg eller Ringe? Lighed er meget mere end den måde, venstrefløjen traditionelt anskuer den på, siger han.

- Og så mangler vi, at de har en udligningsreform med. Jeg vil meget gerne minde Mette Frederiksen om, at hun har sagt, at der ikke er nogen vej uden om, at hovedstaden kommer til at levere noget mere, siger han.

Landdistrikterne Fællesråd savner også noget tekst om udligning.

- Det giver lidt utryghed, at de har valgt helt at ignorere det, siger Steffen Damsgaard.

- Og så forstår jeg ikke, at de vil bruge kræfter på at forbedre mulighederne for at bo i de store byer. Det er altså ikke der, man skal bruge pengene, siger han.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.

Randers FC For abonnenter

Randers FC-chef om imponerende målsnit: Vi ligger måske lidt over, hvad der er realistisk

Annonce